Emner: Invalidebil!
Se enkelt indlæg
Gammel 25-10-2007, 17:34   #9
gaxeergud
Hvor skulle jeg ellers være
 
gaxeerguds avatar
 
Tilmeldingsdato: 12-07 2007
Lokation: Blodense
Alder: 50
Indlæg: 115
Styrke: 17
gaxeergud er ny på vejen
INFO om invalidebil

Kære Thomas Thomsen.



Hermed uddrag fra Schultz lovguide om støtte til bil. Som nævnt er det ikke selve loven men en fortolkning, som ikke kan bruges som ”retskilde”. Jeg vedlægger desuden afgørelse fra ankestyrelsen (SM 0-2-00) som beskriver principielle afgørelser i sager vedr. ansøgere med kroniske smerter p.g.a. svære ryglidelser.



Venlig hilsen

Lone Hesselbæk

Konsulent

DUKH:



Støtte til bil efter servicelovens § 114:



Schultz Servicelov-rapport. :



Vurdering af funktionsevnen



I det følgende redegøres for:

1.Generelt om vurdering af funktionsevnen.

2.Bedømmelse af varigheden af nedsættelsen af funktionsevnen.

3.Bedømmelse af de sociale forhold.

4.Bedømmelse af helbredsforhold

5.Samlet bedømmelse af nedsættelsen af funktionsevnen.



Ad 1. Generelt om vurdering af funktionsevnen :

Der kan ikke opstilles faste kriterier for, hvornår der er tale om en så væsentlig varig nedsættelse af funktionsevne, at der er ret til støtte til bil efter servicelovens § 114. Dette beror på en samlet vurdering af ansøgerens sociale og helbredsmæssige forhold.

Det må først afklares, om ansøgningen skal behandles på erhvervsmæssigt, uddannelsesmæssigt eller såkaldt trivselsmæssigt (ikke-erhvervsmæssigt) grundlag, idet der anlægges en mildere vurdering ved erhvervs- eller uddannelsesmæssigt grundlag end ved trivselsmæssigt grundlag.

Det er ikke arten eller omfanget af en ansøgers funktionsnedsættelse, der er det afgørende ved vurderingen af funktionsevnen, men en vurdering af i hvilken udstrækning funktionsnedsættelsen hindrer, at ansøgeren kan benytte kollektive transportmidler eller i øvrigt dække sit kørselsbehov på anden måde end ved at køre i egen bil.

Ved denne vurdering skal der desuden tages hensyn til ansøgerens mulighed for at tilrettelægge en så selvstændig og selvhjulpen tilværelse som mulig.

Ved at fokusere på den enkelte ansøgers funktionsevne kan afgørelsen vedrørende to ansøgere med samme lidelse (diagnose) således godt falde forskelligt ud.

Som grundlag for vurderingen af ansøgerens funktionsevne skal der ske en bred belysning af, hvordan ansøgeren rent faktisk klarer sin daglige tilværelse med sit handicap. Denne beskrivelse af ansøgerens funktionsniveau, der er baseret på de sociale myndigheders og ansøgerens egen beskrivelse, sammenholdes med oplysninger om det objektive helbredsmæssige grundlag.

Ad 2. Bedømmelse af varigheden af nedsættelsen af funktionsevnen :

At tilstanden skal være varig betyder, at tilstanden hos en ansøger ikke vil kunne bedres væsentligt, hverken spontant eller ved behandling. Det er altså ikke tilstrækkeligt, at det generelt er mest sandsynligt, at tilstanden er varig, hvis forløbet hos ansøgeren ikke kan forudsiges. Ved nogle sygdomme er det alene forløbet af sygdommen, der kan vise om tilstanden er varig. Det gælder f.eks. fibromyalgi, jf. SM O-121-95.

Ad 3. Bedømmelse af de sociale forhold :

Da ansøgerens sociale forhold indgår i grundlaget for vurderingen af funktionsevnen, må der indhentes oplysninger om, hvordan ansøgeren fungerer i dagligdagen.

Der må indhentes oplysninger om boligen, familiens størrelse og især ressourcer/manglende ressourcer hos ansøgeren og familien.

Boligens afstand til offentlige transportmidler og indkøbsmuligheder har betydning. Boligens etageplacering kan også have betydning for ansøgerens funktionsniveau. F.eks. kan mange trapper i forbindelse med den daglige befordring m.v., tære så meget på kræfterne, at ansøgerens mulighed for at få dækket sit kørselsbehov uden brug af bil bliver væsentlig forringet.

Omfanget af lægekonsultationer (og lignende), familiebesøg, fritidsaktiviteter i øvrigt og, hvis der er mindre børn, afstanden fra boligen til pasningstilbud osv.

Det kan f.eks. have betydning, om ansøgeren er henvist til at klare sig selv, om en eventuel ægtefælle/samlever kan bistå, og om der er andre end ansøgeren, der har et handicap, herunder om der er børn med et stort plejebehov. Hvis ansøgerens ægtefælle skal fungere som chauffør, kan det være hensigtsmæssigt med oplysninger om dennes arbejdstider m.v. af hensyn til vurderingen af, om bevilling af støtte til bil kan tilgodese ansøgerens samlede behov for kørsel.

Der vil ofte være et kørselsbehov forbundet med et arbejde eller en uddannelse. Det indgår i vurderingen, hvor belastende det vil være for en ansøger at bruge andre befordringsmidler end egen bil for at komme til og fra arbejde eller uddannelse. Der må i den forbindelse indhentes oplysninger om afstanden fra ansøgerens bolig og arbejdsplads/uddannelsessted til de offentlige transportmidler, og tiden der vil medgå, hvis disse benyttes.

