Se enkelt indlæg
Gammel 06-10-2007, 10:58   #2
Stella
Jeg bor her på K10
 
Stellas avatar
 
Tilmeldingsdato: 14-10 2005
Indlæg: 3.069
Styrke: 28
Stella har en fantastisk aura omkring sigStella har en fantastisk aura omkring sigStella har en fantastisk aura omkring sigStella har en fantastisk aura omkring sigStella har en fantastisk aura omkring sigStella har en fantastisk aura omkring sig
Question Karens visioner...

Karen Jespersen brager med hendes adfærd...Hun mener at alle fattige er enten alkoholikere eller voldelige , sindssyg eller pædofil... hold da op Karen Jespersen...der er altså folk uden de laster...:mad: Man burde skrive en bunke mails til hende I protest mod hendes udtalelser herunder...

http://www.berlingske.dk/article/200...ark/110051260/

Landets tre største byer vil have kortlagt deres fattige og er i gang med arbejdet. Prisværdigt, siger Preben Brandt fra Rådet for Socialt Udsatte. Han så gerne en national fattigdomsgrænse, men den siger socialministeren nej til.

Af Marianne Harbo
Fredag den 5. oktober 2007 berlingske tidende.

Vi ved, de er der. Vi taler altid om dem til jul. Og vi slår hinanden i hovedet med dem, når vi diskuterer velfærd.

Men hvem er de fattige egentlig, og hvor mange er de?

Danmark har ikke en national definition af, hvornår en borger lever i fattigdom, men Københavns Kommune vil have syn for sagen, og derfor fastsætter hovedstaden nu sin egen fattigdomsgrænse. Når de ikke kan finde ud af det på Christiansborg, så kan de i hvert fald på rådhuset nogle få brostenskast derfra.


»Vi kan alle få øje på dem, der lever på gaden, men vi ved for lidt om den skjulte fattigdom,« siger socialborgmester Mikkel Warming (Enhl.), der har taget initiativet.

Han har bl.a. hæftet sig ved de halvårlige ansøgninger til De Ti Små Legater, hvor klemte borgere søger om et par tusinde kroner til en ny barneseng, til vintertøj eller til en vaskemaskine.

»Der er mennesker, som kun holder sig fast i et normalt liv med det yderste af neglene. De må undvære det, som vi andre finder indlysende,« siger Mikkel Warming.


Alternativ grænse

For at belyse den skjulte fattigdom bedst muligt har socialudvalget vedtaget sin helt egen fattigdomsgrænse, der ikke bygger på borgernes indkomst sådan som den hyppigt anvendte. Den tager derimod udgangspunkt i et budget for en acceptabel levestandard (budgetmetoden) og beskæftiger sig samtidig med, hvor mange goder og aktiviteter borgeren eller familien må undvære af økonomiske årsager (afsavnsmetoden).

Ud fra denne definition er socialforvaltningen i København således i gang med at tælle fattige og forventer at kunne fremlægge tallene og en analyse af fattigdommen i hovedstaden inden jul.

Flere definitioner

På samme måde er både Århus og Odense i gang med at kortlægge deres fattige, men med andre definitioner på fattigdom end den københavnske. I Odense hælder man i samarbejde med Syddansk Universitet til at bruge medianmetoden, der alene definerer de fattige ud fra deres indkomst, siger socialcenterchef Susanne Kvolsgaard, der forventer at kunne fremlægge resultaterne for byrådet i december.

I Århus skal et treårigt forskningsprojekt i samarbejde mellem kommunen og Den Sociale Højskole i Århus føre frem til et fælles udgangspunkt for at definere de fattige, siger socialrådmand Gert Bjerregaard (V), der på forhånd gætter på, at det er »et absolut minimum af borgerne, der kan puttes ind i den kategori«.

Hos Rådet for Socialt Udsatte kalder formand Preben Brandt initiativerne for prisværdige – især fordi de vil afsløre de skjulte fattige, så man kan sætte ind med hjælp til dem.

»Det kan jo godt være den pæne kvinde i bussen, der er fattig. Hun lever måske et sølle liv og giver den sociale arv videre til sine to børn, så de får problemer,« siger Preben Brandt.

Han håber, at de tre byer vil gå helt ned i detaljerne, når de kortlægger de fattige. Så langt, at man kan se, hvor i København en gratis madordning bedst vil gavne, eller hvor det er allermest vigtigt at bevare det lokale bibliotek eller sørge for gratis fritidsaktiviteter til børnene.

Jespersen: Forkert fokus

Socialminister Karen Jespersen (V) mener imidlertid ikke, man kan bruge en definition af fattigdom til noget.

»Den kan derimod let stikke folk blår i øjnene, fordi den giver det indtryk, at sociale problemer stammer fra, at folk har for få penge, og at du løser dem ved at give flere penge,« siger Karen Jespersen (V).


Ifølge hende skal man i stedet ruste folk til at klare tilværelsen. Det kan handle om alkoholafvænning, psykologbehandling eller uddannelse, og det kan handle om at nedbringe antallet af familier præget af vold eller øge antallet af familier, der læser højt for deres børn.

»Jeg tror ikke, at penge kan få volden og incesten eller alkoholproblemerne til at forsvinde fra hjemmene. Vi skal have fat i det, der giver et dårligt liv, og det kan vi blive dygtigere til at identificere,« siger Karen Jespersen.


Ifølge Rådet for Socialt Udsattes formand Preben Brandt er den reelle fattigdom i Danmark blevet værre over de seneste ti år. Ikke alene er antallet af mennesker med de allerlaveste indkomster svagt stigende, men det sættes i perspektiv af, at dem, der tjener mest, har fået enormt meget mere i posen.


Definitioner på fattigdom
Verdensbanken: Man er fattig, hvis man tjener mindre end 1,08 US-dollar om dagen i lande med små indkomster og 2,15 dollar i lande med middel indkomst. Det giver imidlertid ingen mening at overføre grænsen til velstående EU-lande. EU: Man er fattig, hvis man tjener mindre end 60 pct. af den gennemsnitlige landsindkomst. Heller ikke den definition er perfekt – med den vil et land aldrig kunne afskaffe fattigdommen, og den belyser såedes mere uligheden i et samfund end den absolutte fattigdom. Danmark: Ingen fattigdomsgrænse, selv om den blandt andet er efterspurgt af Rådet for Socialt Udsatte samt af Enhedslisten. Det Økonomiske Råd har i en rapport fra 2006 brugt medianmodellen for fattigdom. Hvis man bruger medianindkomsten og betegner dem, der tjener under halvdelen af den, som fattige, kommer man frem til, at der i 2004 var 4,4 pct. fattige i Danmark eller 165.000 personer. FN: FNs udviklingsprogram, UNDP, har nedsat en tænketank, der skal revurdere såvel fattigdomsgrænsen som definition på fattigdom. Tænketanken IPC (International Poverty Centre) får til opgave at opsætte nogle nye parametre for, hvornår man er fattig. Det handler nemlig ikke kun om, hvor mange penge man har til rådighed, men også om adgang til sundhedsydelser, uddannelse, sociale ydelser, basal infrastruktur og sårbarhed i forhold til økonomiske kriser og social udstødelse.
Stella er ikke logget ind   Besvar med citat