|
Jeg forstår ikke alt den 'hokus-posus' omkring førtidspension. Jeg kan ikke arbejde, færdig! HVIS jeg får tilkendt førtidspension (som jeg er ved at søge om), så er det jo logik at pensionen bør standes, hvis jeg pludselig skulle - på magisk vis - få arbejdsevnen tilbage. Og jeg skulle NOK være den første til at få bremset penisonen og fejre min nyhvervede kunnen.
Jeg ville 10.000 gange hellere have et fedt job og fed løn, økonomisk frihed, mere indhold i livet, bedre identitetsfølelse end at være kontanthjælpsmodtager og/eller førtidspensionist.
Det er som om 'alle' tror at syge borgere for alt i verden bare vil have en førtidspension, så de derefter kan leve lykkeligt i sus og dus, og høste af overfloden. Vi taler jo altså om en indkomst der lige akurat kan holde skindet på næsen, og hvis man er gift eller sammenboende, så svare ydelsen til en konthanthjælp for enlige. DET ER IKKE ET SLARAFFENLAND!
Der bliver konstant henvist til psykisk syge, som om de er særlig griske og kræver særlig opsyn mht motiver.
Mottoet: Hvis arbejde er så sundt, så giv det til de syge, synes at være regel nummer ét i fagbogen for sagsbehandlere - uden hensynstagende.
|