Citat:
Oprindeligt indsendt af Fleksjobber
Det er nu 7 år siden, at jeg fik gigt.
Der er mange gode råd i denne tråd, til hvad man kan gøre for at acceptere sit nye jeg.
Jeg har fundet ud af daglige øvelser, gåture og fysik pilates hjælper mig til at gøre smerterne til at holde ud og humøret oppe.
Jeg er stadig glad for mit lille fleksjob på 2,5 timer ugentligt og jeg værdsætter at have tid til mine børn.
Selvom jeg har en partner, som er et glad og positivt menneske, er det alligevel vigtigt for mig at være på arbejdsmarkedet.
Da jeg var ledig fleksjobber i 2 år, lavede jeg frivilligt arbejde. Det gav mig rigtig meget glæde.
Så vejen til hvor jeg er nu, skyldes dels de mennesker, som jeg har mødt på min vej fx ved smertecenteret, fys, andre frivillige og nuværende kolleger.
Ja og så min egen vilje til at få det bedste ud af.
Jeg har dog også mødt folk som har drænet mig for energi med deres negative indstilling til systemet og deres sygdomsfiksering.
Dem er jeg så gået i en stor bue udenom.
Jeg tror også at jeg er blevet mere rummelig som person.
Jeg tror næsten, at jeg er nået dertil, at selvom jeg fik tilbudt et job indenfor mit gamle fag.
Ja, så vil jeg takke pænt nej tak.
Jeg får så meget livsglæde af de små børn på mit nuværende job og det kan jeg mærke, at jeg har brug for.
|
Tak for dit svar Fleksjobber.
Jeg har altid haft jobs blandt mennesker, der har brug for støtte på den ene eller anden måde. Det kræver noget overskud. Jeg har elsket det - og gør det stadig - men efterhånden dræner det mig så meget for energi, at jeg ikke har ret meget overskud til mig selv, når jeg kommer hjem fra arbejde. Det er bla fordi jeg nok involverer mig for meget og fordi jeg bliver meget påvirket, når jeg ser mennesker, der ikke får den hjælp, jeg synes de fortjener.
Derfor har jeg tænkt, at det måske ville være meget bedre for mig at få den solide bund og ikke mindst tryghed via førtidspensionen igen, og så kan jeg have lidt timer ved siden af eller deltage i frivilligt arbejde. Der er jo masser at tage fat på der til at tilfredsstille mit noget overdimensionerede hjælpergen.
Det eneste jeg slås med lige nu i forhold til det valg er både hvad andre tænker om mig som førtidspensionist og også MIN EGNE tanker om det.
Jeg har fx kun kendt min kæreste i 3 år, hvor jeg har været selvforsørgende. Jeg ved at han også lige skal vænne sig til tanken, men som han siger hvis du ikke kan klare det som det er nu, så skal du jo finde en løsning.
Og ja selvfølgelig ved jeg godt, at dem der ikke kan acceptere mig som jeg er, dem skal jeg ikke samle på. Men et er følelse noget andet fornuft.
I virkeligheden tror jeg først jeg får fred med det, når min EGEN accept er på plads. Et eller andet sted så er jeg også stolt over, at jeg gjorde forsøget med at komme ud af pensionen. Nu er jeg bare et sted, hvor jeg betaler for høj en pris for det. Det ville jo være ironisk hvis jeg røg helt ned igen psykisk.
