Hej med jer
Ja overskriften er god nok. Jeg gør en meget lang historie ultra kort.
Jeg har haft smerter og lidt og ufattelig træthed siden jeg var ca. 12. Besøg hos flere læger og speciallæger uden diagnose. Dog med papirer på, at jeg er hypermobil og har problemer med bækkenet.
I 2008 får jeg ny læge, som diagnosticerer mig med fibromyalgi. Jeg kommer til scanning via reumatolog, hvor de finder ud af, jeg har en diskusprolaps i lænden og på Frederiksberg hospital bekræfter de egen læges diagnose af fibromyalgi. Min funktionsevne bliver målt som svarende til en 80-årigs. Jeg er 31 år.
Min arbejsprøvning går rigtig dårligt og min fibromyalgi bliver stærkt forværret herunder. Kommunen har fået lægens udtalelse på dette. Jeg kommer ikke op på kommunens ønskede 12 timer og det tager mig over 3 måneder at komme mig oven på arbejdsprøvningen. Kommunen har fået min dagbog herfra.
Min sagsbehandler vil ikke indstille til revalidering, skriver at visitering til fleksjob er formålsløst men vil heller ikke indstille til pension. Hun udtaler her mundtligt, at hvis jeg var 50 år, ville det ikke være et problem og at hun ikke vil indstille en 31-årig til pension. Jeg er derfor tvunget til selv at søge.
Jeg får som ventet afslag og sagen er nu i beskæftigelsesankenævnet.
Under alt det her beder jeg Københavns Kommune om hjælp til en anden bolig, da jeg bor på 2. sal og ikke selv kan komme op og ned uden store smerter og problemer. De vil ikke hjælpe.
Vi er derfor tvunget til at flytte kommune, bruger alle forbindelser og har nu fået en lejebolig i Gladsaxe. Et et-plans lille rækkehus.
Grundet flytningen bliver min sag sendt til den nye kommune, som den 14. oktober sender en dagpengespecifikation til mig, hvor der står, at det er sidste dagpengeudbetaling og at den nu stopper pga. varighedsbegrænsningen. Gladsaxe Kommune har givet mig sygedagpenge for den ene dag, det tog deres system at lukke for min udbetaling automatisk.
Jeg kontakter min fagforening, som siger, at ankestyrelsens retspraksis og forvaltningslovens garantiforskrift er, at jeg skal have en partshøring og at der også skal foreligge en afgørelse, inden de kan stoppe mine sygedagpenge.
Min nye sagsbehandler i Gladsaxe vil ikke ændre på noget og siger, at partshøringen og afgørelsen må Københavns kommune klare og at de vil sende sagen tilbage til dem.
Alene og forladt af systemet står jeg tilbage med sygedagpenge, som er stoppet 3 uger tilbage i tiden. Jeg er ikke partshørt. Jeg har ikke modtaget en afgørelse og jeg er lusen mellem to negle i et såkaldt velfærdssamfund, hvor alle kommunerne er så opsat på at spare penge, at syge som jeg ikke kan få blot en smule hjælp.
Kontanthjælp kan jeg ikke få, da min mand akkurat tjener det, der svarer til to gange kontanthjælp.
Jeg er møg ked af det og hamrende tosset, da de rammer mig på min retfærdighedsfølelse.
Jeg ved, at kommunen gør noget ulovligt og står tilbage og kan gøre absolut intet. Det er ikke fair
