[6080]

Sidder nu her, dybt nedtrykt, efter endnu et møde med min jobkonsulent i går.
Jeg vil så gerne, hvis nogen kunne give mig lidt råd og støtte til, hvordan jeg skal takle min situation.

For at gøre en lang historie kort, kommer her et resume.

Blev tilkendt fleksjob for 5 år siden, efter gentagende depressioner. Fik straks arbejde som pædagog, 15 timer, omend jeg er visiteret til 12. Det var under den gamle ordning. En ikke særlig god arbejdsplads, meget dårligt psykisk arbejdsmiljø, men jeg holdt ud.
Kort tid efter min ansættelse, blev min søn meget syg (skizofreni) og det var oveni min egen mindre gode psykiske tilstand en kæmpe belastning for mig. Jeg var/er i konstant beredskab. Efter fire år, bukkede jeg igen under med en depression, og var sygemeldt godt et halvt år. Jeg var i mellemtiden blevet fyret, da de ikke mente, jeg ville nå at blive frisk nok, til at kunne vende tilbage.

Har gået til psykiater, haft samtaler med egen læge mm, og det, der lige nu er mit dilemma er, at både lægen og jeg selv er kommet frem til, at jeg optimalt vil kunne arbejde 8 timer om ugen, og helst over to dage. DET MENER MIN JOBKONSULENT IKKE, "jeg bare sådan kan sige".
Uvidende og måske naiv som jeg var, meldte jeg mig rask, da jeg følte mig rask nok til at kunne arbejde 8 timer. " Når du melder dig rask, og du tidligere har arbejdet 15 timer, skal du arbejde 15 timer igen", var hans kommentar. Jeg prøvede at forklarer ham min situation, at jeg var blevet dårligere, men han ville ikke høre tale om en nedsættelse af tid. Der lå ikke nogle notater fra lægen om, at min situation havde ændret sig, som han sagde. Jeg bad ham derfor indhente oplysninger, men det ville han slet ikke høre tale om "Så skal du melde dig syg igen, og SÅ kører møllen!" som han sagde. Men jeg var jo ikke syg nok til at være syg!!! Valgte i stedet et praktikforløb over 13 uger, hvor han så ville se, om jeg kunne komme op på i hvert fald 12 timer. Jeg er stadig på 8 timer, og det er RIGELIGT for mig.
I går fortæller han mig så, at det ikke er mig, der bestemmer, hvor mange timer, jeg kan arbejde. Det er ham. Han fortæller mig også, at hvis jeg ikke vil arbejde det timeantal, han mener jeg skal, må han overveje, om jeg så overhovedet står til rådighed for arbejdsmarkedet, og at han så kan fratage mig min ledighedsydelse. Jeg fortæller ham så, at noget af det, man netop lærer ved at gå til psykolog, psykiater, egen læge mv er, at man netop skal lære sig selv at kende, sine egne grænser, og sige fra, hvis man mærker, noget bliver for meget. At det jo måtte være mig, i samarbejde med læger, der skulle finde ud af, hvor mange timer, jeg kan klarer.

Jeg tænker bare, hvis det er ham, der bestemmer over mit liv, en jobkonsulent, som virker meget inkompetent i sit job, når vi taler, at forstå andre mennesker og deres behov, så er jeg virkelig på glatis. For mig bliver det så et spørgsmål om, hvornår jeg får min næste depression, hvor jeg igen mister kognitive evner, som så igen, hvis jeg er heldig, kan genoptrænes over måneder/år.

Kan det virkelig passe, at det er ham, der beslutter, hvad jeg kan yde?

Har min læge intet at skulle have sagt?

Kan han, efter forgodtbefindende, fratage mig min ledighedsydelse, fordi jeg ikke kan det, han forlanger?

Hvad gør jeg?

Jeg er helt klar over, at der er love og regler, de skal følge, men ved omvendt også, at der ofte står "man kan" og ikke altid "man skal". Det er en vurderingssag fra hans side. Jeg er ikke typen, der sidder og siger " hold kæft, det gider jeg ikke". Jeg vil meget gerne samarbejde, og jeg vil rigtig gerne have et nyt job. Han forstår bare ikke, det jeg fortæller ham. Jeg føler mig som "et nummer i rækken" og føler, han har et kynisk menneskesyn.

Puh, jeg trængte vist i den grad til at få luft, og tak fordi du gad at læse en hel roman.