Det er nemlig rigtigt:-) bortset fra at idag har konen overtaget tastaturet
Vi har idag skrevet til sektionslederen at min mand ikke har mod på et møde med sagsbehandleren, da han stadig er drænet efter sidste møde.
At det føles krænkende at sagsbehandleren ikke synes at notere hvad der bliver sagt og ikke vil indhente lægeerklæring med mindre lægekonsulenten vurderer det er nødvendigt.
Og så har han beskrevet situationen hjemme ved os, som det har været det sidste år. Det har været et virkeligt hårdt år
jeg har haft et stort ønske om at min mand klarede sig så godt igennem arbejdsprøvningen som muligt. Men det har osse betydet, at jeg har måttet stå alene med både vores fælles barn og min mands to børn hveranden weekend og i ferier.
jeg har jo heldigvis kunnet sove midt på dagen, da vores søn er i dagpleje fra 9-15. Nogle gange ad 2 omgange. Og det er helt nødvendigt - desværre.
Men at min mand har haft mange smerter dagligt for at kunne bidrage med 7 timer effektivt arbejde ugentligt - dét har haft stor betydning for hans mulighed for at have psykisk overskud til børnene.
Han lukker sig inde i sig selv, og jeg forstår ham faktisk godt. Det er nok derfor vi overhovedet har holdt sammen.
Da vi begge forstår, hvad det vil sige ikke at have overskud. Vi har været hinandens "krykker" førhen, hvor jeg var den fysisk stærke og han var dén med psykisk overskud. Det oplevede jeg under barslen, hvor lægerne anbefalede at min mand holdt al barslen sammen med mig, så vi kunne støtte hinanden med at give vores søn, der er født før tid, den bedste start.
Vores læge skrev sidste år at min mand havde "hustru med særlig brug for assistence". Dén slog - først blev jeg vred, og så ked af det.
Kunne jeg ikke bidrage med noget?? JO jeg kunne da, og jeg vidste jo selv, at jeg havde knoklet HÅRDT hele sidste år for at beskytte børnene ALT JEG KAN!
At der var foretaget en §50 udersøgelse, der viste at alt gik SUPER GODT med vores søn.
Men jeg er blevet klogere - jeg har måtter erkende, at min læge jo har ret.
Jeg HAR brug for støtte fra min mand til at passe børnene. '
Han viste jo under barslen at han med den helt nødvendige ro i kroppen, fik dét overskud psykisk, der gjorde at han fik OVERSKUD til sine 3 børn. OG det gav MIG mulighed for at have en dårlig dag.
Men det har da ikke været en nem erkendelse. For nogle af os. Det er ikke rart at føle at man ikke kan dét man gerne ville. Men jeg synes osse det er vigtigt at erkende sine begrænsninger og sige nok er nok.
Det ER ikke holdbart i længden, at jeg står alene med det hele. Men når vi er to, så er vi tilsammen én
stærk hel person.
Men det er nok svært at forstå for folk, der har større overskud både fysisk og psykisk.
At jeg er bipolar/maniodepressiv og har perioder med angst, er jo ikke noget jeg har valgt. Og efter at have overskredet mine egne grænser i ÅREVIS, så har jeg indset at det er vigtigt og OK at bede om hjælp. Det er bedre at gøre det FØR det hele brænder sammen end senere.
Min mand har forklaret dette i brev til sektionslederen i kommunen.
Kommunen presser os rigtigt meget ved at kræve at min mand skal i aktivering og efterfølgende virksomhedspraktik. I har hørt historien nogle jer ihvertfald.
Vi siger stop nu - for børnenes skyld. De har krav på en far, der kan være til stede psykisk, når nu ikke han kan fysisk.
Og så har han bedt om at de svarer skriftligt på klagen.. - Nu må vi se.
Og hej med jer - I er gode mennesker
