|
Om hvordan man bliver behandlet.
Første gang jeg var hos en psykiater, kom jeg ind på hans kontor. Han havde sin fine hvide kittel på og så intenst på mig. Han bad mig sidde og vi talte sammen om, hvad der plagede mig. Efter nogen tid spurgte han mig om, om jeg så små blå mænd. Det var ikke bare mine øjne der blev eventyragtige store som tekopper, men også mine øre. Jeg troede simpelthen ikke hvad jeg hørte.
Jeg svarede, at det kunne jeg blankt afvise, men jeg så masser af røde og grønne mænd. Han satte sig med et ryk på kanten af stolen og så på mig over kanten på sine halvbriller. "Fortæl mig om det". "Jo ser du hver gang jeg står ved et lysreguleret fodgænnger felt, ser jeg en rød mand, så en grøn mand, så en rød, de skifter hele tiden". Hans arrige svar var, tager du aldrig noget seriøst. Dertil kunne jeg svare, jo bare ikke det useriøse.....
På Bispebjerg som dagspatient i gruppeterapi. Vi sad i rundkreds hver onsdag eftermiddag.
En dag var der en pige, som fortalte, at hun var ved at acceptere sin skæbne og det lettede for hende. Overlægen tog straks ordet og forkyndte, at han absolut ikke troede på skæbne og den slags. Jeg spurgte ham om, hvem der havde gjort ham til vor herre. Han så forbløffet på mig og spurgte, hvad jeg mente. Jeg svarede, at han sad som en vor herre og dømte, hvad der er rigtigt og forkert, det uden at vide om vi har en skæbne eller ej. Han brummede meget højlydt og pegede så på mig og sagde, "du har et formål med dit liv, der er et helt bestemt mål med dit liv, 1. du har overlevet en angst man ikke kan overleve, 2. du har analyseret dig igennem det, det kan ikke lade sig gøre, du har en helt klar mening med dit liv. Han så tilfreds på mig. Jeg svarede, "det du siger er, at jeg har en skæbne, en skæbne du ikke tro på, men kan se".
Hvis jeg havde været autoritetstro ville jeg have været død i dag. Min far bad mig om at begå selvmord, fanden heller.
Man er sit eget livs autoritet, alle andre er rådgivere og kloge-Åger.
|