[FrkM]

Æbleplukker:
Retrospektivt er det tydeligt at jeg har været bipolar i mange år inden diagnosen blev stillet. Fra min første kontakt til psykiatrisk afdl. og til diagnosen blev stillet gik der ca 3 mdr. Jeg har været så heldig at jeg ikke har skullet igennem mange forskellige præparater. Seroquel og Lamictal er derfor det eneste jeg har prøvet efter min diagnose blev stillet.

I perioder har jeg været ordineret antidepressivt medicin ved egen læge. Da diagnosen ikke var stillet vidste hverken min læge eller jeg at jeg var bipolar. Det antidepressive medicin gjorde mig gerne hypomanisk. Resultatet var at jeg svingede jeg mellem depressioner og (hypo)manier alene fordi jeg fik antidepressivt medicin. Den type medicin er simpelthen en manibooster for mig. I dag ved jeg derfor, at antidepressivt medicin er fuldstændig udelukket for mig.

Jeg kan godt forstå at du er bange for bivirkningerne af medicin, men min egen oplevelse er, at mine "bivirkninger" af at være umedicineret bipolar helt klart overstiger bivirkningerne ved medicinen. Med medicinen er jeg i stand til at leve et liv med en langt højere grad af livskvalitet end hvis jeg ikke tog medicin. Faktisk tror jeg at medicinen er en forudsætning for at jeg kan holde mig i live og en forudsætning for at jeg kan være en nærværende og stemningsneutral mor.

Min opfordring er helt klart, at du skal forsøge at overvinde din skepsis for medicinen. Den første tid med medicinen er hård, bivirkningerne klinger af - det er i hvert fald min personlige erfaring + mange borgere gennem tiden har fortalt mig at de har oplevet det samme. I optrapningsperioden vil du blive fulgt tæt af psykiater så hvis du får uheldige handlemønstre vil der kunne blive reguleret i din medicin med det samme.