Kandidatspeciale Sociale Interventionsstudier ”Social retfærdighed på kommunale jobcentre?” af Jesper Elbæk Drejer Andersen.
Det er mig der er "borgeren.
De 2 SB er primær Ufaglært "SB" Shoaib Sohail Raja Akbar og sekundær Ufaglært SB/Konsulent/mentor Henriette Sommer...
Bisidderen ønsker at være anonym... endnu...
Interesserede medier, journalister og politikere kan ved henvendelse til UT få tilsendt lydoptagelsen...
-------------------------------------
6. Et møde med to sagsbehandlere:
Vi har lagt en plan for dig.
Under samtalen har borgeren en bisidder med og der er to sagsbehandlere til stede (SB 1 og SB 2).
Borgeren har flere fysiske sygdomme, der påvirker hans leds bevægeevne og styrke, og sygdomme, der fører til koncentrationsbesvær. Det er seks år siden, borgeren blev arbejdsløs på grund af en akut
skade.
Under samtalen bliver det tydeligt, at borgeren og bisidderen er uenige med sagsbehandlerne om, at
den bedste måde at gøre en indsats for at forandre borgerens situation er ved et forløb hos en andenaktør,
der varetager beskæftigelsesrettede indsatser.
Samtalen forløber som en kamp om taleretten
og en diskussion om, hvem der ved, hvad der er bedst. Vendingen ”må jeg lige tale færdig” bliver
brugt otte gange i løbet af samtalen. Dette kulminerer i at samtalens konfliktniveau eskalerer
undervejs, fordi borgeren bl.a. ikke får et fyldestgørende svar på, hvad formålet er med indsatsen i
forhold til hans situation.
Samtidig bruger sagsbehandlerne deres taletid på at begrunde valget af
anden-aktør uden at præcisere indholdet nærmere end at arbejdsevnen skal afklares og udvikles. En
stor del af samtalen forløber som en diskussion om, hvorfor borgeren skal træne fysisk, om
borgeren har trænet, og om træning ved fysioterapeut er det rigtige. For borgeren forekommer det
som et udtryk for, at det ikke er blevet forstået, at han har ”trænet hele sit liv”, bisidderen
udtrykker, at det ikke er blevet forstået, hvad borgerens helbredsmæssige tilstand indebærer, og for
sagsbehandlerne forekommer det, at borgeren og bisidderen ikke forstår, hvad tilbuddet kan, og at
de derfor føler et behov for at understrege deres autoritet.
På et tidspunkt understreger den ene
sagsbehandler dette ved at sige: ”
Vi ved godt hvad der skal til.”
Sammenfattende for samtalen kan
det siges, at det er en diskussion om, hvad det egentlig er, der skal til, for at borgeren udvikler sig.
Hvad er det, de helbredsmæssige udfordringer betyder? Hvad er målet med indsatsen? Det følgende
tager afsæt i netop formuleringen:
Vi ved godt, hvad der skal til.
6.1 Hvem ved, hvad der skal til?
Samtalen indledes med, at bisidderen fremlægger, hvordan hun i en gennemgang af borgerens sag
har studset over flere ting. Det er særligt den måde, de helbredsmæssige udfordringer er blevet
håndteret de sidste seks år, og at der endnu ikke er kommet en afklaring på borgerens situation, og
ikke er lagt en plan for, hvordan borgeren forløb skal være, bisidderen lægger vægt på.
Ikke langt
inde i samtalen er følgende passage taget fra, hvor det bliver klart, at de pointer, som bisidderen
sidder inde med, ikke passer ind i sagsbehandlernes plan for samtalen. Passagen kommer efter en diskussion mellem borger og sagsbehandlerne om, hvilke skånebehov borgeren har, og hvilke
arbejdsopgaver, der skal afprøves hos anden-aktøren.
Uddrag af Lydoptagelsen:
Bisidder: Hør nu her. Nu går det den helt forkerte vej nu.
SB 2: Nej, for det vi sidder her for i dag.
Bisidder: Ja?
SB2: Det er for at finde ud af… Vi skal afklare [borgeren], der er rigtigt. Det kan vi gøre, imens vi finder
ud af, om han er i målgruppen for ressourceforløb, så vi kan finde ud af, om vi kan presse på der.
Bisidder: Men er det stadig ikk…
SB 2: Og stadigvæk er i gang med noget.
Bisidder: Men er det så ikke en idé…
SB 2: Og det er en del af vurderingen.
Bisidder: Er det så ikke en idé at tage en ergoterapeut ind?
SB 2: Nej, vi vælger at bruge en fys.
Bisidder: Ja. åh.
SB 2: Fordi lægen, også i forhold til [sygdommen], der ville det være godt med noget træning.
Borger: Det er ikke det, der står.
Bisidder: [Borgeren] har trænet i hele perioden.
Borger: Det står der ikke. Du [SB 2] lyver.
SB 2: Jeg lyver ikke.
Borger: Jo, for jeg har selv læst den fem hundrede gange.
Bisidder: Han har været igennem træning i hele forløbet.
SB1: Men det kommer an på, hvilken slags træning. Der findes forskellige typer af træning.
Bisidder: Ja, ja. Når man har [den sygdom], så prøver man alt. Altså alt tænkeligt.
SB 2: Og det er også vigtigt, at man træner, når man har [de sygdomme] for at leddene bliver holdt i gang.
Side 43 af 88
Bisidder: Og det har [borgeren] også gjort. Og han er ikke i stand til det længere. Så den kan vi ligesom
sætte en streg under. Det, vi har at finde ud af, det er: Hvad pokker kan han nu? Og der er det altså bedre,
at I får fat i en ergoterapeut, og du kan visitere sådan en fra socialforvaltningen. Det er forholdsvis nemt
og gøre det.
