K10 - Flexjob & Førtidspension - Se enkelt indlæg

Mette B · 12-08-2014, 18:29

Tak Peter.
Jeg er næsten helt rolig nu.

Prøver at beskrive min sag kort - selv om den er lang og sej.

51 år, single, bor i en campingvogn (!) på 2. år.
Pædagoguddannet, tidligere selvstændig (forretning).
Sygemeldt i snart 3 år pga fibromyalgi.
Diagnostiseret i 2007 (så vidst jeg husker)

Har været hele møllen igennem med træning, jobprøvning, 2 x psykiatere, kursus på Frb. Hospital, tilknyttet smerteklinik osv.

Blev i juni færdig med et års ressourceforløb og indstillet til endnu et år.

Her er teamets begrundelse:

Rehabiliteringsteamet vurderer, at der er behov for et ressourceforløb på yderligere 12 måneder.

Det er helbredsmæssigt dokumenteret, at arbejdsevnen er varigt og væsentligt nedsat.
Varigheden og væsentligheden af arbejdsevnen er ikke fastlagt.

Borgeren har gennemført smerteklinikforløb på Valdemarhospitalet samt forløb på Frederiksberg Hospital vedr. fibromyalgi. Borgeren har profiteret af dette og har fået en bedre indsigt i hendes sygdom.
Borgeren træner 3 gange om ugen og de øvrige dage går hun ture.
Det vurderes, at borgeren er belastet af, at der ikke er kommet ro omkring hendes boligsituation.

Det kan ikke udelukkes, at borgeren med den rette behandling på sigt kan vende tilbage på arbejdsmarkedet på særlige vilkår.
Borgeren har endnu ikke haft mulighed for, at videreudvikle og understøtte de lærte kompetencer, teknikker f.eks. afspænding i et nyt udviklingsforløb på arbejdsmarkedet.

Det er drøftet, at sigte imod en beskæftigelsesrettet indsats indenfor interesseområder, hvor borgeren finder arbejdet meningsfuldt.

Borgeren vurderes, at kunne have gavn af psykologbehandling til bearbejdning af ændrede livsvilkår samt håndtering af egnekrav og forventning til egen formåen (perfektionisme).

Det anbefales, atpsykologbehandlingen kører sideløbende med den arbejdsmarkedsrettede indsats,så borgeren dermed kan bruge psykologen som en form for sparring. Der kan dog ikke iværksættes for mange ting på en gang.

Det var det.
Min klage er formuleret således:

Sorø d. 13. august 2014

Klage over afgørelse om bevilget forlængelse af ressourceforløb.

Vedrørende
XXXXX

Jeg vil hermed gerne klage over rehabiliteringsteamets indstilling til forlængelse af ressourceforløb .

Tidligere var jeg en rigtig dygtig pædagog. Jeg var dog tit sygemeldt. De helbredsmæssige udfordringer gjorde, at jeg i slutningen af 2005 fik orlov fra mit 30 timers job som børnehaveklasseleder, som jeg senere sagde op.
Jeg har ikke været i ”rigtigt” arbejde siden.
Jeg valgte senere (i dengang manglende sygdomserkendelse) at arbejde hjemme og åbnede forretning på min daværende bopæl.
Jeg måtte efter 4 år indse, at jeg ikke længere havde hverken fysik, overblik eller koncentrationsevne nok, til at drive min forretning videre.
Ligeledes måtte jeg sælge familiens heste, da jeg ikke længere havde kræfter til at passe og motionere dem.
Ikke nok med det måtte jeg opgive et langt ægteskab. Er det nu på grund af sygdommen? Ja, med stor sandsynlighed, da jeg naturligvis forandrede mig og ikke længere kunne magte at være den drivkraft i familien, som jeg altid havde været. Dette førte til gnidninger, slid og til sidst opløsning af ægteskabet.