I beskrivelsen af de sociale forhold bør der endvidere tages hensyn til den forventede fremtidige udvikling, således at det sikres, at indsatsen vil have optimal effekt i hele perioden (6 år). Eksempelvis må der tages højde for, at børns behov for at medtage hjælpemidler ændres.

Ad 4. Bedømmelse af helbredsforhold :

Udgangspunktet for sagsbehandlingen vil være ansøgerens egne klager over evnen til at færdes. Ansøgerens oplysninger om helbredsforhold må suppleres med en beskrivelse af de objektive helbredsmæssige forhold f.eks. ved udskrift af sygehusjournal, udskrivningsbreve, generel helbredsundersøgelse eller speciallægeerklæring.

Oplysningerne om helbredsforholdene må være så fyldestgørende og aktuelle, at det herudfra er muligt at vurdere, om der er overensstemmelse mellem de helbredsmæssige forhold og ansøgerens beskrivelse af sit nedsatte funktionsniveau, samt om lidelsen er varig.

De lægelige oplysninger må derfor som minimum indeholde oplysninger om diagnose og prognose, en objektiv beskrivelse af funktionsniveauet og en vurdering af, om ansøgerens helbredsforhold, herunder evt. objektive fund, kan forklare ansøgerens ændrede/nedsatte funktionsniveau.

Der er ikke fastsat specielle krav til funktionsnedsættelsens art. I almindelighed vil det være en manglende eller stærkt reduceret gangfunktion, der nødvendiggør anskaffelse af egen bil, men det kan også skyldes anden fysisk eller psykisk sygdom.

For eksempel vil personer med svære hjerte- og lungelidelser eller svær astma i nogle situationer kunne opfylde betingelserne for støtte, selv om gangfunktionen er normal.

Især ved progredierende sygdomme som f.eks. leddegigt, muskelsvind, dissemineret sklerose, ALS, Spielmeyer-Vogt, vil der ofte være behov for en række hjælpeforanstaltninger, hvor støtte til bil kan indgå som en del af den samlede indsats. Det er i den forbindelse vigtigt, at der ikke alene ses på det aktuelle behov, men også tages hensyn til den forventede fremtidige udvikling.

Støtte på baggrund af en psykisk lidelse vil især kunne være aktuelt for meget plejekrævende udviklingshæmmede eller autistiske/psykotiske personer og personer med massive sindslidelser, der har meget vanskeligt ved at benytte kollektiv transport, selv i følge med andre.

Det centrale i de lægelige, objektive beskrivelser er funktionsniveauet. Det vil her være hensigtsmæssigt med oplysninger om gangdistance, en beskrivelse af gangen og skridtlængden samt tiden, det tager at tilbagelægge gangdistancen, sikkerhed/usikkerhed i vendinger samt igangsætningsbesvær og evnen til trappegang (op og ned), bestige høje trin og til at komme på og af kollektive transportmidler.

Der bør også foreligge en beskrivelse af, om gangen foregår med eller uden hjælpemidler, om den er sikker i ansøgerens eget tempo eller om små niveauforskelle, glat føre eller lignende kan medføre væsentlig øget risiko for fald. I hvor lang tid ansøgeren kan stå og om der er særlige skånehensyn under hensyn til lidelsens art.

Det er væsentligt med en beskrivelse af den tilgrundliggende lidelse for det nedsatte funktionsniveau, herunder den indskrænkede gangfunktion. Ofte kan en grundlidelse, der er lokaliseret til rygmarv, hjerne eller det perifere nervesystem, have betydning for funktionen i fødder og ben.

I årsagsbeskrivelsen bør det oplyses, om der eksempelvis findes

-nedsat ledbevægelighed eller instabilitet i benene (f.eks. medfødt hofteskred, slidgigt i hofterne og knæ, lammelse).

-følger efter amputationer.

-balanceforstyrrelser, nedsat styring af benene eller kroppen som helhed (f.eks. dissemineret sklerose, parkinsonisme).

-alment svækkende sygdomme, der giver hurtig udtrætning, (f.eks. hjertesygdomme, lungesygdomme).

-nervøse lidelser, angsttilstande, autisme, udviklingshæmning.

-svækkede sanser, (f.eks. synsnedsættelse).

-andre sygelige tilstande som nedsætter evnen til at færdes udendørs og med kollektive transportmidler.



Vurderingen af gangdistancen er efter Ankestyrelsens praksis et af de centrale elementer i skønnet over, om en ansøger er berettiget til støtte til køb af bil. Der skal normalt være tale om en meget betydelig nedsættelse af gangdistancen, før der kan blive tale om at yde støtte til køb af bil. Dette gælder særligt, når ansøgeren ikke er i erhverv eller under uddannelse. Som hovedregel vil en gangdistance på meget mere end 100 meter tale imod tilkendelse af bilstøtte på 'trivselsmæssigt' grundlag. Det skal dog understreges, at gangdistancen blot er et moment blandt mange, ved vurderingen af om en ansøger er berettiget til støtte til køb af bil. Der kan derfor ikke træffes afgørelse alene med henvisning til gangdistancen. Ankestyrelsen har i pjecen 'Guide om behandling af sager om bilstøtte' en række eksempler på hvorledes gangdistancen har haft indvirkning på forskellige afgørelser. Se Ankestyr. Guide af juli 1998 om behandling af sager om bilstøtte, bilag 6 - gangdistance.

Ad 5. Samlet bedømmelse af nedsættelsen af funktionsevnen :

Når det er konstateret, at en ansøgers tilstand er varig, må de sociale forhold sammenholdes med oplysningerne om ansøgerens helbredsforhold med henblik på en vurdering af, om ansøgerens funktionsevne er så nedsat, at det er nødvendigt med egen bil.

