Mine omgivelser har reageret meget positivt og med 100% accept.
Jeg fik tildelt FP den 1/11-11 - og den person der har haft det sværest med det, har været mig selv. Det tog mig lang tid, at accepterer, at jeg fysisk ikke var den jeg følte jeg var inden i.
Jeg skammede mig over at kalde mig FP, men vidste også samtidig, at det skulle jeg over. Så jeg begyndte at øve mig - øve mig ud af min egen offerrolle. Sagde det højt i fremmede fora, øvede mig også i ikke at sige AV og åh lige meget hvad jeg gjorde. Smerterne blev jo ikke mindre af alle mine AV'er. De blev heller ikke større, da jeg stoppede mine AV'er
Den psykiske stress var stor og det påvirkede mig nok mest - men stille og roligt øvede jeg mig, for uanset kommuner, regering og diverse reformer vidste jeg, at min fremtid afhang af, hvad jeg tænkte om mig selv og hvordan jeg agerede i mit liv.
Min største udfordring var at ligge kommunen og det offentlige bag mig - at give slip på alle de negative følelser og stress der var forbundet med det bekendtskab - men det skulle gøres. Jeg
ville være 'herre i eget hjem'. Det var og er ikke altid lige nemt - men det går fremad.
I dag bruger jeg ikke megen tid på den 'uretfærdige' reform - jeg bruger tid på at betragte mine negative/destruktive følelser og adfærdsmønstre, så jeg kan ændre dem, og skabe nogle andre konstruktive til min nye virkelighed.
F.eks. var det mig umuligt at læse en bog i 2011 og 2012 - før jeg blev syg, var jeg hurtiglæser og kunne på en god dag læse 5-6 bøger - men nu har jeg trænet mig op igen, så jeg godt kan læse en enkelt på på en 3-4 dage. Det er en stor tilfredsstillelse.
Jeg bruger min tid så konstruktivt som muligt og forsøger at undgå alle debatter, tråde m.m. som alene beklager sig og bebrejder systemet.
Dette ikke fordi jeg ikke synes det er tåbeligt og uretfærdigt, men alene fordi det får mig til at få det dårligere og aktivere stressen og dermed smerterne. For første gang i mit liv føler jeg ikke at det er mit ansvar at ændre vilkårene for andre, at hjælpe andre, men at det er mig selv jeg skal hjælpe - og at jeg skal holde mig langt væk fra f.eks. vrede debatter.
Jeg gør hvad jeg kan - og ikke altid hvad jeg gerne vil. Har jeg lært efterhånden
Et problem jeg ikke er kommet til endnu, er partneren. Jeg er single og ønsker selvfølgelig en at dele livet med. Men den har jeg svært ved at tænke mig til. Kan lige nu overhovedet ikke se, hvordan det skal kunne lade sig gøre. Et lille selvværd kommer op til overfladen sammen med stolthed omkring f.eks. forsørgerpligten - så det er næste opgave
Det jeg i store træk er nået frem til er, at det er et heldagsjob at være syg i Danmark, og det er mit job at få det bedst mulige ud af det - det er hvad jeg får min løn (FP) for. Det kan godt være jeg ikke har så mange penge og store udgifter til medicin m.m. - men jeg klarer det og familien, vennerne og skoven er gratis :-)
Mit lille bidrag
