K10 - Flexjob & Førtidspension - Se enkelt indlæg

Stella · 02-04-2008, 10:49

Kronik I sin helhed er nu tilgængelig...virkelig god rapport fra en der har været vikar...

Job- eller flopcentre?

Som en del af kommunalreformen i 2007 udvalgte Beskæftigelsesministeriet 14 kommuner, der havde ansøgt om at få et pilotjobcenter: Et enstrenget system, hvor kommunerne har overtaget beskæftigelsesindsatsten for både forsikrede ledige og kontanthjælpsmodtagere. Ideen er, at borgerne nu kun behøver at henvende sig et sted, og at sagsbehandlingen dermed skulle blive mere effektiv. Efter at have arbejdet som sagsbehandlervikar i tre måneder gør kronikøren status

1. april 2008

Af: Peter Gorm Larsen

Også i København skal tre nye jobcentre sørge for, at mødet med systemet kommer til at handle om job frem for forsørgelse. Her ventetid hos ydelsesservice.

Pilotjobcentrene gik i luften i januar 2007. Naturligvis vil ny organisering skabe problemer, men her råber det til himlen om uigennemtænkt lovgivning, forvaltning og for få ressourcer.

Mange medarbejdere har tilsyneladende fundet anden beskæftigelse eller er langtidssyge. Forventninger og sagsmængder er urealistisk store. Når Beskæftigelsesministeriet og kommunerne skal evaluere pilotjobcentrene, er det interessant at undersøge, hvem der er blevet tilbage. Er det veluddannede og erfarne socialrådgivere, der er rejst? Er det HK-personale, som ikke har nogen formel samfundsfaglig viden, der sidder tilbage?

Som sagsbehandler for borgere, der har andre problemer end ledighed, viser en uformel opgørelse, at borgerne i løbet af ét år har oplevet ca. fire forskellige sagsbehandlere på jobcenteret. Hver 3. måned har borgere skulle fortælle deres historie til en ny sagsbehandler. Da sagerne ofte har 'ligget' i mange år, er mapperne fyldt med notater, lægepapirer, journaludskrifter, arbejdsprøvninger, personlighedsundersøgelser osv. som den nye sagsbehandler skal sætte sig ind i. Det tager tid. Borgere er frustrerede over, at de igen og igen skal møde nye sagsbehandlere. Bedre bliver det ikke, når de opdager, at de skal starte på ny. Dette er katastrofalt, ikke mindst fordi en del har psykiske diagnoser. I nogle tilfælde fristes man til at tro, at det er systemet, der har gjort dem syge! Det slider at vente på hjælp.

Borgere og sagsbehandlere har svært ved at se fordelene ved det enstrengede system. Når det handler om borgerens ydelse, skal borgeren ikke henvende sig til jobcentret, men ydelseskontoret på rådhuset eller A-kassen. Borgerens evt. manglende fremmøde på aktiveringssteder eller til pålagte samtaler skal ind omkring jobcentret, som så melder videre til ydelseskontoret. Kontanthjælpsmodtageren skal vandre mellem jobcentret og ydelseskontoret. Borgere er i tvivl om, hvem der har kompetencen til at træffe afgørelse i deres sag.

Kontanthjælpsmodtagere oplever ofte at have mange sagsbehandlere i det enstrengede system. De kan have en sagsbehandler på jobcenteret, i socialforvaltningen, i familieafdelingen, i misbrugsafdelingen og på en af de kommunale institutioner, de bliver behandlet eller aktiveret i. Som led i 'snitfladekampen' kriges sagsbehandlere og deres ledere om, hvem der skal være borgernes ultimative 'tovholdere'. Er det socialafdelingen, misbrugsteamet eller jobcentret eller andre? Taberne er borgerne, som ikke får løst deres problemer.

Strukturreformen betyder, at kontanthjælpsmodtagere, som tidligere kunne gå ned på det lokale rådhus, nu skal bevæge sig over store afstande for at komme ind til jobcentret, rådhuset eller aktiveringsstedet. Ofte har de ikke bil eller knallert.

