Det netop hele pointen... som jeg desværre ikke fik beskrevet godt nok kan jeg se =)
Jeg har ALDRIG nægtet medicin, det noget som min sagsbehandler har formuleret, det aldrig kommet ud af min mund.
Jeg har været igennem medicinsk behandling igennem 1½ år som sagt, og var igennem flere præparater uden den mindste virkning, i stedet for så opsøgte jeg div. fora´s og læste lidt om folks oplevelse med medicinen, og langt størstedelen oplevede kun at det hjalp dem, og bivirkningerne var minimale.
Var igennem efexor/cipralex/lamictal og 2-3 andre jeg ikke kan huske mere... tror jeg husker de 3 der da de er omtalt meget på nettet.
Som sagt så oplevede jeg intet godt - tværtimod så oplevede jeg MANGE samt heftige bivirkninger som ikke var normale og gjorde kun alt MEGET værre for mig, min dagligdag gik mere eller mindre i stå igennem det medicinske forløb (mere end den allerede var i forvejen), samt jeg oplevede jeg ændrede mig til en person jeg ikke kunne genkende, og blev agressiv med noget der lignede tæt på voldelig, noget som jeg aldrig har været og afskyr det egentligt.
Så efter lang snak med folk omkring mig, samt egen læge så valgte hun at sige stop og sige jeg skulle trappes ud af det, dette er også beskrevet i min speciellæge erklæring, psykolog siger det nyttesløs, samt læge har sagt stop for jeg skal i mere medicinsk behandling udfra min oplevelse med det, samt ingen virkning på nogen måde.
Måske man kan overleve - men når man ikke har nogle som helst andre at snakke med så hjælper det ikke på noget som helst, og han er grunden til jeg er her den dag idag ellers havde jeg sagt farvel...
Tro på mig selv er ord jeg ikke kender til desværre..
Håber det gav lidt mere mening nu....