Ved vurderingen af sværhedsgraden af den konstaterede nedsættelse af funktionsniveauet, kan det have betydning, hvilket formål bilen skal tjene for ansøgeren.

Det kan have betydning f.eks. at vurdere, om ansøgeren ved ankomsten til arbejde/uddannelsesstedet har så mange ressourcer i behold, at ansøger kan præstere en tilfredsstillende indsats.

Udover vurderingen af, om der er konstateret væsentlige helbredsmæssige fund, må vurderingen også bero på, om lidelsen medfører hurtig udtrætning og et udtalt skånebehov.

Selvom funktionsevnen, herunder gangdistancen, ikke er så betydeligt nedsat, at der umiddelbart er grundlag for at tilkende bilstøtte, vil der i en række tilfælde alligevel kunne bevilges bil ud fra et skånebehov. Det kan dels være tilfældet, hvis en ansøger godt kan gå f.eks. 300 meter, men dette medfører en forværring af hans eller hendes lidelse. Det kan også være tilfældet i forbindelse med bilstøtte til erhverv eller uddannelse (samt i specielle tilfælde til trivselsformål), hvor en ansøger godt kan komme på arbejde eller uddannelsesinstitution til fods eller med offentlige transportmidler, men hvor dette udtrætter ansøgeren så meget, at gennemførelsen af arbejdet eller uddannelsen bliver meget vanskelig.

Vurderes det, at ansøgerens helbredsforhold og kørselsbehov taler for støtte til bil, men at helbredsforholdene bevirker, at ansøgeren må have hjælp af andre, f.eks. til at føre bilen, bør det undersøges, om ansøgeren kan disponere over fornøden bistand hertil fra andre, eller om ansøgerens kørselsbehov mere hensigtsmæssigt kan tilgodeses ved andre ordninger.

Bemærk at Ankestyrelsen i SM C-2-07 fandt, at en stærkt handicappet mand, der var afhængig af hjælp fra andre til alle praktiske gøremål, ikke var berettiget til bilstøtte i form af særlig indretning og tilskud til køreundervisning, således at han selv blev i stand til at føre sin handicapbil. Begrundelsen var, at den grad af selvhjulpenhed, som manden ville opnå ved selv at blive i stand til at føre sin bil, ikke stod i rimeligt forhold til omfanget af de særlige indretninger og udgifterne til den køreundervisning, som ville være påkrævet for at opnå dette.

Henvisninger:

Love:

-Lov om social service, § 114.



Bekendtgørelser:

-Socialmin. bek. nr. 615 af 15/6-06om støtte til køb af bil efter servicelovens § 114.



Vejledninger:

-Socialmin. vejl. nr. 97 af 5/12-06 om hjælpemidler, biler, boligindretning mv., kap. 14.



Skrivelser m.v.:

-Ankestyr. guide af juli 1998om behandling af sager om bilstøtte.



SM 0 – 2- 00 : Afgørelser fra Ankestyrelsen:



SM O-2-00. Hjælpemidler - bil - smerter - ryglidelser

Sociale meddelelser SM O-2-00Afgørelse truffet af: Den Sociale Ankestyrelse



Resumé:

Ankestyrelsen har i principielt møde behandlet nogle sager om støtte til køb af bil til ansøgere med kroniske smerter på grund af svære ryglidelser, som f.eks. svære degenerative forandringer, herunder spondylolisthese eller følger efter operation for discusprolaps.

Fælles for sagerne var, at der var tale om ansøgere, hvis funktionsniveau hovedsageligt var nedsat på grund af smerter. Der var derimod ikke tale om svære lammelser i nogen af sagerne. I sag nr. 1 var ansøgerens kørselsbehov erhvervsmæssigt, i de øvrige sager var kørselsbehovet af ikke-erhvervsmæssig karakter.

Generelt:

Ved bedømmelsen af om der kunne bevilges bilstøtte lagde Ankestyrelsen vægt på:

- om funktionsevnen var væsentligt nedsat ud fra en samlet vurdering af ansøgerens helbredsmæssige og sociale forhold, samt kørselsformål.

- om kørselsbehovet kun kunne løses ved benyttelse af egen bil, og ikke ud fra en vurdering af alder, almentilstand og forholdene i øvrigt mere hensigtsmæssigt kunne tilgodeses ved andre ordninger.

- om sygdommen var lægeligt veldokumenteret. Der måtte i den enkelte sag foreligge relevant speciallægeerklæring, der belyser ansøgerens helbredsmæssige og funktionsmæssige forhold i relation til ansøgningen om støtte til køb af bil.

Ved vurderingen af den nedsatte funktionsevne som følge af de konstante svære smerter må indgå en række forhold, der kan underbygge oplysningerne om den nedsatte funktionsevne, idet det objektive lægelige grundlag er spinkelt i forhold til funktionsnedsættelsen (ingen sværere lammelser i nogen af sagerne).

I vurderingen må indgå en beskrivelse af hvilke objektive fund, der kan understøtte smertetilstanden.

Der skal være radiologiske fund i form af svære forandringer i ryggen.

Der kan desuden være kliniske fund så som tegn på rodtryk og/eller kraftnedsættelser, svær nedsat bevægelighed i ryggen m.v. En beskrivelse af konkurrerende lidelser. Der skal være beskrevet en meget betydelig nedsættelse af gangdistancen. Der skal foreligge oplysninger om arten og graden af objektive fund, der kan understøtte en påstand om ringe gangfunktion, hvorvidt ansøger anvender ganghjælpemiddel samt hvorvidt gangfunktionen er svingende. Der skal være redegjort for, hvorfor ansøger ikke kan benytte offentlige transportmidler, herunder en lægefaglig vurdering af ansøgers mulighed herfor.

