Mødet med Rehabt team her i formiddags var ikke nogen skovtur! Det var rent faktisk én af mit livs mest ydmygende og forfærdeligste oplevelser! Jeg prøver at beskrive det lidt. I må undskylde hvis I synes, denne læsning ikke lige er sådan velformuleret.
Slaget var jo tabt på forhånd... Dét der, at man selv har mulighed for at forklare sig, når man nu møder de mennesker, der indstiller, hvad der skal ske. Næ, det var slet ikke sådan det foregik! På trods af én af mine bisidders velmente indsigelser. Hun blev bare afbrudt på det groveste og bedt om at ikke udtale sig om min arbejdsevne. Jeg blev virkelig helt mundlam og forvirret. Det eneste, som jeg husker jeg fik sagt var, at siden jeg indgav min ansøgning (over 1år siden), var min tilstand i mellemtiden blevet kronificeret (hviket kan bevises i form af en ny stattusattest fra Distriktpsykiatrien) og at jeg hverken mentalt eller fysisk havde nogen evne til at sørge for mig selv.
En ret skrap formand sagde lige med det samme, at teamet ville indstille til afslag med den begrundelse at ud fra det foreliggende grundlag, havde de vurderet, at ikke alle behandlingsmuligheder var udtømte. Og så sagde em dame fra beskæftigelsesområdet, som snakkede på en måde og en tone, der mindede mig meget om Inger Støjberg, at man da gerne vil hjælpe borgere som er for syge til at gå på arbejde, at hvis de bare arbejder 1 time om ugen... Hende fra sundhedsområdet skulle oveni købet lige bemærke, at jeg er en "velbehandlet" HIV-smittet, og påstår at min funktionsevne var derfor ikke påvirket... Altså uden at nævne noget som helst om mine andre konkurrende somatiske og psykiske lidelser!
Efterfølgende, så vidt jeg kan huske, var der så tale om at jeg jeg skulle trække min ansøgning tilbage og ansøge om et ressourceforløb...
Jeg blev efter nogle få minutter rigtig dårlig, kunne ikke gennenskue situationen. Måtte forlade lokalet og følges ud på toilettet af én min bisidder, som er en sygeplejerske fra DPC. Jeg blev udenfor resten af tiden, og fik ikke lyst til at komme tilbage indtil hele cirkus skulle afsluttes.
Jeg var så udmættet, at jeg ville bare hurtigt hjem til mig selv. Sat dog og snakkede lidt ved et rundt bord med mine bisidder (en socialrådgiver og en sygeplejerske) samt sagsbehandleren fra JC /sygedagpenge. Jeg kunne slet ikke tage nogle beslutning eller stlling til noget. Men har aftalt at mødes med socialrådgiveren fra DPC i næste uge for ar drøfte med hende hvad der er bedst.
Det er svært at beskrive sådan rigtigt, hvad jeg føler lige nu, også selvom om mine forventninger til at få medhold var lave... nok at jeg, ligesom mange af jer medmennesker, skulle bare gøres op i kroner og øre.
Jeg ved intet om det kan betale sig at anke, efter jeg har fået afgørelsen fra kommunens pensionsudvalg. Hvad synes I?