Hej Vasen
Jeg forstår så udmærket hvad du skriver. Også at nissen flytter med, selvom jeg hver gang synes at have rigtig gode grunde. Fra ejerboliger har det mest været, fordi jeg er endt med at have angst og bekymringer om ejerskab, vedligeholdelse og stavnsbinding til et sted jeg slet ingen forbindelse har til. Man ved jo aldrig hvornår næste finanskrise sætter ind. Når jeg så har solgt efter mange spekulationer om dette overhovedet var muligt, har jeg hver gang haft meget kort tid til finde et nyt sted at bo, hvilket har været nervepirrende og medvirket til flere forkerte beslutninger. Nogle gange har jeg så følt mig nødsaget til at købe noget nyt, andre gange til at tage en lejebolig i en fjern og øde egn af landet i en by med 200 indbyggere uden butikker eller offentlige transportmidler. Ikke så fedt når jeg ikke har bil, men håbet har været at stige i anciennitet på boligselskabets ventelister til byerne og hurra for internet handelen.
Ja, det er svært og måske også umuligt at få praktisk hjælp og støtte fra kommune eller lokalpsykiatri. Også selvom ens liv sejler og det man beder om kræver langt færre ressourcer end samtaleterapi for ikke at nævne priserne på indlæggelse, som sygdommen tidligere i mit liv har resulteret i. For et par år siden i var jeg endt i Vestjylland, og der ville lægen trods min skizofreni diagnose ikke skrive en henvisning til lokalpsykiatrien, fordi som han sagde, at når jeg kunne flytte på tværs af landet og købe et hus, så havde jeg nok masser af ressourcer til at klare mig selv.
Mange tak for dine forslag! Det vil jeg arbejde med. Og jo, der er mange steder jeg kan forestille mig at bo
Bare en lejebolig som er nogenlunde lydsikker og ikke alt for dyr, i en by med mulighed for at møde mennesker med lignende udfordringer eller interesser.