I forbindelse med vægtning af smerter i den samlede vurdering fandt Ankestyrelsen, at der skal være tale om et kronisk smertesyndrom, observeret og konstateret gennem en årrække uden mulighed for bedring. Der kan herved lægges vægt på, hvorvidt ansøger er udredt og behandlet via smerteklinik, graden af den smertestillende behandling, og hvorvidt der er tale om konstante og vedvarende smerter. Behandlingsmulighederne skal være udtømte, såvel de fysiske som de psykiatriske. Dette indebærer, at i tilfælde af svær somatisering af symptomerne kan psykiatrisk udredning heraf være påkrævet inden lidelserne kan vurderes som varige og ubehandlelige.

Det er endvidere en betingelse for bilstøtte, at der er konstateret et kørselsbehov, der kun kan løses ved benyttelse af egen bil. Der kan derfor ikke ydes støtte til bil, hvis ansøgerens samlede kørselsbehov ud fra en vurdering af alder, almentilstand og forholdene i øvrigt mere hensigtsmæssigt tilgodeses ved andre ordninger.

Ved ansøgning om vægtafgiftsfritagelse gælder de samme betingelser som ved støtte til køb af bil.

I sag nr. 1 var ansøgeren berettiget til støtte til køb af bil på erhvervsmæssigt grundlag. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren havde haft kroniske svære rygsmerter gennem mindst 10 år med langsom forværring. Ansøgeren havde nedsat bevægelighed i lænden og var i daglig smertebehandling. Behandlingsmulighederne var udtømte. Gangdistancen var nedsat til 200 meter. Der var et betydeligt kørselsbehov til og fra arbejde, og det fandtes godtgjort, at ansøger ikke kunne benytte offentlige transportmidler.

I sag nr. 2, 3 og 4 var ansøgerne ikke berettiget til støtte til køb af bil på ikke-erhvervsmæssigt grundlag, da deres funktionsevne ikke var tilstrækkeligt nedsat. I sag nr. 2 fandtes der ikke at være tale om konstante svære smerter, idet smerterne var beskrevet som ganske varierende. Gangdistancen var ligeledes meget varierende. I sag nr. 3 fandt Ankestyrelsen ikke, at der var tale om konstante svære smerter. Ansøger anvendte ikke ganghjælpemidler. Der var behandlingsmuligheder for en lidelse i knæet, der vurderedes at være en væsentlig medvirkende årsag til den nedsatte gangfunktion. I sag nr. 4 lagde Ankestyrelsen vægt på, at gangdistancen varierede fra 200 meter til 500 meter, at ansøger ikke konsekvent benyttede ganghjælpemidler, og at ansøger kunne benytte offentlige transportmidler.

I sag nr. 5 og 6 var ansøgerne berettiget til støtte til køb af bil på ikke-erhvervsmæssigt grundlag. I begge sager skønnede Ankestyrelsen, at gangdistancen var meget betydeligt nedsat som følge af svære konstante smerter. Ansøgerne var i daglig smertebehandling og behandlingsmulighederne var udtømte. Efter en lægelig vurdering fandtes ansøgerne ikke at kunne benytte offentlige transportmidler.

Sagsfremstilling:

Sag nr. 1 - j.nr. 300357-98:

Ansøger var en 53-årig gift mand, som tidligere havde fået afslag på støtte til køb af bil. Ansøger havde fuldtidsarbejde som faglærer på en teknisk skole. Han modtog invaliditetsydelse, og havde en aftale efter dagpengelovens § 28 med kommunen.

Ansøger angav, at han var meget gangbesværet og allerede efter ca. 200 meter fik så kraftige smerter, at de kunne give kvalme og opkastninger. En bil var nødvendig for ham bl.a. til at holde sig i erhverv. Den samlede afstand fra hjem til arbejdspladsen var 22 km. Transport med offentlige transportmidler indebar, at ansøger skulle gå 300 meter til stationen, skifte tog undervejs, hvor der samtidig skulle skiftes perron (op/ned ad trappe), og herefter skifte til bus. Ansøger oplyste, at han ikke kunne holde ud at stå eller blive udsat for ryk i eksempelvis bus eller tog uden at det belastede hans ryg så meget, at smerterne lagde ham til sengs i flere dage.

Udover kørsel i forbindelse med arbejde var der tale om kørsel til kolonihave, gymnastik m.v. Under sagens behandling flyttede ansøger i ældrevenlig bolig i stueplan, da rygsygdommen blev yderligere forværret af at gå på trapper.

Af speciallægeerklæring fremgik, at ansøger havde langvarigt skulder- og lænderygbesvær. Nakke-skulderbesværet relaterede sig til whip-lash læsion. Lænderygbesvær relaterede sig til Mb. Scheuermann og lumbal discusdegeneration. Yderligere havde ansøger en S-formet skævhed i brystryggen, protrusion af højre 4. lumbale discus og en lille median/paramedian højresidig discusprolaps svarende til 5. lændehvirvel. Disse strukturelle forandringer fandtes at ligge til grund for ansøgers kroniske svære rygsmerter gennem mindst 10 år. Smerterne provokeredes ved fysisk belastning. Trods alle tænkelige behandlingstiltag var generne i forværring og der var ikke udsigt til forbedring.

Ved den objektive undersøgelse fandtes rygskævhed og affladet lænd med nedsat bevægelighed. Der var normale neurologiske forhold, bortset fra let føleforstyrrelse på udsiden af højre skinneben. Han anvendte korset og var i daglig smertebehandling. Han bevægede sig asymmetrisk med aflastning mod højre.

