|
Det med at være 'tabt' tror jeg kommer sammen med tilkendelsen af førtidspenion - selvfølgelig er det rart at man får et bevis på at man har ret til at være syg, men beviset fortæller desværre også, at man ikke mestre de ting man gerne ville og en hel del drømme om fremtiden, lukker sig lige som også. Man duer ikke, og det gør rigtig rigtig ondt.
Efter jeg havde søgt førtidspension og fået tilkendelsen, sagde en sagsbehandler, at de gennem MANGE år (læs: aldrig!) havde givet mig den førhøjede sats grundet psykisk sygdom, og at hun mente jeg skulle klage fordi mine chancer for medhold var tilstede og mere end gode. Og selvom det var temmelig mange penge, så orkede jeg det ikke engang - og jeg har heller ikke fortrudt det siden.
Jeg synes det er nedbrydende at have en sag ved kommunen, og jeg kan slet ikke rumme de lange sagbehandlingstider, de skiftende sagsbehandlere, utrygheden og den klart dårlige tone som ofte læner sig op af krænkelse, mistro og manglende indlevelsesevne fra deres side.
Så da jeg fik min egen tilkendelse, så lukkede jeg døren til kommunen bag mig. Jeg var rigtig træt.
|