SB 1: Det kan vi lige undersøge.
Bisidder /SB 1/: Ja det synes jeg. Også fordi nu sad jeg jo… Der er en frygtelig bunke lægeattester her.
Seks? /ja/ og så sad jeg og sammenlignede dem lidt med hinanden, og så tænkte jeg, det står også i min
konklusion her. Der står så: Vi starter faktisk her i 2011 med, at [borgeren] kommer med…
SB 2: Vi skal ikke gå helt hen…
Bisidder: Det bliver vi nødt til.
SB 1: Men hvis vi lige holder fast. Holder fast i det, som [SB 2] taler om, så er det det forløb, som vi
gerne vil tilbyde…
Samtalens formål er ifølge SB 1 at få borgeren i gang med et forløb, der kan afklare borgeren. Det
vil sige et forløb, hvor formålet er at afprøve arbejdsevne, forsøge at udvikle borgerens arbejdsevne
og indsamle dokumentation om borgerens arbejdsevne.
De pointer, som bisidderen forsøger at
fremføre, der handler om hele forløbet, afbrydes, og det fremstår i situationen som om, det ikke
synes relevant for socialrådgiverne, hvad der er sket i sagen siden 2011. Det pointeres desuden
også, at formålet med samtalen kan indsnævres til at være at give borgeren information om det
tilbud, der allerede er blevet bestilt hos en anden-aktør.
Med formuleringerne: ”Vi skal ikke gå helt
hen”, ”Men hvis vi lige holder fast” og ”Det vi sidder her for i dag […] Vi skal afklare
[borgeren]” omsætter sagsbehandlerne den magt, de har som systemrepræsentanter, til konkret
styring af samtalen.
Det fungerer som argumenter, der må basere sig på en socialfaglig norm om, at
samtalen er bedst, når den bliver styret. Ved at holde fast i det forløb, som de har besluttet, holder
de også fast i den problemforståelse, de har vurderet er den rigtige.
Det er en magt, der internt i
systemet, som Järvinen og Mik-Meyer (2003) har undersøgt, afgør borgerens problemidentitet. Det
er derfor en magtanvendelse, der i situationen her risikerer at styre uden om muligheden for at blive
klogere på borgerens problem, som netop er en af de fordele samtalen kan have for socialt arbejde
(Eskelinen et al., 2008).
Situationen i ovenstående passage, hvor træning diskuteres, er et pejlemærke for samtalens videre
forløb. SB 2 peger på lægens anvisninger i forhold til borgerens helbred, og SB 1 peger på, at der
findes mange forskellige former for træning. Konflikten beror på, at borgeren ikke er enig i,
hvordan disse anvisninger skal fortolkes i forhold til sin nuværende situation, og at der bliver sat
spørgsmålstegn ved borgerens måde at håndtere sin sygdom på.
Bisidderen griber ind til forsvar for borgeren ved at understrege, at borgeren har trænet, og at det er en sygdom, der gør, at man ikke
ignorer mulighederne for at forbedre sin situation. Konflikten handler grundlæggende om borgerens
helbredsmæssige tilstand og de muligheder, der er for at gøre noget ved denne.
Det tyder på, at
lægens anvisninger og den dokumentation, der forefindes om borgerens helbred og
behandlingsmulighederne efterlader plads til sagsbehandlernes fortolkning, hvor forbedring og
videre udvikling opfattes som muligheder.
Når sagsbehandlere anvender viden om sygdomme til at
argumentere for, om en indsats kan bidrage til udvikling, må det forstås i den institutionelle
kontekst, som samtalen foregår i. Den mest nærlæggende fortolkning af dette perspektiv på en
borger er, at det er retfærdiggjort af kravene om dokumentation, og at særligt lægelige diagnoser
ikke opfattes som retvisende for arbejdsevnen (Ankestyrelsen: 2018).
Argumentet appellerer
dermed til fornuften i at følge de bureaukratiske normer. Derudover er jobcentrets arbejde fokuseret
på at få borgere i beskæftigelse og har derfor indlejret det sociale arbejde i en institutionel logik om
at se på ressourcer og se fremad på den hurtigste vej i beskæftigelse (Järvinen og Mik-Meyer, 2012:
22; Fisker, et.al, 2008: 99, 106).
Det bliver derfor rationalt i den givne kontekst at fokusere på
muligheder i stedet for begrænsninger med den risiko, at borgerens sygdoms betydning for
arbejdsevnen reduceres uhensigtsmæssigt.
Argumenterne finder tydeligvis ingen gyldighed hos
borgeren og bisidderen. På trods af at dette er udtalt, håndteres uoverensstemmelsen ved at
gennemtrumfe beslutningen om, at samtalens formål er at tilbyde borgeren et forløb hos en andenaktør.
Ud fra denne håndtering, er det tydeligt, at samtalen i situationen reduceres til et
formålsrationelt værktøj, hvor det først og fremmest er sagsbehandlernes beslutninger, der
formidles, og at beslutningernes gyldighed baseres på sagsbehandlernes magt som
systemrepræsentanter og ikke på normstyret gensidig forståelse (Habermas, 1999b: 147).
-------------------------------------
Dette er blot starten af Jespers analyse af min samtale...
Læs hele analysen her på på Liv Over Lovs webside ved Jane Pihlmann:
http://www.livoverlov.nu/2018/07/11/...ale-jobcentre/ de 89 sider kan hentes i pdf her:
http://www.livoverlov.nu/wp-content/...-juni-2018.pdf
.