Af senere udskrivningsbreve fra behandlende hospitalsafdeling fremgik, at ryglidelsen var forværret med kraftige smerter i lænden og låsningstilfælde, som gjorde ansøger fuldstændig foroverbøjet. Der var negativ Laséque og normale reflekser.

Det sociale nævn fandt ikke, at ansøger opfyldte betingelserne for støtte til køb af bil. Nævnet begrundede afgørelsen med, at der var normale neurologiske forhold bortset fra angivelse af let føleforstyrrelse på udsiden af højre skinneben. Ansøger bevægede sig med aflastning mod højre. Ansøger var ikke beskrevet som smerteforpint. Nævnet fandt på baggrund af helbredsoplysningerne ikke funktionsevnen så væsentligt nedsat, at ansøger ikke kunne fastholde sit arbejde uden brug af bil. Nævnet fandt på samme grundlag ikke, at helbredstilstanden nødvendiggjorde servostyring og ergonomisk førersæde.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren opfyldte betingelserne for støtte til køb af bil på erhvervsmæssigt grundlag, fritagelse for betaling af vægtafgift og støtte til særlige indretninger i overensstemmelse med kørekortets krav herom. Derimod fandt Ankestyrelsen ikke, at ansøger var berettiget til særlige indretninger i form af servostyring og ergonomisk førersæde.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren havde haft kroniske svære rygsmerter gennem mindst 10 år med langsom forværring, der relaterede sig til strukturelle forandringer i ryggen. Ansøger havde kyfoskoliose, følger efter morbus Scheuermann og discusdegeneration, ligesom der ved CT-scanning var fundet median/paramedian højresidig prolaps svarende til 5. lændehvirvel. Ansøger havde affladet lænd med nedsat bevægelighed, og var i daglig smertebehandling. Behandlingsmulighederne ansås for udtømte og tilstanden for stationær. Ansøgers gangdistance var nedsat til 200 meter.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at ansøger havde arbejde som faglærer på en Teknisk skole, og at han i forbindelse hermed havde et dagligt kørselsbehov på 22 kilometer. Efter en lægelig vurdering kunne ansøger ikke benytte offentlige transportmidler hertil, idet han udover at gå til stationen, skulle skifte flere gange mellem tog og bus og forcere trapper undervejs.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

Sagsfremstilling:

Sag nr. 2 - j.nr. 300634-98

Ansøger var en 50 årig, gift kvinde, som modtog mellemste førtidspension på grund af følger efter operationer for discusprolaps. Hun havde siden haft lavtsiddende lændesmerter med udstråling til højre ben. Hun boede med sin ægtefælle i en lejlighed beliggende på 3. sal. Ansøger, som havde kørekort uden særlige påtegninger, havde i 1997 købt en fabriksny Citroen Xantia. Det var denne bil, der blev søgt støtte til. Hun havde valgt denne biltype på grund af dens hydrauliske affjedringssystem, der mindsker vibrationer under kørslen samt de gode ind- og udstigningsforhold. Ansøger havde fået blåt invalideskilt samt invalide P-plads ved sin bolig. Ansøger havde i 1993 fået bevilget særlig indretning i form af et anatomisk bilsæde.

Ansøger havde kørselsbehov i forbindelse med træning på rygcenter, gymnastik, fysiurgisk behandling og diverse lægebesøg. Dertil kom kørsel i forbindelse med indkøb, besøg, kulturarrangementer og kørsel til sommerhus. Hun beskrev sin gangdistance som værende afhængig af sin aktuelle tilstand svingende mellem ringe og rigtig god. Ansøger kunne nogle dage gå 2 km andre dage kunne hun knapt nok gå. Hun kunne gå på trapper, men fandt det meget krævende. Offentlige transportmidler kunne ikke benyttes på grund af rystelserne under kørslen, desuden øgede dette smertetilstanden meget væsentligt og i lang tid efter. Ansøger kunne ikke benytte knallert, men kunne i et vist omfang cykle. I perioder med mange smerter anvendte hun 1-2 krykkestokke.

Af speciallægeerklæring fremgik, at lænden var totalt fixeret, der var svind af højre lår. Der var normale neurologiske forhold, bortset fra nedsat følsomhed svarende til for- og udsiden af højre lår. Af senere udskrivningsbreve, herunder oplysninger fra smerteklinik fremgik, at gangdistancen var meget varierende, vekslende fra 15 m i perioder med tiltagende symptomer og i øvrigt op til 500 meter, ligesom smerteniveauet kunne veksle.

Det sociale nævn gav afslag på støtte til køb af bil. Nævnet lagde vægt på, at ansøgers lidelse ikke medførte nedsat funktionsevne af en sådan sværhedsgrad, at opfyldelsen af kørselsbehovet i væsentlig grad afhjalp følgerne af lidelsen og lettede ansøgers daglige tilværelse. Nævnet vurderede, at ansøgers kørselsbehov måtte tilgodeses på anden vis med hjælp dertil fra kommunen.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for støtte til køb af bil på ikke-erhvervsmæssigt grundlag, og dermed heller ikke betingelserne for fritagelse for betaling af vægtafgift.

Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at der ikke var tale om en så væsentlig varig nedsættelse af ansøgers funktionsevne, at hun ikke skulle kunne færdes uden brug af egen bil.

