Citat:
Oprindeligt indsendt af Tutteren
Kære Tassi
For det første tusind tak for din omsorg og konstruktive råd, som jeg tager til efterretning.
|
Glæden er helt på min side. Jeg har selv modtaget mange råd herinde, og det er dejligt, hvis jeg kan begynde at give lidt tilbage
Citat:
Oprindeligt indsendt af Tutteren
Jeg er aldrig blevet officielt udredt for aspergers, men er dog udredt hos en dygtig psykiater/overlæge med specialle i bl.a. ADHD, men som en god veninde siger, de opdager nødvendigvis ikke hvis der evt. er autisme også.
|
Man skal jo stille spørgsmålene for at finde svarene, og Aspergers kan være en meget svær diagnose at identificere hos voksne, fordi vi har lært at kompensere for mange af vores begrænsninger. Vi kan derfor være nok så meget aspergers, men ikke umiddelbart fremstå sådan. Jeg tror ikke det er normen at lede efter aspergers, når man udreder for ADHD
Citat:
Oprindeligt indsendt af Tutteren
Men hvad forskeld skulle det evt. gøre også at få en aspergs diagnose på? For mig er de to tilstande meget ens og min medicin for ADHD (straterra) har sådan set virket godt. Så derfor tror jeg også at skånehensynene vil være de samme, da disse vel skal laves udfra personen og ikke diagnosen og ADHD og Aspergs har jo en stor overlap.
|
Jeg må indrømme, jeg ikke kender meget til problematikken, men har en bekendt med begge diagnoser (som er førtidspensionist grundet dette), som har givet udtryk for, hvor vanskeligt det er, da de to tilstande nogle gange 'modarbejder' hinanden. Bla har han snakket om at aspergerdelens evne/hang til at forfølge et mål/interesse går dårligt i spænd med ADHD delens 'myrer i kroppen', med det resultat at man ikke kan stoppe mens legen er god. Med andre ord oplever man sig selv opføre sig nærmest manisk når man beskæftiger sig med noget. Man kan ikke mærke kroppens udmattelse (jo, det kan man godt på et eller andet plan, men al fokus er i hovedet, og kroppens reaktioner opleves dermed gennem en slags tågedis). Man formår derfor at fortsætte langt ud over, hvad kroppen kan holde til, med alle mulige konsekvenser til følge (udmattelse, biokemisk ubalance, dårlig søvn osv)
Men, som sagt, jeg kender ikke nok til det, til at kunne udtale mig så meget om det
Problematikken har flere gange været vendt herinde, om hvorfor man har brug for at få en diagnose. Det er jo netop ikke ud fra et behov for at sygeliggøre sig selv, eller fokusere på alle sine vanskeligheder. Men har man invaliderende vanskeligheder, er man nødvendigvis nødt til at kende årsagen for at man kan imødekomme dem på en konstruktiv måde. Det er dog helt op til den enkelte om man føler behovet for diagnoserne
Omvendt tror jeg det kan være ret afgørende i forhold til systemet, når de skal finde en 'holdning' til dig. Der er jo stor forskel i deres opfattelse af dig, hvis ordene feks er:
1) xxx er træt og slås med depression. Kan ikke rigtig overskue dagligdagen. Er medicineret mod ADHD med succes
2) Som lidende af ADHD og Aspergers syndrom er livets udfordringer gradvist blevet sværere at håndtere. Dette kom for alvor til udtryk under datterens vanskeligheder, og xxx har, grundet ADHD/Aspergers kombinationen, ikke haft de nødvendige redskaber til at håndtere presset. Resultatet har været udviklingen af de komorbide tilstande depression samt neurasteni. xxx er medicineret med succes mod ADHD, men der kan ikke medicineres mod tilstanden aspergers syndrom. Grundet xxx's diagnosekombination må hun derfor betragtes som ekstra sårbar i forhold til at møde livets udfordringer
- blot et par tanker, jeg håber du kan bruge til noget
