...og lidt frustrations-opkast nok engang.
Har i dag fået brev fra jobcentret og min socialrådgiver, at den paragraf jeg er forlænget under (§27, stk, 1, nr 2) er forlænget fra 26 til 39 uger her fra 1 april 2010. Det betyder så, at jeg også er blevet forlænget.
Det er så fint nok, men så er det liiiige kæden hopper af hos mig, for slutdatoen står til at være 29.12.10!!
Øhm.. ja.. .det lyder jo rigtig fint, og ville da også ønske det var rigtigt, men jeg er godt klar over at det er en gigantisk brøler af enorme dimensioner de har lavet der. For mine 26 uger udløb faktisk her d. 2. maj, så det vil sige jeg har 13 uger endnu... det får jeg til at blive 1. august 2010.
Hvordan de er nået frem til 29.12.10 er mig en gåde, det står nemlig ikke i brevet. Jeg har så skannet det ind og sendt det til min (uerstattelige) sagsbehandler på fagforeningen og bedt hende om lige at finde ud af hvad kommunen
nu har gang i.
I samme mail har jeg så - efter lange overvejelser - meldt klart ud, at jeg har det skidt, at jeg vælter meget hurtigt og faktisk i perioder er så destruktiv at jeg har direkte selvmordstanker (og det har jeg, selvom jeg ikke helt vil være ved det). Det er ikke for at forskrække hende at jeg har skrevet sådan, jeg forklarer det med, at jeg er nødt til nu at være åben, ærlig og realistisk, at det er vigtigt for mig, at vi på min banehalvdel er enige om hvad jeg går efter i alt det her... være sig fleksjob, revalidering eller pension.
Jeg har så ikke skrevet direkte i mailen, at jeg ønsker pension, men har skrevet, at jeg synes vi skal sætte os ned og tage en snak om hvor min sag er på vej hen, så vi begge kan være sikre på, at vi arbejder mod det samme mål i forhold til kommunen.
Jeg har også skrevet, at jeg skal til psykolog i morgen og vil tage en snak med ham om hvordan jeg får ham og min praktiserende læge til at samarbejde noget bedre om at bakke mig op, for det har jeg altså brug for.
Hun er så ikke på kontoret de næste par dage, så jeg hører nok først fra hende fredag eller mandag, men det er helt ok. Nu har jeg fået meldt klart ud, at jeg ikke kan holde til det her overfor kommunen mere, at jeg yder vold på mig selv ved at forsøge at gøre og sige som kommunen vil have det for ikke at komme i klemme. Det nytter jo ikke noget - det har jeg da indset nu - at kommunen stadig ikke snakker så meget som fleksjob og jeg tænker kun på pension.
Så ja, jeg er spændt på hvad det her så skal udvikle sig til, men lige nu har jeg det sådan nogenlunde med, at jeg har fået taget det skridt og fået meldt ud.
Men... så er der det med familien. Puha altså... det er altså ikke nemt. Jeg ser ikke min ene bror og hans familie så meget (min anden bror har jeg ingen kontakt med) og ja, når vi en sjælden gang ses, så føler jeg mig altid så mindreværd... og det tiltrods for at han også er syg (det er min anden bror så også) med psyken og faktisk burde forstå hvad jeg går igennem.
Det har jeg så fundet ud af at han ikke gør og det gør hans kone så heller ikke. Har fundet ud af, at jeg er en taber i deres øjne og jeg er så dybt såret og ked af det over at få en spand **** smidt i hovedet.
Jeg vil ikke komme ind på de nærmere omstændigheder, men når man bliver spurgt om hvor man ser sig selv ende henne og man svarer at man lige nu kun kan se pension som udvej, så er det ikke sjovt at ens bror går i selvsving og med dyb foragt i stemmen siger, at så vælger jeg et liv i sumpen som vores bror og det er sgu da ikke et liv at vælge osv osv.
Jeg
er altså ikke som vores bror, og man styrer da selv hvordan man vil leve sit liv, til en vis grænse altså. Og jeg har sgu ikke tænkt mig at ende i sumpen.
Men alle mine argumentet prellede af og min svigerinde blandede sig og sagde, at det er jeg også for frisk til, det hedder fleksjob og bla bla bla... jeg fik ikke et ben på jorden.
Men de aner ikke halvdelen af hvad der foregår med mig og i mit liv, man forsøger at fortælle, men de hører ikke efter og de spørger aldrig. Så er det da klart, at de ser en som en taber uanset hvad... de har jo taget beslutningen. Det sårer mig
dybt at de hellere vil se på HVAD jeg er end HVEM jeg er. Hvor herre bevares, siger jeg bare.
Jeg har ikke konfronteret min bror med hans udtalelser, og jeg ved helt ærligt ikke om jeg orker. Jeg har trukket følehornene til mig og tænker bare mit.. at det er godt vi bor så langt fra hinanden og sjældent ses. Jeg lytter gerne til deres og forstår dem så udmærket fordi jeg selv er syg og ved hvordan det er, men forståelsen den anden vej? Den er godt nok lille da!
Så det med at være ærlig og realistisk overfor mine omgivelser har godt nok fået nogle skrammer og har ikke ligefrem givet mig mere lyst til at være det. Men jeg skal nok forsøge. Det kan da umuligt være den reaktion jeg får alle vegne... eller hvad?