Hej Nuller.
Jeg kan kun alt for godt sætte mig ind i din situation, da mit sygdomsforløb startede blev jeg også rystet over mange i vores omgangskreds/familie.
Dem jeg altid havde troet ville stå bag mig var væk, eller havde nok i deres eget. Har lagt ugevis på sygehuset (dog 1,5 times kørsel fra eget hjem) og besøg var kun fra egen mand og et par sporadiske familie besøg.
Har været rigtig hård ved mig, for jeg troede virkelig jeg og min lille familie havde større opbakning. Syntes også det har været hårdt mange "glemte" at støtte min mand i de perioder hvor det stod rigtig skidt til, og hvor han faktisk troede jeg ville dø.
Men jeg har også taget det fra den positive side, kigget på hvem der stadig ringer, kommer på besøg og ALTID er klar til at hjælpe eller bare lytte når der er behov for det. Livet byder kontant på udfordringer, nogen falder fra og andre kommer til. Men de få der stadig er tilbage alt til trods - ja det er de virkelige venner. Hellere få men rigtige venner, end mange af de andre
