Se enkelt indlæg
Gammel 19-02-2009, 14:18   #23
Tante Ana
Slettet Bruger
 
Tilmeldingsdato: 26-07 2008
Indlæg: 468
Styrke: 16
Tante Ana er rigtig godt på vej
Citat:
Oprindeligt indsendt af Hejdien Se meddelelser
og nej jeg kan ikke forstå at man kan blive så frustreret at man griber til ekstremer for det hjælper ikke en hujende fis det skader kun....
At forstå at noget sker er ikke ensbetydende med, at man også accepterer det begåede.

Jeg accepterer det ikke som en legitim reaktion, men jeg forstår godt, at det kan ske.

Nøgleordet er "desperation", hvilket kan medføre en grænseoverskridende reaktion på en lige så grænseoverskridende handling (påført een). Jeg undskylder det ikke, jeg accepterer det ikke, men jeg kan godt forstå, at det kan ske.

Når man følger med i den nyere tids lovgivning på det sociale område - er jeg sikkert ikke den eneste, der oplever adskillige lov-tiltag som værende ekstremt grænseoverskridende. Som bekendt - avler tryk modtryk, og grænseoverskridende indstilling over for borgere - må nødvendigvis fremkalde lige så grænseoverskridende reaktioner hos de mindre robuste borgere.

Jeg mener ikke, at det kan nytte noget som helst, at stille krav til disse mindre robuste, dødstressede og desperate mennesker om, at de nu også skal tænke på de mennesker (og deres pårørende), deres desperate handlinger går ud over.

Hvorfor?

Fordi de samme mennesker, beskæftigede med at forvalte lovene, hvis måde at forvalte deres arbejde på - netop heller ikke tager hensyn til, hvordan deres egen måde at forvalte deres job på - påvirker borgere, borgernes familier og borgernes liv.

Og så får vi desperate mennesker på den anden side af skrænken, som handler lige så desperat som de selv er, og har ikke en skygge af overskud til at stoppe op og tænke sig om.

De kan nemlig ikke lukke deres skuffer, tage tøj på og gå hjem til fred, ro og tryghed i økonomien - som de ansatte kan. Nej, de kan kun vende hjem til det samme, som deres desperation udspringer fra når de er til møde på et offentligt kontor - dvs. de forhold, der gør dem desperate - har en varighed 24/7 - hele tiden. Ingen pause, ingen ro og ingen fred.

Er der så overhovedet underligt, at nogle mister fodfæste, slipper taget i sig selv og begår desperate handlinger? Nej, i min verden er det ikke underligt.

Faktisk er jeg forbavset over, hvor få af den slags desperate reaktioner på en rå og hensynsløs forvaltningsskik vores offentlige instanser har udviklet gennem de sidste år - i virkeligheden sker. Det skal vi kun være glade for, men samtidigt - er der ingen, der kan få mig til at placere ansvaret og skylden for disse handlinger - alene hos de desperate! No way.

Desperation er resultat af en blanding af tanke- og følelsesmæssig kaos frembragt i "fælleskabet" af håbløshed, fortvivlelse, forvirring, sorg, ærgelse og sidst men ikke mindst - en overvældende følelse af mangel på forståelse, ensomhed og ligegyldighed, der omgiver vedkommende i kontakten til myndigheder. Jamen - er denne "suppe" i sig selv ikke overvældende "nok" oven i de selvsamme konkrete problemer, der har tvunget vedkommende ind i kontakt med myndigheder?

Der er kun en "løsning" til forebyggelsen af desperation (i de tilfælde hvor der er grund til den) og denne løsning er opgivelse og resignation. Hvor mange af os havde prøvet at komme igennem urimelighederne ved hjælp af opgivelse og resignation? Mange - tør jeg påstå!

Er det så noget værd at undre sig over, at nogle af os tipper over og i stedet for at overgive sig til opgivelse og resignation - overgiver sig i stedet til desperation?

Det er systemet, der sidder på magten, på midlerne, på bestemmelsesretten til at vedtage (eller undlade at vedtage) værdige måder at behandle borgere på. Ergo: det er også systemet, der skal have fingeren ud og se at få ryddet op i psykopater og brodne kar blandt de ansatte - før vi kan begynde ubetinget at kræve af de i forvejen svækkede borgere - at opføre sig ordentligt, med hensyn til deres medmennesker. Ikke før systemet selv er i stand til at yde de samme hensyn - systemet nu afkræver borgere.

Og så vil jeg afslutte mit indlæg med at gentage, hvad jeg har indledt det med: At forstå at noget sker er ikke ensbetydende med, at man også accepterer det begåede. Jeg accepterer ikke desperate handlinger som en legitim reaktion, men jeg forstår godt, at de kan ske.

Sidst redigeret af Tante Ana; 19-02-2009 kl. 14:26. Årsag: "Stavebøf"
Tante Ana er ikke logget ind   Besvar med citat