Jeg skriver herinde, da jeg af min kommune er vurderet til hverken at være berettiget til fleksjob eller førtidspension.
Jeg er 37 år og har af lægerne fået konstateret slidgigt i fire ud af fem lændehvirvler samt 10 % erhvervsevnetab grundet en arbejdsulykke tilbage i midten af 1990'erne. Derudover har jeg fået fjernet menisken i mit ene knæ.
Alle læger vurderer at tilstandene er varige og stationære.
Da jeg startede på REVA i januar i år vurderede deres fysioterapeut at mit daglige funktionsniveau var væsentligt nedsat. At smerterne i ryggen fylder mest for mig, men at jeg har lært at leve med smerterne. At selv små løft på dårlige dage kan provokere smerterne. Sidde, stå og gå provokerer ligeledes og der er et stort behov for variation. REVA skriver at der opleves nedsat bevægelse og funktion i venstre ankel og højre knæ, hvilket osse er med til at hæmme funktionsniveauet.
REVA anbefaler på daværende tidspunkt at jeg henvises til afprøvning i virksomhed for at få beskrevet arbejdsevnen. På daværende tidspunkt står der i kommunens papirer at "arbejdsevnen vurderes truet".
Jeg har været i praktik og var rigtigt glad for at være på stedet, da de var utroligt gode til at tage hensyn til mine skånebehov. Da jeg hele tiden har smerter, har jeg måttet tage mange pauser i arbejdsprøvningen, så trods dét at jeg var der i 3 timer, vurderer praktikstedet at jeg har været der effektivt i under 50 % af tiden, men at jeg ellers har arbejdet i et normalt tempo. Jeg startede på 2 timer og kom siden op på 3 timer, men jeg havde store rygsmerter mens jeg var i arbejdsprøvningen og har gjort opmærksom på at der ikke var tid nok til at restituere min ryg, knæ og ankel således at jeg kunne starte på en frisk dagen efter.
Kommunen stopper nu mine sygedagpenge og henviser mig til kontanthjælp. Dette begrunder de med at jeg i min praktikperiode ikke har formået at øge timetallet til mere end tre timer dagligt trods hensyntagen til skånebehovene.
kommunen skriver at de vurderer, at der ligger andet til grund for det lave timetal end det rent helbredsmæssige.
De mener at jeg "laver for meget derhjemme", som min sagsbehandler udtrykte det.
Jeg bad efter denne udtalelse om aktindsigt, da jeg ikke forstod, hvad sagsbehandleren byggede dén udtalelse på. Det viser sig, at min egen læge i starten af dette år udtalte til lægekonsulenten, at "jeg har meget at se til i hjemmet, hvor der er et mindre barn, som jeg må tage hånd om. Lægen anfører at de sociale forhold har en væsentlig betydning i forhold til sygemeldingen, skriver kommunen.
Min læge har først på året skrevet, at jeg ikke kan klare psykisk eller fysisk pres. At sagen er kompleks, da patienten både har ryg- og ankelgener, samt hustru med stor brug for assistance.
Det er på baggrund af disse udtalelser, at lægekonsulenten i juni i år vurderer, at "der burde således absolut være mulighed for at jeg kan være tilknyttet arbejdsmarkedet". "om det så bliver på ordinære vilkår, er usikkert".
Jeg har i et brev fortalt kommunen, at min situation i starten af året ganske rigtigt vurderet af egen læge, var at min kone og jeg var nødt til at hjælpe hinanden så meget som muligt, da min søn er født for tidligt og derfor ikke kunne indkøres i dagplejen på almindelig vis. Da min kone lider af angst og er bipolar kunne hun i starten af i år ikke magte at være alene med min søn hele dagen, hvorfor vi ansøgte om en social friplads og osse fik den.
Jeg har ligeledes fortalt kommunen, at det nu ENDELIGT er lykkes at få kørt min søn ind i dagplejen, hvorfor jeg IDAG får den nødvendige ro derhjemme. At jeg kan ligge mig ned med det samme jeg kommer hjem fra arbejdsprøvningen og at dagen bruges på at læse bøger og synge sange med min søn, imens jeg ligger ned. At det er min kone, der står for alt det huslige derhjemme og at hun får den søvn, som er absolut nødvendig for hende midt på dagen, således at hun kan være "på", når min søn kommer hjem.
Med andre ord, har jeg ikke noget fysisk der belaster mig, når jeg er færdig i arbejdsprøvningen, som gør at jeg ikke får tid til at restituere i kroppen. Alligevel er det som om at de ikke kan/vil forstå at jeg har konstante smerter, og at disse kun mindskes, når jeg lægger ned.
jeg har fået en psykiatrisk speciallægeerklæring, hvori psykiateren skriver, at der anbefales at jeg tilbydes et afgrænset behandlingsforløb ved praktiserende psykolog/smertepsykolog mhp. at støtte mig i forhold til yderligere at afgrænse og definere egne mål og problemfelter.
