Hej updown
Selvtak.
Er rigtigt glad for at læse at du har kontakt til tidl. soldaterkollegaer, som er gode venner, og du der også har nogle at tale med og støtte dig i at få en afklaring, så du fremadrettet kan få gjort noget i forhold til dette. Følg deres råd omkr. kontakt til din prak. læge og tidl. kaserne, hvor du var ansat, og rådgivning et af de nævnte steder. Lav evt. en aftale med én af dine venner, (f.eks. 1 uge el. 14 dage), at denne vil spørge dig om du har fået taget kontakt for hjælp. Nogle gange hjælper det, at man også står til ansvar overfor andre om man har handlet.
Det er ikke unormalt for PTSD, at man undgår situationer, som kan minde om el. skal tale om ting, som har været udløsende for PTSD. Der må tages tilløb, og derfor er det rigtigt godt, at have nogle til at give et venskabeligt og blidt skub hen mod en hjælp og afklaring, hvor de samtidig fastholder det fornuftige i at gøre netop det der er vanskeligt for én. Lyt til dem, og tag tilløb.
Der har været en del misforståelser el. rigid holdning til, hvornår symptomerne til PTSD indtræffer, og der er stadig en del firkantede holdninger til, hvad der kan udløse det. Min personlige holdning er: mennesket sind er meget plastisk og derfor kan det være forskelligt, hvad der udløser PTSD el. andre sygdomme i sindet. Ligesom det er forskelligt, hvor megen robusthed (korrekte term er resilience) man har. Ligesom den kan blive slidt over tid, hvis man ikke får tid til at komme sig over hændelsen el. ikke får bearbejdet den, før der kommer en ny.
Det gør det sikkert ikke nemmere, at du har en holdning (og en personlighed?), der
Citat:
|
at der er mennesker som har det værre end jeg, og man skal ikke brokke sig, eller lade sig gå på.
|
. Ja, der er sikkert nogen der har det værre el. har større problemer end én selv, men det kommer man ikke selv videre med at fortælle én selv, hvis man har problemer, der kan blive større og give en et meget ringe liv, hvis man ikke søger hjælp i tide. Efter min mening, må man kun bruge den slags tænkning til ikke at få for megen selvmedlidenhed, og ikke til at undgå at handle, når hjælp udefra er nødvendig for igen at blive mere velfungerende. Alle har brug for at en dagligdag, hvor man har det rimeligt med "peak" af glæde, lykke og ro indeni. Og mindre el. ingen mareridt el. flash back.
Når du søger rådgivning/hjælp vil du i de fleste tilfælde opleve, at blive mødt stor proff., imødekommende og medmenneskelig respekt for, at det kan være svært at tale om. Og husk at det altid er tilladt, at sige: "Lige nu er det svært at tale om, må jeg lige tage en lille pause uden at sige noget" og få hold på dig selv.
Hvis du meditere (hvis ikke kan jeg anbefale dette), så kan du også bruge teknikken herfra til at få ro på i hovedet selvom du sidder i et rum m. andre. Bed om pause, luk øjnene nogle min. og find samme tilstand/rum, som under meditationen.
Fik du forøvrigt set filmen: "Free the mind" fra 2012, da den var i biffen? Hvis ikke, så er der i denne film også 2 veteraner, der lider af PTSD og som får det bedre ud fra mindfulness principper om bevidst tilstedeværelse i nuet. Filmen viser ikke noget fra fortiden, dvs. billede omkr. hvad der er sket, men kun fokusere på interviews med disse 2 og behandlingen. Plusen dreng m. ADHD. Hvis ikke du har set den, kan du låne den via kbh. bibl., dog kan jeg se der pt. er lidt over en mdr.s ventetid pga. de kun har 2 stk. Men du kan også bestille den via
www.bibliotek.dk hjem til dit eget nærmeste bibl.
Ang. din kommende spec.lægeundersøgelse hos psykiater, så husk også her er det tilladt, at bede om en kort pause. Og husk især under denne undersøgelse ikke at have attituden: andre har det værre, det går nok ect. Da undersøgelsen gerne skulle give et reelt billede af din tilstand. Mød derfor også op, hvis ud ikke har fået megen søvn pga. mareridt og påtal at du det i stat af samtalen. Med andre ord vær dig selv uden filter. Og hvis det bliver for voldsomt for dig, så sig det, så må psykiater tage hensyn. Sørg selv for at alle de traumatiske hændelser bliver nævnt (uanset om der ikke gås i dybden med selv selve hændelse, men de symptomer du efterfølgende fik). Og måske vil det være godt, at du enten har nogen, der henter dig og I kan følges hjem el. du har en aftale om at kunne kontakte én samme dag for at kunne snakke/el. bare være tilstede uanset tidsrum, hvis der skulle komme nogen reaktion pga. denne undersøgelse. Hvis du måske har det bedst med at "krybe i flyverskjul", så gør det, men hav stadig en "livlinje" du kan kontakte, om ikke andet pr. telefon. Og lav ingen aftaler den flg. dag, hvor du hiver alt ned fra "hylderne", som du ved er rart og godt for dig selv. F.eks. ro, stille meditativ musik, god mad, en gåtur i naturen ect.
Du skal nok regne med, at det er samtalen hos psykiaterne vil foregå som en slags temainterviews, hvor der ind i mellem vil blive spurgt nærmere ind, og at en del vil være fakta og barndom fra start. Hvis du bliver tryg af viden og en vis kontrol, så læs evt. her for hvad en konkret psykiater bør gennemgå i sådan en undersøgelse. Men hjælp til at der kommes rundt om de akutelle begivenheder og efterflg. problemer og symptomer, som kan have udløst PTSD.
Mange hilsner
Gunvor