Ankestyrelsen lagde vægt på de lægelige oplysninger i sagen. Det fremgik blandt andet heraf, at ansøger havde følger efter lumbal discusprolaps. Objektivt var der svært fikseret lænd, muskelsvind svarende til højre lår, men ingen sikre tegn på rodtryk. Smerterne blev beskrevet som ganske varierende, og der var således ikke tale om konstante svære smerter. Efter en lægelig vurdering skønnedes der ikke at være tale om kronisk smertesyndrom.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at ansøgers gangdistance var beskrevet som meget varierende. Ansøger kunne gå på trapper, og i et vist omfang cykle. Ansøger anvendte ganghjælpemidler, når smerterne var værst.

Ankestyrelsen stadfæstede således nævnets afgørelse.

Sagsfremstilling:

Sag nr. 3 - j.nr. 300587-98

Ansøger var en 61 årig, enlig mand, som modtog mellemste førtidspension. Ansøger boede i lejlighed, beliggende på anden sal. Trapperne voldte betydelige problemer - især om vinteren. Ansøger havde en bil fra 1986.

Baggrunden for tildeling af førtidspension var - foruden overvægt, forhøjet blodtryk og svært regulerbar sukkersyge med kronisk nervebetændelse - slidgigt i rygsøjlen og i såvel venstre knæ (efter knusningslæsion i 1959) som venstre albue (efter brud).

Ansøger havde kørselsbehov i forbindelse med daglige indkøb, familiebesøg, læge,- og tandlægebesøg og kørsel til to gange ugentlig til bibelundervisning. Ansøger kunne ikke benytte offentlige transportmidler på grund af udtalte smerter herved. Ansøger oplyste i øvrigt, at gangfunktionen var meget smertepræget. Venstre knæ hævede og forøgede smerterne. Dette skete allerede efter ca. 20 meters gang. Ansøger benyttede stok, og faldt af og til på grund af, at knæet knækkede sammen.

Ansøger oplyste, at han i det daglige var meget forpint af ryg- og knæsmerter. Ansøger oplyste sin gangdistance til mellem 50-150 meter. Han kunne hverken gå eller stå i længere tid, på grund af smerter trækkende ned i begge sæderegioner og ned i læggene mod foden. Smerterne forsvandt ikke ved stående, men ved siddende stilling. Sukkersygen påvirkede følefunktionen i fødderne, så ansøger følte sig usikker i forbindelse med gangfunktionen.

Af speciallægeerklæring fremgik, at der var svær slidgigt i venstre knæ, og at gangdistancen var på 200-300 meter. Af en senere speciallægeerklæring fremgik, at der var konstateret svær spondylose og spinal stenose med symptomer i form af nedsat gangdistance og smerter trækkende ned i benene. Ved den objektive undersøgelse fandtes bevægeligheden tydeligt indskrænket. Angående knæleddene var der tydelig asymmetri med let deformitet svarende til venstre side, hvor der ligeledes var nedsat bevægelighed. Der var let valgusstilling i venstre knæ, og tydelig skurren ved bevægelse. Der var ingen side- eller skuffeløshed, men under undersøgelsen opstod tydelig ømhed. Der var ca. 2 cm's muskelsvind svarende til venstre lår. Der var tydelig nedsat vibrationssans på begge fødder og pulsationen var tvivlsom i fødderne.

Det sociale nævn gav afslag på støtte til køb af bil.

Nævnet begrundede sin afgørelse med, at der ikke forelå en varig nedsættelse af ansøgers funktionsevne, der i væsentlig grad forringede hans evne til at færdes. Nævnet lagde vægt på, at ansøger led af følger efter kvæstelse af venstre knæ. Nævnet lagde desuden vægt på ansøgers gangdistance var angivet til 2-300 meter. Endelig lagde nævnet vægt på, at der ved røntgenundersøgelse var fundet slidgigtforandringer primært i lænderyggen, og discusdegeneration svarende til 3. nederste og næstnederste frie discus. Ved ortopædkirurgisk undersøgelse var objektivt fundet lige ryg og fuldstændig fiksering i lænderyggen. Ansøger gik med noget foroverbøjet ryg. Der var normal perifer neurologi selvom reflekserne var svage.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøgeren var berettiget til støtte til køb af bil på ikke-erhvervsmæssigt grundlag, og dermed heller ikke betingelserne for fritagelse for betaling af vægtafgift.

Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at der ikke var tale om en så væsentlig varig nedsættelse af ansøgers funktionsevne, at han ikke skulle kunne færdes uden brug af egen bil.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgers lidelser i form af slidgigtforandringer i lændehvirvelsøjlen, spinalstenose, følger efter læsion i venstre knæled og sukkersyge efter en lægelig vurdering ikke skønnedes at være af en sådan sværhedsgrad, at de nedsatte ansøgers funktionsevne i et omfang, der kunne begrunde støtte til køb af bil.

Ankestyrelsen vurderede, at der objektivt var tydelige gangproblemer og bevægeindskrænkning i lænden. Der var ikke tegn på neurologiske udfald i benene og ikke tegn på rodtryk. Ansøger havde efter en lægelig vurdering ikke konstante svære rygsmerter. Ansøger anvendte ikke ganghjælpemidler.

For så vidt angik ansøgers knælidelse, der vurderedes at være en væsentlig medvirkende årsag til ansøgers nedsatte gangfunktion, skønnedes der efter en lægelig vurdering at være behandlingsmuligheder. Sukkersygen skønnedes efter en lægelig vurdering ikke at nedsætte ansøgers gangfunktion, idet der alene var følger efter sukkersygen i form af nedsat vibrationssans.

Ankestyrelsen stadfæstede således nævnets afgørelse.

