Hej alle derude
Vil gerne starte med at sende mine tanker til alle jer som føler sig ramt i systemet.
Kort om min livs historie og dets udfordringer:
Jeg har siden barnsben døjet med generaliseret angst som udviklet sig til panikangst for 21 år siden. Fylder snar 40 år og har senest arbejdet som pædagog. Fik for 2 år siden konstateret ADHD. Og sådan som jeg selv forstår det gennem psykiatrien, så er min ubehandlet ADHD resulteret i mine angst og depression stilstande. Jeg har så at sige haft posttraumatisk stress symptomer ifgl min læge. Jeg sover meget dårligt og har mareridt trods medicin at sove på. Jeg har formået at tage 2 uddannelser og passer fuldtidsarbejde så godt som jeg kunne. Dog ikke smertefrit, har været på medicin i 20 år, gået til psykiatere, gruppeforløb med mere. Jeg har haft mange ud-svingninger i negativ retning i mit liv som har haft store konsekvenser for min selvværd og familie. Lider under migræne og andre fysiske men af mit tankemylder. Jeg får medicin både mod angst og ADHD. Udadtil kan folk slet ikke forstå jeg har angst. ”Du er jo så kompetent i dit arbejde, det virker til du har overskud, er altid smilende og spreder godt humør omkring dig”. Nok er jeg det, men jeg bruger så meget energi på det grundet mine diagnoser at jeg har smadret mig selv fysisk og psykisk. Mine kollegaer har set mig have voldsomme angsttilfælde (besvimer)
Jeg måtte sygemelde mig i januar. Jeg kunne og kan ikke mere. Min angst er overvældende og sådan som jeg selv ser det så er pension eller flex mit eneste håb for at minimerer min angst og give mig håb om et liv. Jeg har prøvet mindfullnes, psykologer, psykiatere, motion, sund kost og mere til. Jeg er så at sige blevet Expert på min egen sygdom for at få det bedre. Om det så har haft den modsatte effekt kan man stille spørgsmålstegn ved. Jeg ved at min sygdom er statisk, nu skal et udvalg som ikke kender mig vuderer om behandlings-mulighederne er udtømt. I min optik er det meget simpelt. Tal med mig og min læge. Vi har svaret. Hmmm er SÅ vred og bange for udfaldet. Har også været ind og ud på psykiatrisk skadestue, har været selvmordstruet flere gange. Havde jeg ikke haft børn og kære omkring mig så havde jeg ikke været her i dag. Er ked af at måtte tage medicin for at passe et arbejde.
Jeg er blevet henstillet til 26 ugers forløb på IKT2. Det er nu 8 uger siden. Har, måtte tage hjem igen fra tilbud om yoga, mindfullness.
Min sagsbehandler og psykiateren på IKT2 mener jeg nok allerede nu er berettiget til flex. Jeg har ikke turde nævne pension, da jeg har været bange for at de skulle mistænke mig for at snyde mig til en pension. ”katastrofe-tanker”. På den ene side vil jeg gerne arbejde og bidrage med noget og på den anden side så overvinder min angst hele tiden og fortæller mig jeg ikke kan arbejde mere. Kan læse at man skal være forberedt på et liv med kommunen på nakken hvis man er i flexjob. Mit drømme senarie går på 15 timers flex, men forestillingen om at skulle i prøvning og skulle vurderes hvert 5 år på kurser osv, tror jeg vil forværre min tilstand.
• Hvordan tror i mine chancer er hvis jeg søger en paragraf 17 om pension?. Da du stadig er i behandling, er der ingen chancer for pension, du skal være stædionær g helt afklaret, med alle ting afprøvet.
• Hvordan skal jeg gribe det an? Så længe du ikke er stadinær kan du ikke gøre meget, du kan måske arbejds prøves, men de vil nok sige lad os nu se hvordan du regere på medicin.
• Kan jeg ende på kontanthjælp, eller tror i min sag vil bliv afsluttet inden? Desværre ja, mange ender der.
(Til januar er mine 52 uger på sygedagpenges gået. Håber på 52 uger mere.)
• Vælger man selv hvor man er i en arbejdsprøvning og skal arbejdsskiver og en selv så melde tilbage hvordan det er gået?
Du kan måske selv finde en arbejds prøvning, så kommer de fra jobcentret og snakker med dig og din arbejds giver om hvordan det går og om du evn. kan arbejde flere timer.
Håber i kan finde hoved og hale i min historie og spørgsmål.
Kærligst Ken