Jeg døjer hver eneste dag med min sygdom.
Kroniske smerter, koncentrationsbesvær, stress, elendig hukommelse, dårlig søvn, svimmelhed og ikke mindst en invaliderende træthed. Det er desværre typisk for fibromyalgien.
Min fibromyalgi har kostet mig dyrt på mange punkter. Jeg har dog arbejdet meget med mig selv og omkring sygdomsforståelse- og erkendelse. Jeg har blandt andet lært, at jeg brug for at have ro omkring mig, i en lille overskuelig og struktureret hverdag, så har jeg til gengæld også en fornuftig livskvalitet.

Jeg vil gerne kommentere punkterne i indstillingen, som er refereret i kursiv herefter.
Det er helbredsmæssigt dokumenteret, at arbejdsevnen er varigt og væsentligt (nedsat?).
Varigheden og væsentligheden af arbejdsevnenedsættelsen er ikke fastlagt.
Når min hverdag krakelerer ved selv små belastninger (fx et møde, en lægetid, noget jeg skal huske osv.), hvordan skal selv det mest kortvarige arbejde kunne evnes, når almindelig små hverdags ting ikke kan?
Jeg vil selvfølgelig allerhelst være rask, arbejde og være en god normal samfundsborger. Sådan er det bare ikke.

Det vurderes, at borgeren er belastet af, at der ikke er kommet ro omkring hendes boligsituation.
Når man er vant til økonomisk uafhængighed, er det naturligvis noget af en omvæltning, at være fattig og bo i en campingvogn som 51-årig. Jeg glæder mig til den dag jeg kan få et hjem tættere på mine børn.
Men det er ikke hverken min økonomi eller boligsituations skyld at jeg har det som jeg har det (bla. jfr. specialisterne på Frederiksberg hospital) – det er desværre en normal reaktion med sygdommen fibromyalgi.
Ved en forlængelse af ressourceudviklingsforløbet, vil jeg i øvrigt være tvunget til at forblive hjemløs.

Det kan ikke udelukkes, at borgeren med den rette behandling på sigt kan vende tilbage på arbejdsmarkedet på særlige vilkår.
Der er ingen behandling af fibromyalgi. Det eneste der hjælper mig lidt, er ro og træning. Ved seneste jobprøvning magtede jeg ikke min træning, jeg glemte eller tog for meget medicin, havde det dårligt socialt mm. Det samme har gentaget sig under perioden på Frederiksberg Hospital, samt de seneste uger efter indstillingen til forlængelse.

Borgeren har ikke haft mulighed for, at videreudvikle og understøtte de lærte kompetencer, teknikker f.eks. afspænding i et nyt udviklingsforløb på arbejdsmarkedet.
Det er korrekt, men når de lærte kompetencer og teknikker ikke gør dagligdagen udpræget bedre eller nemmere, er det ulogisk, at de ville gøre det i et udviklingsforløb på arbejdsmarkedet.

Det er drøftet, at sigte imod en beskæftigelsesrettet indsats indenfor interesseområder, hvor borgeren finder arbejdet meningsfuldt.
Det er jo ikke relevant om det er min interesse eller om det er meningsfuldt. Jeg vil i teorien gerne vande blomster og lave kaffe 37 timer om ugen – hvis jeg kunne.

Borgeren vurderes, at kunne have gavn af psykologbehandling til bearbejdning af ændrede livsvilkår samt håndtering af hendes egne krav og forventninger til egen formåen (perfektionisme).
Jeg er absolut ikke perfektionist. Jeg gjorde mig bare umage i min arbejdsprøvning, hvilket havde negative konsekvenser for mig selv.

Trods kronisk sygdom og alle disse tab har jeg formået, at have en god og overskuelig hverdag. Jeg har formået at bevare en positiv livsholdning, humor og hele tiden set udfordringerne fra en positiv side.

