Det ER svært at få tilkendt flex og førtidspension, når man er ung, men ikke umuligt. Hvis man er ung, skal de være tilbageholdende, men er arbejdsevnen der ikke, er den der ikke. Slut punktum. Der findes faktisk en principafgørelse om fibromyalgi. Jeg kan ikke huske præcist, hvad den indeholder, men jeg tror, den vil kunne hjælpe dig - måske een af de andre her på boardet kan finde den?
Jeg er selv 33 år, har et barn på 7 år, og lider af Systemisk Lupus, Sjøgrens syndrom (begge giver smerter og kronisk træthed) og kronisk betændelse i det underliggende nervesystem, så jeg har en god idé, tror jeg, om det, du går igennem nu.
For 2½ år siden stod jeg med samme valg som dig - fleks eller førtidspension. Jeg overvejede først at søge om fleks, men min læge fik mig til at lave en HELT ærlig dagbog over alt, hvad jeg lavede i løbet af en dag, og kom frem til, at jeg max havde 5 gode timer på en god dag - og i den tid indgik også måltider, afhentning af barn etc. Der var bare ikke plads til et job, og slet ikke hvis jeg også skulle varetage mit barns tarv. Ergo søgte jeg pension. Jeg vil foreslå dig at gøre det samme: Skriv alt ned - lige fra du vågner om morgenen, til du går i seng om aftenen. Skriv også ned, hvad du har svært ved, og det som bekymrer dig mest. Har du en god læge, så bed om en samtaletid og vend det med vedkommende. Søger du pension / fleks kommer din læge under alle omstændigheder til at være en del ind over, så en god læge er guld værd. Min har i hvert fald været en enorm støtte.
Selve ansøgningsprocessen har været lang og hård for mig - meget værre end forventet. Jeg havde min alder og min uddannelse imod mig, og kommunen har begået den ene ulovlighed efter den anden i min sag. Vælger du at søge pension, vil jeg virkelig, virkelig råde dig til ALTID at have en bisidder med, der har et klart overblik, og som kan støtte dig. Sørg for at have styr på dine paragraffer, for du kan ikke tage for givet, at din sagsbehandler har det. Går der lang tid, så RYK - jeg lod stå til, fordi jeg var bange for at skade min sag, men nu er jeg faldet for 2 års grænsen, så de har stoppet mine sygedagpenge, og efterladt mig uden forsørgelsesgrundlag, da jeg er gift, og min mand derfor har forsørgerpligt for mig. Pt. har de afslået min ansøgning, fordi jeg ikke har været i arbejdsprøvning (egen læge, speciallæge fra Rigshospitalet samt kommunens 2 egne lægekonsulenter siger alle, at der ikke er andet for end pension, og 2 af dem skrev direkte, at jeg ikke kunne tåle en arbejdsprøvning, da det kun vil forværre min sygdom), og de vil ikke tilbyde mig en arbejdsprøvning, fordi de 2 år er gået, og de har 'lukket' min sag. Det er selvfølgelig bundulovligt, og jeg er i gang med at klage, men faktum er, at jeg kommer til at stå uden forsørgelsesgrundlag i måneder pga. kommunalt smøl og ligegyldighed overfor gældende lov.
Jeg kender også til det med ikke at kunne overskue hjemmet. Jeg ved, der er forskellige muligheder for at få hjælp, men jeg har ikke søgt endnu, da jeg hele tiden har troet, at jeg 'snart' ville få tilkendt min pension.
Men jeg er sikker på, der er andre herinde, som har tjek på det.
Jeg håber ikke, det er alt for demotiverende, det, jeg har skrevet. Det er bestemt ikke meningen. Jeg ville bare selv ønske, at jeg havde haft en mere realistisk forståelse af vores 'velfærds'system, før jeg startede, så jeg kunne have undgået nogle af de faldgruber, jeg røg i.
Du skal også huske, at de kun giver sygedagpenge i max 2 år (de kan forlænge med 2 x 13 uger ekstra), og sagsbehandlingstiden kan være laaang, så vil du søge, skal du søge snart, så du ikke risikerer at ende uden indkomst, som jeg gjorde det.
Held og lykke med det hele.
