[Nørd]

Jeg så lige dette opslag i Facebook gruppen https://www.facebook.com/groups/153135812761/ og tænkte at den jo netop omhandler en førtidspensionist som benytter sig af sin rettighed til at arbejde frivilligt.

Opslaget er lavet 29. september 2017

KOMMUNAL KONTROLSAG!

Beklager på forhånd hvis nogen synes det her opslag er lidt langt.

Jeg ønsker IKKE at skræmme nogen, men ønsker en sober debat om, hvad vi som syge, fleksjobbere og førtidspensionister må og ikke må med vores liv og udfordringer i hverdagen.

Mit spørgsmål er: Er vidensdeling og frivillighed forbudt i Danmark, for visse persongrupper?.

Noget kunne tyde på det, da jeg grundet min frivillige indsats bl.a. i Facebook grupperne, nu skal møde i kommunens kontrolgruppe der også vedhæfter paragraf om at gøre min førtidspension hvilende, så jeg kan stå uden indkomst.

Det der sker, påvirker ikke blot min situation, for jeg kan ikke lade være med at tænke på, om de kontinuerligt overvåger alle medlemmer her i grupperne på Facebook. Mennesker der kun kommer for at søge ligesindende, råd, tryghed og få et håb for fremtiden.

At Facebook bliver brugt til at samle "beviser" om en borger er ikke nyt. Men en Facebook status eller aktivitet kan ALDRIG stå som bevis alene! Og bør ALDRIG kunne sidestilles med en eventuel rest erhvervsevne. Vi lever i en verden, hvor internettet er lige ude for enden af din hånd. Via din telefon eller tablet, er der adgang til al slags viden, døgnet rundt. Nogen er bare bedre til at benytte det, end andre.

Læs min historie og den nye situation og DEL GERNE. Giv meget gerne jeres uforbeholdne mening til kende MEN skriv ordentligt og sobert. Vi kommer længere med en god og ordentlig debat.

Lad alle se, at vi ikke lader os skræmme, at vi ikke tier, men at vi fortsætter med at være der for hinanden.

På forhånd tak og jeg vil selvfølgeligt opdatere på situationen løbende.

I får lige lidt fakta om mig først. Jer der kender mig ved det allerede. Mange af jer sidder med samme udfordringer og kan nikke genkendende til min fortælling
I 1998 var jeg udsat en voldsom arbejdsskade. Et overfald på mit job, som gjorde mig ude af stand til at vende tilbage på arbejdsmarkedet på ordinære vilkår.

Min egen afklaring foregik over 2 reformer og dermed over 2 forskellige lovgivninger.

Før 2003 var der flere forskellige satser af førtidspension. Her gav man førtidspension efter invaliditetsgrad og det var strikket sammen, så man selv skulle optjene resten af sin indkomst, hvis man blev tilkendt den laveste. Altså var der indbygget en form for fleksjob i ordningen.

I 2003 kom en ny reform og her var der ikke mulighed for fleksjob, med mindre man kunne komme op på minimum 12,5 timer nærmest effektiv tid og selv om dette for nogle var en mulighed, var det langt fra givet, at kommunen ville give en bevilling, for som beskeden lød: ”Kan du ikke arbejde mindst 15 timer, så findes der ingen job”. Kommunerne fortsatte med at presse borgeren. Mange fik sågar besked om, at ved 18,5 times arbejde i ugen, så bortfald retten til fleksjob og man var selvforsørgende. Altså skulle man kunne klare sig for det, man kunne tjene i de timer. I dag ligger det tal på ca. 20 timer om ugen, men dengang var det faktisk ulovligt at nægte en borger fleksjob, ved 18,5 time.

Både loven om førtidspension før 2003 og loven om førtidspension efter 2003 tillader, at man arbejder ved siden af. Det værende sig frivilligt eller lønbærende. Løn over en vis indkomst modregnes så i førtidspensionen.

Min smerteproblematik gjorde det umuligt at fastsætte en regelmæssig arbejdstid på min restarbejdsevne. Revalidering, psykolog, kommunalt anlagte kurser, diverse forløb og andet blev forsøgt. Min egen afklaring endte derfor, som nævnt, med at gå over to vidt forskellige lovgivninger.