Jeg har indtil nu været i psykisk god balance. Dette kan også bekræftes af udtalelserne fra de to psykiatere jeg har været til under min sygdomsperiode. Den ene brugte formuleringen, at jeg var usædvanligt psykisk robust.
Selvfølgelig er jeg psykisk påvirket af min sygdom og situation, men det er den manglede afklaring og ro, der gør, at jeg har let til tårer, når rehabiliteringsteamet sidder med min skæbne i deres hænder.
Der er ingen logisk grund til at sende mig til psykolog og i endnu en arbejdsprøvning.

Min tilstand at stationær. Men når jeg er under pres forværres min sygdom - væsentligt! Og det er pres selv i en meget, meget lille størrelsesorden.
Det er ikke hverken min økonomi eller boligsituations skyld (bla. jfr. specialisterne på Frederiksberg hospital) – det er desværre en normal reaktion med sygdommen fibromyalgi.
Jeg vil selvfølgelig gerne arbejde og være en god normal samfundsborger. Jeg kan bare ikke.
De seneste 4 uger, efter rehabiliteringsteamets afgørelse har jeg haft det dårligere end nogensinde. Mine smerter er langt værre, søvnen er virkelig dårlig, og mit hjernemylder rigtig slemt.
Jeg er dybt bekymret for det kommende års ressourceudvikling, og beder derfor teamet eller klageinstansen, om at tage dette op til ny vurdering.
For hvis skyld skal min tilstand til stadighed forværres?

Jeg har i øvrigt kontaktet egen læge, men har først kunne få tid samme dag som sidste frist for aflevering af denne klage. Hvorfor har jeg ikke fået en lægetid før? Fordi jeg ikke har haft overskud til det.

Min sygdom og tilstand er kronisk.
Både jeg, praktiserende læge, Frederiksberg Hospital og lægen på Valdemar skønner, at det bedste for mig vil være, at jeg får ro.

På forhånd tak.

Med venlig hilsen

_________________________
XXXX

Denne klage er formuleret og skrevet af XXXX, som er XXXX’s nære veninde igennem mange år.

_________________________

Jeg sagde jo det ville blive langt.
TAK igen.

Ps. Jeg skriver straks til sagsbehandleren!

Desværre nej, ingen fagforening.

