Citat:
Oprindeligt indsendt af de7smådværge
Hej Nørd. Du skriver at " stationær " er en ulempe hvis man vil i fleksjob og længere nede at det er en nødvendighed, for at få fleksjob? Består det tveæggede sværd i at kommunen kan tolke det til egen fordel eller hvordan ?
|
Nemlig, kommuner vælger at betragte borgeren stationær når det er til deres fordel og ikke stationær når det er til deres fordel.
I starten af borgerens forløb er kommuner begyndt at bruge stationær tilstanden/påstanden til at standse ydelsen.
De kan ikke standse sygedagpengene alene med henvisning til deltidsjob / kontanthjælp, men hvis de påstår at borgeren er stationær, og påstår at borgeren kan arbejde så tilpas mange timer at han/hun ikke er berettiget til fleksjob / pension / revalidering /ressourceforløb så kan de pludseligt standse sygedagpenge og samtidigt forhindre borgeren i at få et jobafklaringsforløb.
Samme borger kan dog ikke få dagpenge, for der skal man jo være rask, og i dagpengesystemet betegnes rask som værende rask nok til at kunne arbejde henholdsvis 30 og 37 timer alt efter om man er deltid eller fuld tids forsikret.
Tilbage er kun muligheden for at arbejde, kontanthjælp, ægtefældeforsørgelse, nasse på familie / venner eller leve af opsparing.
Kommunen beslutter eksempelvis at borgeren kan arbejde eksempelvis 30 timer om ugen, dvs. uden arbejdsprøvning, og fordi borgeren er stationær vil han/hun ikke blive rask om han/hun så er på sygedagpenge resten af livet, altså kan man lige så godt standse ydelsen med det samme.
Da borgeren jo "vurderes" til at kunne arbejde 30 timer ugentligt, så er han/hun jo ikke i målgruppen for hverken fleksjob / pension / jobafklaring / ressourceforløb / revalidering og bliver derfor betragtet som selvforsørgende.
Hvis en borger er kommet hen i slutningen forløbet og dermed nærmer sig fleksjob / pension, fordi det er bevist at der ikke er nogen arbejdsevne eller alternativt en meget ringe arbejdsevne, så er det pludseligt til borgerens fordel at være stationær, for ifølge loven kan man ikke blive indstillet til hverken fleks eller pension uden at være stationær.
I denne situation kan det være i kommunens interesse at betragte borgeren som ikke stationær, for hvis ikke borgeren er stationær kan man jo altid håbe / formode / tro at hvis borgeren hives rundt i ressourceforløb med arbejdsprøvninger og andet "sjov" så kan det jo være at han/hun bliver mere rask med tiden og kan komme tilbage til det ordinære arbejdsmarked.