|
Nu undersøger min kontaktperson om det er muligt for mig at komme i praktik på kassernen. Men hun siger til mig, at siden jeg har skrevet, at det giver mig lige dele angst og håb, så tvivler hun på at det vil være det rigtige for mig, fordi mit arbejde helst ikke skal give mig angst.
Men jeg VIL altså i militæret på skånehensyn (dog i det civile, f.eks. i kantinen eller i lageret). Og jeg vil føle, at jeg gør en indsats for Danmark, og især for det danske forsvar, fordi:
1. Jeg modtager penge fra staten fordi jeg er for syg til et egentligt arbejde. Jeg har en dygtig læge som er betalt af det danske sundhedsvæsen. Jeg profiterer altså af det danske velfærdssamfund. Jeg må da kunne give bare *lidt* tilbage...
2. Velfærdssamfundet består kun fordi vi har et forsvar som kæmper for og beskytter dansk territorium.
3. Forsvaret er en anerkendt offentlig institution af både højre- og venstrefløjen. Jeg vil nødig arbejde andre steder i det offentlige, for så bliver jeg bare gjort til grin og føler mig som en endnu tungere byrde for den danske stat.
Hmmm... jeg har aldrig været så patriotisk som siden jeg modtager både førtidspension OG er færdiggjort med en uddannelse, samtidig med at jeg ikke har noget at lave. Underligt.
Er der andre der har det på samme måde?
Gad vist om det er fordi jeg har så meget tid til mig selv, at jeg tænker over hvor stor en byrde jeg egentlig er... men jeg skal omvendt også være den første til at sige, at jeg vil gå i baglås hvis der kom en lov om, at jeg *SKAL* i skånejob. Det faktum, at det er frivilligt for mig gør, at jeg får lysten til at kæmpe for at komme videre i livet.
|