Min rådighedstid, altså den tid, hvor jeg har mulighed for at være aktiv i det omfang det lader sig gøre, var dengang og nu en blanding af både nat og dag. Det afhænger helt og aldeles af mit helbred og de smerter jeg har fra dag til dag. Det giver naturligvis også en afbrudt søvn, hvor "hvile" er mere rammende, da jeg aldrig når ned i den dybe søvn. Det gør naturligvis min hverdag ret ”besværlig” at planlægge, set i forhold til andre mennesker med normal døgnrytme. Det er desværre vilkårene for mig og med tiden kan man lære at leve med det, for man har ikke andre valg. Så enten gør man det til et dagligt problem eller også vælger man at indrette sin dagligdag og daglige gøremål ud fra, hvordan kroppen har det på den aktuelle dag.

Min arbejdsevne var under 10 timer og med så ekstreme skånebehov, at det ville blive svært at finde et passende job. Jeg fik derfor i 2003 tilkendt førtidspension, da jeg ikke kunne omfattes af reglerne for fleksjob. Jeg var slidt op fysisk som psykisk af det lange forløb med min skade, operationer, medicin og ikke mindst min kamp for at få en endelig afgørelse hos kommunen.
Det lykkedes også kun at komme frem til denne afgørelse, med hjælp fra en god advokat, da kommunen ikke var samarbejdsvillig eller på nogen måde udviste forståelse for min situation, hvilket også resulterede i, at min førtidspension blev givet med "kontrol" og sagen efter 3 år skulle vurderes igen. Der gik derfor endnu 3 år med usikkerhed, trods en stationær helbredstilstand før jeg endelig fik ro omkring min situation og blev tilkendt førtidspensionen endeligt.

Først derefter kunne jeg begynde at generhverve mine psykiske ressourcer, men også finde ro til at tilgodese mine egne behov ift. mit helbred. Og finde en måde at indrette min hverdag på. Ud fra den nye situation.

Da jeg for små 10 år siden blev introduceret til Facebook, så jeg muligheder med det samme. Her var mulighed for at danne netværk med andre i samme situation, finde ro, få gode råd om alt og intet og blive oplyst om egen og andres situation. Med Facebook voksede min berøringsflade stødt. Og det gav muligheder for at "mødes" med nye mennesker og gamle venner, uden man fysisk skulle ud af huset.

Her er nogle at tale med 24/7/365 om det er nat eller det er dag, om det er i Danmark eller et andet land og på de dage/tider, hvor overskuddet er der.

Nogle grupper er målrettet forskellige interesseforhold, herunder hvordan man takler sin sygdom, kommer videre i livet på trods af svære skader, mens andre er målrettet gode råd om alt mellem himmel og jord. For mit vedkommende brændte jeg for at hjælpe andre i lignende situationer som min egen og for at alle får en fair behandling, når de søger hjælp i vores offentlige system. Det handler også om, at jeg ved at hjælpe andre får en glæde og en ro og føler, at jeg trods min ikke eksisterende erhvervsevne kan gøre en forskel for andre og alligevel gøre lidt nytte for samfundet blot på frivillig basis.

Formålet med grupper på Facebook er jo netop frivillighed,og netværks dannelse. Lysten og evnen til at vidensdele og samtale, hvis personlige relationer udvikler sig. I de små 10 år, jeg har været på Facebook, har jeg naturligt oparbejdet en solid viden og et kendskab til love og regler på det sociale område samt viden om, hvor oplysninger og love kan findes på nettet.
De grupper jeg befinder mig i er vokset hen over tid og omfanget/behovet for at dele sin ”Historie” med andre, havde jeg aldrig forudset. Alt for mange er endt der, hvor de er desperate, udbrændte og udfordret af det sociale system vi har. Loven fører ofte til forværring af syges generelle tilstand. Flere er døde i processen.

