Ikke at lade sig gå på
Langt det meste af tiden er jeg ret afklaret med jeg har taget de kampe der kan tages for at fungere og at pension er eneste løsning hvis jeg ikke skal ende derude hvor jeg ikke fungere som menneske og mor.
Der er en lille bitte håndfuld mennesker hvis mening rammer Ann 5 år usikkerheden. Min nærmeste familie.
Mine forældre døde da jeg var 20 og 22, efter det er kontakten til mine brødre blevet meget tynd. Hvis vi ser hinanden 5 gange om året er det kæmpe stort. I de 7 år jeg har boet her, har den ældste ikke været her 5 gange i alt. Har forsøgt at få lidt kontakt, men har indset mit behov for dem er større end omvendt.
Vi udveksler ønskesedler på diverse poder og jeg bliver spurgt hvad der var nyt. Svarede jeg har fået min pension, fik svaret. Nå, troede ellers det var et område der var strammet op på så den kun bevilges til dem der virkelig fortjener den.
Logisk ved jeg godt de ikke kender mig, at de er lidt flove over mig og nok også over at de ikke har "passet bedre på" mig ( de er 13 og 15 år ældre end mig, så meget lillesøster) og i det hele taget ikke rigtig kan overskue situationen. Derfor rammer det desværre stadig rent ind
|