Sagsfremstilling:

Sag nr. 4 - j.nr. 300489-98

Ansøgeren var en 42 årig, gift mand med 3 hjemmeboende børn på omkring 1, 3 og 7 år. Ansøger modtog mellemste førtidspension på grund af følger efter operationer for discusprolaps. Ansøger boede i rækkehus i 2 etager, og kunne klare trapperne i sin bolig, omend med besvær.

Ansøger kunne benytte offentlige transportmidler, men det var forbundet med store smerter. Med de nye busser med trykluftssænkning/hævning gik det bedre. Gangdistancen var oplyst til mellem 200 til 500 meter på gode dage i jævnt terræn. I skrånende terræn var gangdistancen kun 100 meter. Afstand til nærmeste busstoppested var 500 meter og afstand til nærmeste indkøbsmulighed var 2 km.

Ansøgers kørselsbehov var i forbindelse med almindelige sociale aktiviteter, kørsel med børnene, indkøb, lægebesøg, behandling samt tillidshverv indenfor sportens verden.

Af speciallægeerklæring fremgik, at ansøgeren klagede over konstante smerter i lænden og med udstråling til højre ben. Ansøger kunne højst gå 1 km og det skulle helst være i roligt tempo og på jævnt underlag. Ansøger kunne ikke gå op af bakke. Ved objektiv undersøgelse af benene konstateredes symmetrisk ledbevægelighed, normal kraft og ens trofik. Venstre achillesrefleks var middellivlig og højre var tydeligt svagere, men den kunne fremkaldes. Der var svækket følesans for berøring på bagsiden af højre lår, men i øvrigt var der normal og ens følesans på ben og fødder. Ved undersøgelse for Laséque fik ansøger udstrålende smerter til bagsiden af højre ben, når det blev løftet til 30 gr, på venstre side udstråling til bagsiden af venstre lår ved 45 gr. Undersøgelse af lænden viste, at den var betydelig affladet. Der var svær fixering af lænden.

I en senere generel helbredsundersøgelse var gangdistancen beskrevet som mellem 200 og 500 meter. Han var nu udstyret med en rollator.

Det sociale nævn gav afslag på støtte til køb af bil. Nævnet begrundede afslaget med, at det på baggrund af de helbredsmæssige oplysninger, skønnedes at ansøger kunne benytte offentlige transportmidler. Nævnet lagde vægt på, at der hverken var konstateret lammelser eller følelsesforstyrrelser i benene, og at ansøger havde en ikke ubetydelig gangdistance på 200-500 meter.

I klagen anførte ansøgeren at det var korrekt, at gangdistancen maks. var 500 meter.

Ansøger oplyste efterfølgende, at han kunne få et arbejde, hvilket indebar et betydeligt dagligt kørselsbehov. Ansøger var i mellemtiden blevet alene med 3 børn hver 2. uge., og havde som følge heraf behov for et transportmiddel, når han skulle aflevere børnene i 3 forskellige institutioner, hente dem, købe ind m.v.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøger var berettiget til støtte til køb af bil på ikke-erhvervsmæssigt grundlag eller fritagelse for betaling af vægtafgift.

Begrundelsen var, at der ikke var tale om en så væsentlig varig nedsættelse af ansøgers funktionsevne, at han ikke skulle kunne færdes uden brug af egen bil.

Ankestyrelsen lagde vægt på de lægelige oplysninger, hvoraf fremgik, at ansøger havde kroniske rygsmerter efter operation for discusprolaps. Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at der ved objektiv undersøgelse var konstateret svær fiksering af lænden og muligvis rodtryk. Der var normale kraftforhold i benene. Behandlingsmulighederne ansås for udtømte.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at gangdistancen varierede fra 200 meter til 500 meter, og at ansøger ikke konsekvent benyttede ganghjælpemidler ligesom det efter en lægelig vurdering skønnedes, at ansøger var i stand til at benytte offentlige transportmidler.

Ankestyrelsen tilføjede, at man var klar over, at ansøger havde transportbehov i forbindelse med kørsel med 3 mindreårige børn. Dette forhold kunne dog ikke begrunde en anden vurdering.

Ankestyrelsen stadfæstede således nævnets afgørelse.

Samtidig tilbagesendtes sagen til Amtskommunen med henblik på fornyet undersøgelse og behandling for så vidt angik eventuel bedømmelse på erhvervsmæssigt grundlag.

Sagsfremstilling:

Sag nr. 5 - j.nr. 300064-99

Ansøgeren var en 55-årig mand, som boede med sin ægtefælle i eget hus. Han modtog mellemste førtidspension på grund af følger efter flere operationer for discusprolaps.

Der var kørselsbehov i forbindelse med kurser, familiebesøg, indkøb, kørsel til Lokalcenter m.v. Ansøger kunne ikke anvende offentlige transportmidler på grund af rystelser, der forplantede sig til ryggen og gav smerter. Ansøger angav sin gangdistance til 75-100 meter. Der var 2-3 km til indkøbsmuligheder og 600 meter til nærmeste offentlige transportmiddel.

Af speciallægeerklæring fremgik, at ansøgeren senest var reopereret i 1994 og at der i 1996 var foretaget stivgøringsoperation svarende til nederste hvirvelmellemrum i lænden. Ansøger havde kroniske smerter, der strålede ned bag i højre ben og endte i højre storetå. Smerterne forværredes ved mindste fysiske aktivitet. Der var ligeledes tale om natlige smerter. Der var prikkende og stikkende fornemmelser i højre ben, og ansøger havde en føleforstyrrelse på indvendige side af højre lår. Subjektivt var der ingen elektive lammelser, alligevel havde ansøger problemer med at afvikle højre fod ordentligt, når han gik og sommetider svigtede den, dog kun momentvist. Ansøger kunne gå mellem 75 og 125 meter før det var nødvendigt at holde pause på grund af smerter. Der var nærmere redegjort for ansøgers daglige forbrug af smertestillende medicin.