At jeg kunne forsøge supplerende medikamental behandling med et antidepressivt præparat, der osse har smertestillende egenskaber. Endvidere skriver psykiateren, at jeg må fortsætte mit nuværende praktikforløb og at man ikke må forvente at tilbud om psykologisk/psykofarmakologisk behandling vil bedre min erhvervsevneprognose.
I ressourceprofilen skriver kommunen, at speciallægen anfører at jeg kunne have gavn af behandlingsforløb hos smertepsykolog og eventuel behandling med antidepressivt præparat og at "det vurderes at denne foreslåede behandling kan bedre min helbredsmæssige situation".
Sådan som jeg læser speciallægens forslag om smertebehandling, læser jeg ikke at han vurderer at dette kan bedre min helbredsmæssige situation - under alle omstændigheder vurderer han ikke at det kan bedre min erhvervsevneprognose.
Nå, men hvad vil jeg så gerne bede om råd om og hjælp til af jer....
Jo - kommunen skriver, at de vurderer at min manglende tro på at jeg kan vende tilbage til arbejdsmarkedet er en væsentlig begrænsning.
Altså - kan kommunen seriøst give afslag på fleksjob, fordi de mener at jeg vil kunne klare mere, hvis blot jeg troede på at jeg kunne?
Hvorfor vurderer kommunen ikke at det er en barriere at jeg har slidgigt i 4 ud af 5 lændehvirvler samt smerter i knæ og ankel efter en arbejdsulykke?
De vurderer i ressourceprofilen, at det er en barriere, at min kone er syg, og at "der vurderes ikke at være en mulighed for at reducere denne barriere".
Jeg har skriftligt forklaret dem, at min kone er meget forstående overfor at jeg må lægge ned det meste af dagen.
Kan man godt vælge at sidde overhørigt ved kommunen, når jeg skriftligt HAR gjort dem opmærksom på, at jeg ikke skal løbe rundt derhjemme og lave husarbejde?
Min egen læge er blevet gjort opmærksom på den udvikling der er i min hjemlige situation, men hun mener at udover ankel- og knægener, så ER vi en presset familie og at det SKAL kommunen tage hensyn til.
Ja vi er en presset familie - det er da klart for enhver - med en psykisk syg kone og mig der ikke kan overkomme andet end at lægge ned og lege med min søn når jeg kommer hjem, så ER vi da en presset familie. Men skal kommunen overhovedet tage hensyn til disse forhold??
Jeg er nu henvist til kontanthjælp og til en smerteklinik. Men uanset hvad så vil jeg jo stadig have slidgigten som jeg vil skulle tage hensyn til. Speciallægen skriver osse i sin diagnoser at, der er tale om: Vedvarende depressiv/anxiøs belastningsreaktion, primært udløst af en kronisk smertetilstand, samt "angstelige personlighedstræk, grundet kroniske smerter"
Jeg har haft smerterne i over ti år og har før dette haft et aktivt arbejds- og fritidsliv. jeg har fortalt kommunen at det jo ikke er noget jeg finder på med slidgigten og arbejdsulykken samt at disse tilstande er varige og stationære. Speciallægen vurderer heller ikke at min erhvervsevneprognose kan bedres selvom jeg får hjælp til at håndtere smerterne.
Jeg føler at kommunen ikke kan/vil forstå at grunden til at jeg ikke kan komme længere op i tid end 3 timer, er at jeg jo er gået i praktikken TRODS det at det giver mig rygsmerter, fordi jeg jo gerne vil prøve. Men de synes at mene at jeg med de store skånehensyn burde kunne arbejde i flere timer.
I telefonen sagde de, at de vurderede at jeg var for syg til fleksjob og for rask til førtidspension. Jeg gjorde opmærksom på at dette var ulovligt - at man skulle enten henvises til fleks- eller førtidspension - men efterfølgende kan jeg læse i papirerne at de nu siger at jeg hverken er berettiget til fleksjob eller førtidspension, da jeg burde kunne klare mere.
Min egen læge synes der var fornuft i at søge en førtidspension sidst jeg snakkede med hende, men hun ville have at kommunen bad om at indhente yderligere oplysninger. fagforeningen siger at vi skal anke sagen til Beskæftigelsesankenævnet.
Jeg ved hverken ud eller ind længere.
Kan man forlange at lægekonsulenten vurderer igen udfra de seneste oplysninger?
og igen - skal kommunen tage hensyn til at vi er en presset familie??
Kan det virkeligt være rigtigt at jeg med svær slidgigt, arbejdsulykke med fejloperation samt knæsmerter pga fjernet menisk kan vurderes til at skulle kunne klare et job på almindelige vilkår hvis "blot" jeg tror på dette og kommer på smerteklinik?
fagforeningen har sagt til kommunen, at hvis ikke de vil henvise mig til et fleksjob, så må jeg søge førtidspension på det foreliggende grundlag. Men dertil svarer kommunen, at de med det samme kan sige, at så ville det betyde et afslag.
Jeg ved godt at jeg stiller mange spørgsmål, men er ærligt talt noget forvirret og målløs over at skulle på kontanthjælp. Hvad skal jeg gøre?
Hilsen
Den fortvivlede
