Jeg har aldrig modtaget depresions medicin, fordi jeg ikke bryder mig om det og bliver en smule urolig over det man hører rundt omkring. Men trods alle mine nedture kommer jeg jo op igen af mig selv... indtil næste flod rammer mig... og det er somregel forbundet med problemer jeg ikke kan overskue
Jeg har før alt dette gik igang opsøgt flere psykologer, men syntes på ingen måde at de kunne hjælpe mig, de sagde ikke mere end jeg selv vidste.
Vi har herhjemme også prøvet parterapi, som vi rent faktisk var glade for.. men til en pris min mand efter 4 gange ikke mente at vi havde brug for mere... dog mente han at det var mig der var problemet.. og ja, jeg har brug for at have nogen at snakke med, så jeg fortsatte min jagt efter en anden jeg selv kunne prøve.... men igen kunne jeg ikke bruge deres viden, følte mig virkelig snydt når jeg tog hjem.
Men har det faktisk fint til det terapi jeg går i nu. 1 times kørsel fra hjemmet. problemet er bare at vi er mange og har jo kun 1,5 time pr uge... hvor vi alle skal på. Og bryder sig ikke om at tage for meget tid selv.
Jeg bor nær thisted...
Jeg vil gerne sige inden tråden kører videre... at min mand har mange fejl, men tror desværre ikke at han kan ændre sig og kan ikke selv se dem.... han føler selv at han er PERFEKT. og at det er mig der har store problemer.
Men når så det er sagt... så har vi også haft mange gode, sjove og hyggelige timer sammen i de 16 år vi har været sammen. det kører i bølger... vi når gerne toppen, hvorefter at bølgen begynder at knække igen..... og det er altid mig der ryger under. indtil at han får øjene op for at jeg er ved at drukne.... så redder han mig (os) igen og løfter mig atter op på toppen.
ang, at blive alene... så er det ikke så enkelt.... jeg bor heroppe i et lille samfund hvor folk bare er lede og sladder om alt og alle. han er født her... og jeg kommer 400 km herfra, så det er langt fra min familie og venne.
Vi har selvfølgelig en masse fælles venner... men er ikke i tvivl om hvis side de vælger... har dog også 2-3 stk. som jeg ved jeg kan regne med, men de har også familier... og jeg ved hvilken kamp jeg kommer til at skulle igennem.
De 2 gange jeg har prøvet at forlade det fordi jeg troede at jeg var bedre tjent uden... fik han begge gange lyn hurtig ny i huset... inden 1 mdr.
og hyrede dyre advokater til at bekæmpe mig med og fratage mig børnene. som den nye skal passe.
Men ikke at glemme en ting af gangen.... og mit ønske er pt at få en indtægt på den ene eller anden måde, bare det er min. Samtidig med at jeg bliver udredt for det sidste og fortsætter mit terapi til jeg føler mig stærk nok til at tage mit liv op til revision.