Hej herinde.
Det blev desværre kun til 4 timers søvn, igen, igen .... Men det er en ny dag, og jeres indlæg læses m. såvel medfølelse og beundring og hvor ironien er klar hjælper den til at finde min egen.
NPH: du har helt ret, ordet solidaritet er et fremmedord i dobbelt forstand, og alt for mange kender hverken den følelse der ligger bag dette begreb el. den egentlige betydning, hvilket resultere i bl.a. flg.:
Citat:
|
samfundet præget mere og mere af at enhver er sig selv nærmest,og du er kun en belastning hvis du ikke går på arbejde
|
.
Du skriver også flg.:
Citat:
|
det bliver sværer at acceptere at blive betragtet som andenrangs borger i dette land
|
. Hvis vi accptere dette, bliver andenrangsborgeretiketten netop en del af vores identitet.
Måske skulle vi samlet lave en humpende, rullende, ect. march fra Skagen til KBH. syngende: I kan ikke slå os ihjel, selvom vi ikke er en del af jer selv.
Vibbe: du skriver at din søn er kreativ, dine indlæg bærer stærkt præg af en kreativ åre, idet du har et levende og let tilgængeligt skriftsprog, hvor du også ofte går brug af billededannelse og god ironi i kombination. Perlen denne gang for mig er:
Citat:
|
på en søndag hvor regnen bare siler ned og jeg nyder hullet i tagrenden
|
. Det kunne jo næsten være en allerogi på systemet (vandet der foser ned = alle dominobrikkerne) og din evne til at fokusere på det smukke (at hullet i tagrenden kan nydes i det rette perpsektiv). Den vil jeg tage med mig, da du jo netop understreger at de små ting ikke kan tages fra os.
PiaL: tak, vi mangler også nogle film, som belyser netop disse dialemaer, som J. Nicholson eft. min mening gjorde så godt i både "Gøgereden" (tænk jer engang 1975 - og vi kan stadig ikke behandle mennesker m. den type sygdomme m. respekt), "Det bliver ikke bedre" (næh, det har lange udsigter), og til dels "Rundt om Schmidt" (hvad sidder den alm. funktionær tilbage med eft. et langt arbejdsliv).
Jeg har også gået til behandlinger for mit bevægeapperat i mange år, hvilket har givet mig en rigtigt god fornemmelse for hvornår man møder behandlere, der mener at den rette behandling er et samarbejde mel. disse og patienterne, idet mange faktisk, som du, har en rigtigt god føling m. hvad ders krop fortæller dem. Men det meget svært, når man sidder overfor en "ekspert", hvis uddannelse ikke indebærer en vinkel, der hedder: lyt til patienten, samarbejd om mulige løsninger, vær selvkritisk og afprøv nye veje, og ikke mindst bliv ved med at lære.
Reelt mener jeg, du bør have en erstatning for forkert behandling gennem de mange år. Hbåer du nu har fundet nogle gode behandlere, der kan afhjælpe bare noget.
Du skriver:
Citat:
|
men dog uden at ville se mig i øjnene
|
, jeg håber du stirrer rigtigt godt tilbage uden et ord, men meget sigende, måske så længe at de er nødt til at møde dit åbne blik, og derpå må slå det ned i erkendelse af deres fejl.
Mange hilsner
Gunvor