Ved objektiv undersøgelse konstateredes, at ansøger var lidt smertepåvirket og havde en akavet gangfunktion, som dog afvikledes uden brug af stok. Lænden virkede meget fikseret og nederste hvirvelmellemrum var stivgjort. Neurologisk fandtes antydning af kraftnedsættelse svarende til højre fod og en føleforstyrrelse på indvendige side af højre lår. I øvrigt fandtes et højresidigt positivt Lasíque's syndrom, som dog ikke var voldsomt. Gangbesværet skyldtes ikke neurologiske udfald, men hang sammen med smertereaktioner. Gangen karakteriseredes som værende lidt usikker, og de førlighedsmæssige problemer antoges at være af blivende karakter.

Det sociale nævn gav afslag på støtte til køb af bil og fritagelse for betaling af vægtafgift.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der ikke forelå en nedsættelse af ansøgers funktionsevne af et omfang, som under hensyn til ansøgers kørselsbehov og -formål i væsentlig grad forringede evnen til at færdes uden bil.

Nævnet lagde vægt på de lægelige oplysninger i sagen, hvoraf det fremgik, at ansøgers gangfunktion var nedsat på grund af følger efter operation for discusprolaps i lænderyggen samt følger efter stivgørende operation i lænden. Ansøger kunne på grund af smerter maks. gå mellem 75 og 125 meter. Nævnet skønnede, at de objektive fund, påvist ved diverse undersøgelser, ikke berettigede til støtte til køb af bil.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt ansøger berettiget til støtte til køb af bil på ikke-erhvervsmæssigt grundlag, og dermed også berettiget til fritagelse for betaling af vægtafgift.

Ankestyrelsen lagde vægt på oplysningerne om, at ansøger havde svære konstante smerter med udstråling til højre ben som følge af discusprolapsoperationer og efterfølgende stivgøringsoperation. Gangen var usikker og akavet, og gangdistancen skønnedes at være meget betydeligt nedsat primært som følge af smerter. Ansøger var i daglig smertebehandling. Ansøger fandtes efter en lægelig vurdering ikke at kunne benytte offentlige transportmidler. Tilstanden var stationær og behandlingsmulighederne var udtømte.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

Sagsfremstilling:

Sag nr. 6 - j.nr. 300516-98

Ansøger var en 39-årig, gift kvinde med 2 børn på omkring 14 og 18 år. Hun modtog mellemste førtidspension på grund af følger efter flere operationer for discusprolaps. Ansøger havde kørselsbehov i forbindelse med kørsel af børn til fritidsinteresser, familiebesøg og læge- og tandlægebesøg.

Ansøgers gangdistance var oplyst til 50 meter ved hjælp af 2 krykkestokke. Hun kunne ikke køre i sin mands bil pga. smerter i højre ben. Hun kunne ikke bære ting eller gå på indkøb. Ansøger kunne ikke benytte offentlige transportmidler, da hun ikke kunne komme op i busser m.v. og da hun ikke kunne sidde på almindelige sæder pga. smerter i højre ben og i ryggen.

Af speciallægeerklæring fremgik, at hun var reopereret 2 gange senest i juni 1996 med fjernelse af prolapsrester. Der har ikke været nogen bedring af tilstanden, og ansøger fandtes svært invalideret af voldsomme lændesmerter udstrålende til højre ben. Der var nærmere redegjort for omfanget af den daglige smertebehandling.

Ved den objektive undersøgelse fandtes udtalt stivhed i lænden og en særdeles svær smertereaktion i højre ben, hvor der var udtalte føleforstyrrelser på udsiden af benet og nedsat kraft i fod- og tåled. Gangfunktionen med krykkestokke var svært påvirket, idet enhver form for belastning af højre ben udløste kraftige smerter. Det vurderedes, at de kroniske svære smerter og føleforstyrrelser med overfølsomhed tydede på en kronisk nerverodspåvirkning. Tilstanden ansås for stationær, og der kunne ikke anvises yderligere behandlingsforslag. For så vidt angik ansøgers gangfunktion kunne der næppe forventes nogen bedring.

Det sociale nævn gav afslag på støtte til køb af bil og fritagelse for betaling af vægtafgift.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at hendes gangevnefunktion ikke var så begrænset som forudsat i bilbekendtgørelsens § 1. Nævnet lagde vægt på, at de følger ansøger havde efter flere operationer for diskusprolaps indebar en nedsat gangdistance, som var præget af smerter. Det var nævnets vurdering, at ansøger skulle kunne anvende offentlige transportmidler, selv om det ville volde ansøger besvær.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt ansøger berettiget til støtte til køb af bil på ikke-erhvervsmæssigt grundlag, og dermed også berettiget til fritagelse for betaling af vægtafgift.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger havde følger efter discusprolapsoperationer i form af svære, konstante lændesmerter, strålende ned i højre ben, der forværredes ved enhver belastning. Af speciallægeerklæringen fremgik, at der objektivt var konstateret ophævet bevægelighed og nedsat kraft i højre fod- og tåled. Der var tegn på rodtryk. Ansøger var i daglig smertebehandling. Behandlingsmulighederne var udtømte og tilstanden stationær. Ansøgers gangdistance skønnedes desuden at være meget betydeligt nedsat, ligesom det skønnedes at ansøger ikke kunne anvende offentlige transportmidler.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse
__________________
Det er ikke altid den som tærsker langhalm der trækker det længste strå.
gaxeergud er ikke logget ind   Besvar med citat