Det undrer mig, at accept for sin person er så svær at opnå. Det er en af de vigtigste ”ting” for et menneske – at blive accepteret, som den man er og ikke klandret for det, man ikke er. Det kan da for pokker ikke være så svært…eller..jo, det kan vi jo se, det er.
Jeg har også været nødt til at afmelde hele familien. Man kan ikke se udenpå, hvordan jeg har det indeni, og på en god dag ligner jeg jo en helt almindelig velbegavet dansker, der har det godt. Det er bare ikke tilfældet, og når jeg ligesom Gufii har meldt pas til diverse ”krav” og forventninger fra familiens side, og har prioriteret min mentale overlevelse højere, har jeg også fået nogle over nakken.
Har jeg udtrykt en mening om arbejdsmarkedet, kommer den der med ”ja, men nu har jeg jo et arbejde, så det ved du nok ikke lige så meget om!”
Der er indtil flere førtidspensionister i min familie, men som de har sagt ”den har jeg fået fordi jeg er blevet syg af at ARBEJDE”, underforstået ”du har ikke haft så mange jobs, ergo kan du ikke være syg”.
Meldinger som dem kan jeg bare ikke bruge til noget. Min sygdom blev grundlagt i barndommen, og jeg har måttet slås med den lige siden, men det er åbenbart en mindre detalje. Jo, jeg er lidt bitter over familiens snævertsynethed, da det er dem, der er årsag til sygdommen.
Vennerne har også meldt fra, fordi jeg ikke kommer der så tit, som jeg gerne ville, men så må jeg jo sige ”ok, er det så venner eller bare bekendte”, og så er jeg ikke i tvivl. Som jeg ser det, er venner der hvad enten det er sol eller regn, og er de ikke det, er de ikke venner.. Det er barskt, men det er bedre at vide, hvem der er hvem, end at tage fejl.
Jeg vil ikke værdsættes efter hvor mange gange jeg ringer til folk, eller hvor tit jeg besøger dem. Jeg vil værdsættes for den person, jeg er. På godt og ondt. Det kunne min familie ikke acceptere, og de er derfor ikke en del af mit liv mere.
Det ”sjove” er, at jeg har det faktisk bedre, fordi jeg har meldt klart ud over for familien. Det har givet den indre ro, jeg har så hårdt brug for, simpelthen fordi jeg er afklaret med situationen. Jeg vil hellere være alene end i skidt selskab. Det er bare lidt trist, at man som menneske ikke formår at se længere end sin egen næsetip, men sådan er det vel, og familien burde vel være de nærmeste til at holde sammen, men det er bare ikke tilfældet.
Så er det godt, der er noget, der hedder k10 og flere andre steder, hvor man bliver accepteret for den man er, også selv om man måske har en anden mening end ”de andre”. Man bliver også accepteret, selv om man måske ikke laver så mange indlæg i en debat. Jeg laver ikke så mange indlæg her, simpelthen fordi jeg har umådelig svært ved at overskue siden, men jeg gør det så godt, jeg kan, og jeg har heldigvis ikke oplevet at få en over nakken for det. Tusind tak til alle
Jeg er taknemmelig for, at disse steder er her, for jeg føler mig mere i familie med de mennesker, der bruger disse sider, end med min egen familie. Så er det sat på plads
Og så føler jeg lige for at give alle på k10 en kæmpe krammer med ønsket om en god dag
Knus
