Jeg er opdraget med at man klare sig selv og self ikke tager imod offentlige ydelser (du ved god gammeldags opdragelse
). At jeg så er sygemeldt nu har min familie accepteret MEN kan mærke de har lidt svært ved at forstå det helt. Istarten var det den der "du skal bare finde noget du kan holde til" og den får jeg stadig lidt af. Jeg er nu nede på 15 timer i kontor/diverse opgave og har fået onsdag fri til at slappe af. Alligevel er der dage hvor jeg bliver nødt til at gå før tid pga smerter og udmattelse(lider af HMS og venter svar på fibromyalgi). Når jeg så kommer hjem får jeg ikke gjort rent meget i hjemmet fordi jeg er helt bombet så har evig dårlig samvittighed over huset ligner et bombet lukum. Til trods for dette, at jeg kan se jeg ikke bare går hjem og pjækker og knap kan overskue min hverdag har jeg det MEGET MEGET dårligt med alle de dage jeg skal gå før tid føler det er et nederlag hver dag. Jeg vil helst have et flexjob selvom jeg jo godt kan se jeg ikke engang kan holde til 15 timer om ugen mere og føler mig alt for ung til pension hvilket ville være endnu et psykisk nederlag for mig. Foruden dette er jeg blevet ressistent overfor ALT det smertestillende jeg kunne få så kan ikke engang få hjælp fra pillerne af mere. Har 2 slags men de kan bruges MAX en gang om ugen og bliver mindre og mindre virkning da mine krop genkender dem LYN hurtigt.
Hvordan får man vænnet sig til at man altså er syg flere af mine venner spørger hvorfor jeg ikke søger pensionen men VED jeg som 25 årig ikke får den på HMS og føler det er helt forkert jeg så ungt skal overveje det. Hvad gør i for at håndtere den dumstædige stolthed