12-08-2014, 18:29	#9
Mette B Ved at vænne sig til K10 Tilmeldingsdato: 18-03 2013 Indlæg: 17 Styrke: 12	Tak Peter. Jeg er næsten helt rolig nu. Prøver at beskrive min sag kort - selv om den er lang og sej. 51 år, single, bor i en campingvogn (!) på 2. år. Pædagoguddannet, tidligere selvstændig (forretning). Sygemeldt i snart 3 år pga fibromyalgi. Diagnostiseret i 2007 (så vidst jeg husker) Har været hele møllen igennem med træning, jobprøvning, 2 x psykiatere, kursus på Frb. Hospital, tilknyttet smerteklinik osv. Blev i juni færdig med et års ressourceforløb og indstillet til endnu et år. Her er teamets begrundelse: Rehabiliteringsteamet vurderer, at der er behov for et ressourceforløb på yderligere 12 måneder. Det er helbredsmæssigt dokumenteret, at arbejdsevnen er varigt og væsentligt nedsat. Varigheden og væsentligheden af arbejdsevnen er ikke fastlagt. Borgeren har gennemført smerteklinikforløb på Valdemarhospitalet samt forløb på Frederiksberg Hospital vedr. fibromyalgi. Borgeren har profiteret af dette og har fået en bedre indsigt i hendes sygdom. Borgeren træner 3 gange om ugen og de øvrige dage går hun ture. Det vurderes, at borgeren er belastet af, at der ikke er kommet ro omkring hendes boligsituation. Det kan ikke udelukkes, at borgeren med den rette behandling på sigt kan vende tilbage på arbejdsmarkedet på særlige vilkår. Borgeren har endnu ikke haft mulighed for, at videreudvikle og understøtte de lærte kompetencer, teknikker f.eks. afspænding i et nyt udviklingsforløb på arbejdsmarkedet. Det er drøftet, at sigte imod en beskæftigelsesrettet indsats indenfor interesseområder, hvor borgeren finder arbejdet meningsfuldt. Borgeren vurderes, at kunne have gavn af psykologbehandling til bearbejdning af ændrede livsvilkår samt håndtering af egnekrav og forventning til egen formåen (perfektionisme). Det anbefales, atpsykologbehandlingen kører sideløbende med den arbejdsmarkedsrettede indsats,så borgeren dermed kan bruge psykologen som en form for sparring. Der kan dog ikke iværksættes for mange ting på en gang. Det var det. Min klage er formuleret således: Sorø d. 13. august 2014 Klage over afgørelse om bevilget forlængelse af ressourceforløb. Vedrørende XXXXX Jeg vil hermed gerne klage over rehabiliteringsteamets indstilling til forlængelse af ressourceforløb . Tidligere var jeg en rigtig dygtig pædagog. Jeg var dog tit sygemeldt. De helbredsmæssige udfordringer gjorde, at jeg i slutningen af 2005 fik orlov fra mit 30 timers job som børnehaveklasseleder, som jeg senere sagde op. Jeg har ikke været i ”rigtigt” arbejde siden. Jeg valgte senere (i dengang manglende sygdomserkendelse) at arbejde hjemme og åbnede forretning på min daværende bopæl. Jeg måtte efter 4 år indse, at jeg ikke længere havde hverken fysik, overblik eller koncentrationsevne nok, til at drive min forretning videre. Ligeledes måtte jeg sælge familiens heste, da jeg ikke længere havde kræfter til at passe og motionere dem. Ikke nok med det måtte jeg opgive et langt ægteskab. Er det nu på grund af sygdommen? Ja, med stor sandsynlighed, da jeg naturligvis forandrede mig og ikke længere kunne magte at være den drivkraft i familien, som jeg altid havde været. Dette førte til gnidninger, slid og til sidst opløsning af ægteskabet. Jeg døjer hver eneste dag med min sygdom. Kroniske smerter, koncentrationsbesvær, stress, elendig hukommelse, dårlig søvn, svimmelhed og ikke mindst en invaliderende træthed. Det er desværre typisk for fibromyalgien. Min fibromyalgi har kostet mig dyrt på mange punkter. Jeg har dog arbejdet meget med mig selv og omkring sygdomsforståelse- og erkendelse. Jeg har blandt andet lært, at jeg brug for at have ro omkring mig, i en lille overskuelig og struktureret hverdag, så har jeg til gengæld også en fornuftig livskvalitet. Jeg vil gerne kommentere punkterne i indstillingen, som er refereret i kursiv herefter. Det er helbredsmæssigt dokumenteret, at arbejdsevnen er varigt og væsentligt (nedsat?). Varigheden og væsentligheden af arbejdsevnenedsættelsen er ikke fastlagt. Når min hverdag krakelerer ved selv små belastninger (fx et møde, en lægetid, noget jeg skal huske osv.), hvordan skal selv det mest kortvarige arbejde kunne evnes, når almindelig små hverdags ting ikke kan? Jeg vil selvfølgelig allerhelst være rask, arbejde og være en god normal