Hej K10'er
Jeg er lidt i syv sind ang. min arbejdsprøvning.
Jeg startede den 20 februar, med 2 timer dagligt. Det forværrede mine smerter, og jeg kunne INTET når jeg gik hjem, den stod på at sove og ellers ligge på sofaen resten af dagen.
Alligevel bad sagsbehandler mig om at øge timer, hvilket jeg så gjorde.
Jeg tilbragte stadig hele dagen med at sove og hvile.
Jeg var så til møde med min SB, som bestemt ikke syntes det var i orden, at det var sådan min dag var.
Alligevel sluttede hun af med at hun ville have mig til at øge mine timer yderligere.
Det gik jeg lidt modvilligt med til, da vi aftalte at jeg bare skulle skrive en mail, hvis det ikke gik.
Det var en hård kamp at komme igennem første dag, og måtte efterfølgende melde mig syg i to dage, grundet smerter og træthed.
Begge dage blev sovet væk, og var kun vågen for at spise og gå på toilet.
Dette blev sagsbehandler selvfølgelig informeret om.
Ugen efter måtte jeg igen ligge mig syg af samme årsag, og igen informerede jeg SB.
I fredags og mandag og idag, er jeg blevet nødt til at gå før hjem, da jeg slet ikke kan hænge sammen mere.
Mine smerter har været værre siden jeg begyndte, og jo længere tid jeg er der og jo længere hen i ugen jeg kommer, jo værre er det bare.
Jeg spurgte hende om det var muligt at prøve med fri om onsdagen, for at se om det ville hjælpe.
Det gik hun med på, for så håber hun jeg kan være der længere de andre dage.
Så nu til mit spørgsmål...
Skal man bare ikke kunne have et liv når man kommer der fra?
Er det rimeligt at man må overlade alle daglige pligter til de nærmeste, og tilbringe hver dag på langs?
Som det kører nu, er det i hvert fald ikke et liv der er værd at leve