Min viden og forståelse for andres situation betyder også, at spørger et medlem i gruppen/grupperne mig til råds, ønsker et link til formularer, en skabelon til en klage eller blot en paragraf, ja så hjælper jeg og andre naturligvis gerne vedkommende, hvis det kan bringe personen videre i deres forløb i systemet.
På denne måde hjælper jeg/vi faktisk på begge sider af bordet, da jeg samtidigt kan give de mennesker jeg hjælper en vis forståelse af, hvorfor alt det de skal igennem er nødvendigt og jeg bidrager gerne med ord, et link eller andet der gør, at jobcenteret eller den udsatte igen kommer tilbage på sporet og det helst i form af godt samarbejde. Med det kommer man nu engang længst. De sager, hvor jeg finder det nødvendigt at være med som bisidder bliver nøje udvalgte. De møder jeg deltager i, er den givne dag, på bekostning af noget andet i min fritid og så må rengøring, indkøb og andet vente endnu en dag eller udføres af andre. Opgaver som er fysisk krævende, har jeg lært mig at tage, når min krop vil det.

Alt dette førte til, at nogle personer indstillede mig til fællesskabsprisen og at jeg derfor også blev inviteret til at udtale mig i et ugeblad, hvilket der kom en dobbeltsidet og flot artikel ud af, da journalisten syntes, jeg havde en god historie at fortælle. Jeg har gennem årene, grundet min administratorfunktion i Facebook grupper, haft flere samtaler med journalister om nye love eller lovforslag samt konsekvenserne heraf, lige som jeg er nævnt med navn i flere ældre artikler. Disse interviewes er foregået via telefon.

VIL GERNE POINTERE AT INGEN, MED DEN ARTIKEL, HAVDE TIL HENSIGT AT SKADE MIG. Og ansvaret for at deltage er helt og holdent mit.

Mange journalister følger med i de grupper der findes på Facebook.

Og nu kommer vi så til det:

At dele viden på Facebook og andre sociale medier ganske frivilligt og ganske gratis, eller at blive indstillet til en fællesskabspris og deraf takke ja til et interview til et ugeblad, bør ikke kategoriseres som "arbejde" hverken frivilligt eller ordinært, men ikke desto mindre, er jeg nu indkaldt til en ”samtale” med kontrolgruppen i den kommune hvor jeg bor, med henblik på at undersøge mine aktiviteter nærmere på baggrund af artiklen i et ugeblad.

Se billeder af indkaldelse/indkaldelser, samt omtalte artikel i bunden af opslaget. Og HUSK. Jeg har IKKE skrevet den artikel. Og at ord kan "tolkes" alt efter øjnene der ser.

I brevet henvises der til § 43a samt § 44 i Lov om social pension, hvor teksten er som følger:

”§ 43 a. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at retten til førtidspension efter § 16 skal være hvilende.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at førtidspensionen inddrages i tilfælde, hvor pensionisten ikke medvirker til de nødvendige undersøgelser, jf. kapitel 3 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, optræning eller andre foranstaltninger, der må antages mere varigt at kunne forbedre arbejdsevnen væsentligt, jf. dog §§ 43 b og 43 c.”

” § 44. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om frakendelse af førtidspension, hvis der er sket en væsentlig forbedring af arbejdsevnen, som medfører, at pensionisten vedvarende kan være selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde. I den forbindelse træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om, hvorvidt pensionen skal bevares i indtil 3 måneder efter det tidspunkt, fra hvilket frakendelse efter 1. pkt. kan ske.
Stk. 2. Pensionisten kan selv rejse sag om frakendelse af pension.
Stk. 3. Efter det fyldte 60. år kan pension uden pensionistens samtykke ikke frakendes.”

