[Rytter16]

Hej allesammen!
Jeg ved ikke om det er det rigtige sted, men jeg prøver alligevel.
Historien kort:
Jeg har arbejdet på en virksomhed i ca. 20 år som en, følte jeg, betroet medarbejder, med lovning på personlig udvikling osv. Mit arbejde var stressbetonet og hvad dertil måtte høre. Jeg mente ikke virksomheden helt levede op til det lovede og klager min nød, via mail til HR-afd. De sender min besked videre til fabrikschefen, som indkalder mig til at stå skoleret hos ham.
Her får jeg at vide at jeg bare kan tage en uddannelse, eller pisse ned i produktionen, ellers er det ud af vagten
Det resulterer i, at da jeg skal tage bussen hjem senere, kan jeg ikke finde ud af køreplanen. Jeg får kontaktet lægen og bliver sygemeldt med depression. Efterfølgende bliver jeg fyret (tak for det), og går sygemeldt. Jeg kommer omkring jobcentret. Jeg vil gerne skifte spor og vælger en pædagogisk uddannelse. Denne gennemfører jeg (er tæt på at stoppe flere gange), på SU og SU-lån. Har svært ved efterfølgende at finde job, men finder et på en skole, hvor jeg er støtte på en dreng.
Jeg får en dag en konflikt med drengen (dem er jeg vant til), og så vælter læsset bare. Jeg sætter mig efterfølgende ud i bilen og tuder. Jeg må efterfølgende sygemeldes og får stillet 5 timers psykologhjælp til rådighed. Her får jeg at vide at jeg har haft en stressrelateret akut belastningsreaktion. Jeg bliver opfordret af jobcenteret til at køre en sag hos arbejdsskadestyrelsen, så de kan forlænge mine dagpenge. Jeg får sagen afvist trods anke, da psykiske sygdom ikke kan anerkendes. Jeg bliver henvist til psykiater samtidig med psykolog. Jeg bliver undersøgt og testet, medicineret. Testene er ikke opløftende og psykiateren taler om udbrændthed og overvejer om der skal åbnes en pensionssag.
Jeg har sagt at jeg føler mig som belastning (jeg ved at jeg er det) for mine omgivelser, familie osv. Ærligt magter jeg ikke og kan IKKE overskue flere års ressourceforløb osv. Så tager jeg hellere mit eget liv, så får ALLE ro og kommunen sparer penge og jeg er ikke til last. Det er min ærlige mening.
Mentalt klarer jeg ikke meget mere.
Min hustru mener at en pension vil være det bedste for mig, da det vil give mig den nødvendige ro.
Min alder er +50 og jeg er kun i a-kasse.
Hvad skal jeg gøre.....????