[Experimental]

Det indlæg her, vil for mange nok være lidt provokerende, men ikke desto mindre er det mine oplevelser og erfaringer. At det kan være bedre at lyve for at blive accepteret end at være ærlig og blive udstødt.. så læs det med forståelse. Jeg har lavet et nyt emne og ikke svaret i et af de andre der berører det samme netop fordi vinklen for mig er meget anderledes. Oplægget til debat er nederst..det er ikke så meget min historie jeg egentligt vil diskutere, selvom jeg bruger den som eksempel på hvorfor jeg mener som jeg gør. Så.. here goes nothing:

En kvik opsummering af min baggrund:

Jeg er førtidspensionist på 3 år, og er en ret sød, og omgængelig fyr i begyndelsen af 30'erne sålænge jeg ikke har en 'personlighedskrise' som jeg plejer at kalde det - hvilket dog heldigvis er sjældent.Jeg har et ret langt og hårdt sygdomsforløb bag mig med indlæggelser på psykiatrisk, diagnosticeret med udifferentieret skizofreni og ophold på institution, terapeutiske forløb, arbejdsprøvninger og alt det man ellers læser om herinde. Jeg fejler såvidt ikke noget fysisk udover den dårlige lungekapacitet pga. for meget rygning. Heh!


Den Sociale Status og Fordommene.

Jeg har ofte oplevet den fordømmelse der følger i kølvandet på den sociale status som både førtidspensionist og psykisk sygdom et eller andet sted har fået. Jeg opgav forlængst at prøve på at lave om på det, eller ændre folks holdning - fordi det gør de bare ikke.

Men det er virkeligt, virkeligt ubehageligt at andre i den grad tager afstand fra en på grund af ens forsørgelsesgrundlag og efterfølgende deres fordomme omkring hvad f.eks skizofreni eller hvad en sindslidelse egentligt indebærer. Eller bare kombinationen af at man ser da meget frisk ud.. hvorfor man så har en førtidspension.. ja, det er vist velkendt.

Så efter først at have fået en meget alvorlig sygdom, mistet enhver relation i det sociale netværk jeg havde før, mistet arbejdsevnen i en grad der udløste en førtidspension og derefter komme ud til dét..og stå alene, isoleret og usikker og få smidt alle tænkelige fordomme i hovedet tog jeg en beslutning da jeg flyttede fra det jydske til det københavnske efter et års tid hvor jeg kæmpede uden at komme nogen vegne med de manglende sociale relationer:

Den Sociale Løgns Nødvendighed:

Den bestod i en direkte løgn så snart spørgsmålet kom op om hvad jeg lavede og tjente til livets ophold på. Ingen afledningsteknikker eller alt muligt udenomssnak, ingen der fik en anden historie og historien jeg fortalte var altid meget konsekvent. Men udover den direkte løgn - så var jeg ærlig og bare den jeg nu engang er. Sådan den lidt intellektuelle drengerøv der sov for længe og blev for længe oppe for den sags skyld.

Men løgnen bestod i følgende: En af mine store hobbyer har altid været at skrive, og jeg har såvidt også haft en større indkomst på den baggrund. Det var noget jeg gjorde længe før jeg blev syg og det er jeg også fortsat med i den grad jeg nu er istand til. Så.. jeg blev pludseligt 'forfatter'. Eller rettere.. jeg lavede en historie der gjorde at jeg faktisk så mig selv mere som i underholdningsbranchen end som en af de der opblæste avantgarde forfattere og hiint store værker på obskure små forlag hvor de aldrig tjente en krone på det.

Det gav det lidt mere troværdighed når det var nede på jorden på den måde og jeg kunne altid fremvise nogle forskellige ting jeg har skrevet i tidens løb eller arbejdede på og det var og er af en rimeligt god litterær kvalitet hvilket bare gjorde det helt overbevisende.

Det var ret interessant at se hvordan folk reagerede. Nu er forfatter titlen jo forbeholdt ganske få, og ret højt på ranglisten med 'social status' hvilket så var mere tilfældigt,end noget jeg var herre over. Jeg tog bare udgangspunkt i hvad jeg havde et talent for.

Pludseligt oplevede jeg at mange var interesseret i mere kontakt - at samtalerne flød meget bedre og der ikke var nogen reservation eller tilbageholdenhed Jeg fik en del kontakter og et par sengekantstilbud, nogen få fra nettet der brugte min lejlighed som hotelværelse uden egentligt at have mødt mig førhen , og ikke mindst blev jeg accepteret som en del af forskellige sociale netværk. Hvilket var skønt, fordi det hjalp mig ud af en social isolation der ellers sagtens kunne have sendt mig tilbage i det psykiatriske system.

Jeg ville aldrig have fået noget af førnævnte hvis jeg havde fortalt sandheden. Det tror jeg ikke på udfra alle mine tidligere erfaringer.Jeg ville være forblevet isoleret, udstødt og noget andre helst ikke ville have mere kontakt med eller havde nogen umiddelbar tillid til som menneske (ja..tænk bare avisoverskrifterne her om psykisk sygom).. Hvilket nok ikke ville have hjulpet på de manglende sociale relationer og det selvværd der følger i kølvandet på det. Min lektion med den historie her er.. at man kommer længst med ærlighed, men man kommer resten af vejen med løgn og latin. Sådan.. helt ærligt. Det er min erfaring nu hvor jeg har prøvet begge sider af mønten.

En Tilbageflytning med Socialt Selvværd.
Men jeg er nu også flyttet tilbage igen pga. familiære årsager for ikke så længe siden. Jeg har ikke nogen planer om at køre den løgn videre, men på den anden side har jeg heller ikke nogen planer om at fortælle nogen hvad jeg egentligt laver. Jeg ved ikke hvad fremtiden bringer, men jeg nyder mit liv som det er nu og mest af alt ved jeg, at jeg er faktisk god nok som menneske ellers ville jeg aldrig have været vellidt for den jeg er, selvom jeg løj om hvad jeg lavede. Jeg tror bare ikke løgnen er nødvendig længere hvilket er en god fornemmelse at kunne give slip på den nødvendighed :-)

Oplægget til Diskussion:
Nu kommer spørgsmålet og oplægget til diskussion så: Hvad er din erfaring og synes du man skal være ærlig og fortælle ting der måske ikke rager andre når det rent faktisk er selvskadende? Mit svar er ovenover i et rungende nej. Men hvad mener du?.