https://www.retsinformation.dk/Forms...aspx?id=183506

Ud fra ovenstående må jeg udlede, at kommunen overvejer, om jeg forsat skal være berettiget til en førtidspension, fordi jeg hjælper andre mennesker med gode råd og vejledning på et ganske frivilligt, gratis plan og på tidspunkter, hvor jeg har energi og overskud til det. Stort set ALT dette foregår hjemme fra mit eget hjem. Men i få tilfælde er der behov for, at jeg møder op på kommunen sammen med borgeren, da sagerne er så ekstreme, at borgeren ikke længere selv kan. Her er min primære funktion at være ekstra ører, at forklare borgeren (Den syge/handicappede) hvorfor der sker det, der sker og uddybe, hvad loven siger i forhold til problemet, berolige, trøste, støtte op, og hjælpe med at få jobcenteret til at holde fokus, så vi undgår, at syge og handicappede bliver så psykisk slidt op af forløbet, at de udover deres hidtidige udfordringer, sygdomme eller skader, også ender ud med psykiske diagnoser, som bl.a. PTSD.
Kan det virkelig passe, at jeg (og andre borgere) ikke længere kan vidensdele og/eller oprette sociale netværk på Facebook uden, at kommunerne fejlagtigt forveksler det med at have "arbejde/arbejdsevne" og det uanset om man deler viden om sociale love og regler, strikketøj, børnepasning, fugleinteresse eller andet.

Kan det passe, at den sparsomme fritid, hvad enten det er minutter eller timer og det øjeblik, hvor ens helbred er tåleligt skal undersøges nærmere med henblik på at gøre forsøg på at konvertere frivilligt engagement til hvilende førtidspension og fratage folk (mig) deres eksistensgrundlag blot fordi der er delt viden, link eller en skabelon?

Hvad blev der af Grundlovens ytringsfrihed? Hvad blev der af reformernes indhold om frivilligt arbejde? Hvad blev der af næstekærlighed? Hvad blev der af social forståelse for det individuelle menneske og behov hos kommunerne?

Handler det her i virkeligheden om, at man vil forsøge at stoppe denne næstehjælp eller endnu værre, at skræmme folk til tavshed?
Havde kommunen mon handlet på samme måde, hvis mit frivillige arbejde var foregået på det lokale plejecenter? På genbrugscenteret? I ungernes sports klub? En blok med madopskrifter? Eller som del af en frivillig organisation?

Hvad er den reelle forskel på det jeg og andre laver og så almindelig venskabs kontakt, via Facebook, Twitter, Instagram og andet?

I fald der er forskel, så bliver det svært at ændre på. For trods alle odds, findes der titusindvis af netværk mellem mennesker der gerne vil hjælpe hinanden med stort og småt. Og disse netværk er stødt voksende.

Det lader til at danskerne langt om længe er ved at vågne op og sige fra. Men ikke mindst, er de begyndt stå sammen.

Som det fremgår af de 2 indkaldelsers sags ID så har kommunen tilsyneladende startet en sag op helt tilbage i 2013. Og som det fremgår, har de sendt mig en indkaldelse med forkert dato for møde. Nemlig 19. juni 2017. Hvilket i sig selv får mine alarmklokker til at ringe.

Skal jeg mon forstå det sådan, at de igennem længere tid har "undersøgt" mig – hold øje med min færden på nettet? Men først, da artiklen i ugebladet udkommer, have ment der var et grundlag for en indkaldelse til et møde i kontrolgruppen.

Det har altid været fuldt bevidst, at min personlige Facebook profil er åben. Jeg har intet at skjule og ej heller noget at skamme mig over. Jeg giver noget "igen", så at sige. Og forsøger at hjælpe hvor jeg kan. Med at dele viden. Lytte til syge mennesker, som er frustreret over den situation de sidder i. Og i få tilfælde, hvor sagerne er kørt helt af sporet, så tager jeg også med som bisidder.

Jeg yder det jeg mener for mig er muligt, trods mine daglige udfordringer. Behovet er stort. Og de mennesker jeg hjælper har på ingen måde økonomisk råderum til at hyre en professionel bisidder, advokat eller andet. Derfor er der også behov for frivillige.

Men hvis "DU" har et fleksjob til mig, hvor jeg selv bestemmer tid og sted. Hvor jeg kan lave det jeg magter, når jeg magter. Dag som nat.

Jeg har udbedt mig dagsorden, deltagerliste og begrundelse for at min sag er startet op i 2013. Altså bedt om at få belyst, hvad kommunen mener at have af nye "beviser" på min arbejdsevne. Dette er endnu ikke fremkommet.

Så sig til og jeg er frisk.