samfundsborger. Sådan er det bare ikke. Det vurderes, at borgeren er belastet af, at der ikke er kommet ro omkring hendes boligsituation. Når man er vant til økonomisk uafhængighed, er det naturligvis noget af en omvæltning, at være fattig og bo i en campingvogn som 51-årig. Jeg glæder mig til den dag jeg kan få et hjem tættere på mine børn. Men det er ikke hverken min økonomi eller boligsituations skyld at jeg har det som jeg har det (bla. jfr. specialisterne på Frederiksberg hospital) – det er desværre en normal reaktion med sygdommen fibromyalgi. Ved en forlængelse af ressourceudviklingsforløbet, vil jeg i øvrigt være tvunget til at forblive hjemløs. Det kan ikke udelukkes, at borgeren med den rette behandling på sigt kan vende tilbage på arbejdsmarkedet på særlige vilkår. Der er ingen behandling af fibromyalgi. Det eneste der hjælper mig lidt, er ro og træning. Ved seneste jobprøvning magtede jeg ikke min træning, jeg glemte eller tog for meget medicin, havde det dårligt socialt mm. Det samme har gentaget sig under perioden på Frederiksberg Hospital, samt de seneste uger efter indstillingen til forlængelse. Borgeren har ikke haft mulighed for, at videreudvikle og understøtte de lærte kompetencer, teknikker f.eks. afspænding i et nyt udviklingsforløb på arbejdsmarkedet. Det er korrekt, men når de lærte kompetencer og teknikker ikke gør dagligdagen udpræget bedre eller nemmere, er det ulogisk, at de ville gøre det i et udviklingsforløb på arbejdsmarkedet. Det er drøftet, at sigte imod en beskæftigelsesrettet indsats indenfor interesseområder, hvor borgeren finder arbejdet meningsfuldt. Det er jo ikke relevant om det er min interesse eller om det er meningsfuldt. Jeg vil i teorien gerne vande blomster og lave kaffe 37 timer om ugen – hvis jeg kunne. Borgeren vurderes, at kunne have gavn af psykologbehandling til bearbejdning af ændrede livsvilkår samt håndtering af hendes egne krav og forventninger til egen formåen (perfektionisme). Jeg er absolut ikke perfektionist. Jeg gjorde mig bare umage i min arbejdsprøvning, hvilket havde negative konsekvenser for mig selv. Trods kronisk sygdom og alle disse tab har jeg formået, at have en god og overskuelig hverdag. Jeg har formået at bevare en positiv livsholdning, humor og hele tiden set udfordringerne fra en positiv side. Jeg har indtil nu været i psykisk god balance. Dette kan også bekræftes af udtalelserne fra de to psykiatere jeg har været til under min sygdomsperiode. Den ene brugte formuleringen, at jeg var usædvanligt psykisk robust. Selvfølgelig er jeg psykisk påvirket af min sygdom og situation, men det er den manglede afklaring og ro, der gør, at jeg har let til tårer, når rehabiliteringsteamet sidder med min skæbne i deres hænder. Der er ingen logisk grund til at sende mig til psykolog og i endnu en arbejdsprøvning. Min tilstand at stationær. Men når jeg er under pres forværres min sygdom - væsentligt! Og det er pres selv i en meget, meget lille størrelsesorden. Det er ikke hverken min økonomi eller boligsituations skyld (bla. jfr. specialisterne på Frederiksberg hospital) – det er desværre en normal reaktion med sygdommen fibromyalgi. Jeg vil selvfølgelig gerne arbejde og være en god normal samfundsborger. Jeg kan bare ikke. De seneste 4 uger, efter rehabiliteringsteamets afgørelse har jeg haft det dårligere end nogensinde. Mine smerter er langt værre, søvnen er virkelig dårlig, og mit hjernemylder rigtig slemt. Jeg er dybt bekymret for det kommende års ressourceudvikling, og beder derfor teamet eller klageinstansen, om at tage dette op til ny vurdering. For hvis skyld skal min tilstand til stadighed forværres? Jeg har i øvrigt kontaktet egen læge, men har først kunne få tid samme dag som sidste frist for aflevering af denne klage. Hvorfor har jeg ikke fået en lægetid før? Fordi jeg ikke har haft overskud til det. Min sygdom og tilstand er kronisk. Både jeg, praktiserende læge, Frederiksberg Hospital og lægen på Valdemar skønner, at det bedste for mig vil være, at jeg får ro. På forhånd tak. Med venlig hilsen _________________________ XXXX Denne klage er formuleret og skrevet af XXXX, som er XXXX’s nære veninde igennem mange år. _________________________ Jeg sagde jo det ville blive langt. TAK igen. Ps. Jeg skriver straks til sagsbehandleren! Desværre nej, ingen fagforening.