Tidsfrister og ikke behov

Som ledig har man krav på at få en samtale hver 3. måned. Det er et godt princip, men det bliver ineffektivt, når alle ressourcer sættes ind på at overholde fristen. Når langvarigt syge, narkomaner, alkoholikere, personer i familiemæssige kriser, kriminelle og alle andre kaldes ind til samtaler blot for samtalernes egen skyld. Det er spild af ressourcer. De bliver ikke selvforsørgende af en samtale. De har brug for gode tilbud givet på baggrund af grundig tværfaglig sagsbehandling udført af teams.

Jobcentrene måles på om tidsfrister overholdes. Det er mindre vigtigt, at sagsbehandlingen er overfladisk og ikke skaber varige løsninger for borgerne. Pilotkommunerne straffes økonomisk, hvis ikke fristerne overholdes. Et andet mål er, om revisionen finder fejl. Det er jura og viser ikke, om borgerne får den nødvendige hjælp.

Som sagsbehandler bruger man meget tid på at følge op på borgerens andre sagsbehandlere. Man kontrollerer, at de har overholdt tidsfristen. Helt galt bliver det, når pilotjobcentret har udliciteret medborgere til en anden aktør (privat firma). Firmaet hjælper i øvrigt kommunen med at evaluere jobcentret!

De langvarigt ledige har fået en 'ny chance' hos den anden aktør. Borgere må opleve, at de skal starte forfra. Ikke nok med at anden aktør ikke har stor erfaring med området, men som sagsbehandler skal man også følge op på anden aktør. Ny chance er givet til borgere, som f.eks. bor på krisecenter, har store familiemæssige problemer, er kronisk syge, misbrugere osv. De er så 'heldige', at de i adskillige timer hver dag må opholde sig i et rum hos anden aktør. Hvis de nægter, trækkes de i kontanthjælpen.

Regeringens fritvalgsordninger gælder ikke her. Jeg får associationer til kz-lejrene, som sendte arbejdskraft ud til private firmaer i nærheden. Arbeit Mach Frei synes at være kernen i beskæftigelsespolitikken. Her sidder de uheldige stakler så. Nogle stirrer tomt ud i luften, andre læser aviser og surfer lidt rundt på nettet. Kaffen er gratis. Er det progressiv neoliberal sagsbehandling?

Tovholdere bag skærme

Mødet med borgeren skaber ofte sympati hos sagsbehandleren. Det giver problemer, fordi man går i gang med at finde løsninger, som der ikke er afsat tid eller penge til. Kommunen har et budget, som skal overholdes. Derfor sker mange opfølgninger over telefonen. Ofte taler man ikke med borgeren. Man kontakter en anden af borgerens sagsbehandlere, som burde have talt med borgeren. Derfor er der ikke mange borgere på jobcentret. I stedet ses sagsbehandlere gemt bag pc-skærme. Der skrives på livet løs. Borgernes mapper bliver tykkere. Jeg har kun fantasi til at forestille mig lignende procedurer i det tidligere Østtyskland.

På grund af manglende tid er man begyndt at udlicitere mødet med borgerne. Hvis man skal hjælpe en borger med et tilbud, skal der fremstilles en jobplan og en ressourceprofil. Samtalen i forbindelse med ressourceprofilen er en mulighed for at få et indtryk af borgeren. Opgaven henlægges nu til det private firma eller revalideringscentret. Det betyder, at man som tovholder måske aldrig har mødt borgeren. Som tovholder er man myndighedspersonen, som kan indstille borgeren til revalidering, fleksjob eller pension. Sagsbehandlingen er ansigtsløs. Risikoen er, at den derfor bliver umenneskelig.

Som led i forsøget skal de langtidsledige kontanthjælpsmodtagere nu indkaldelse til samtale en gang om ugen. Opfølgningerne hver 3. måned har stort set nedbrudt systemet og medarbejderne på pilotjobcentret. Det er ikke muligt at ansætte uddannet personale, selv om man månedligt har stillingsannoncer i den lokale avis, der lokker med en konsulenttitel. Ikke desto mindre er kommunen gået ind i projektet. På trods af, at der officielt næsten ingen ledighed er i kommunen, er alle kommunens tilbud fyldt til bristepunktet! Hvad skal man som sagsbehandler stille op over for de indkaldte borgere, som man nu skal møde ansigt til ansigt hver uge? At tro, at en samtale kan ændre på noget, er mere end naivt. Dels fordi man ikke kan give borgerne et tilbud, og dels fordi mange har været i systemet i adskillige år.

Mange kontanthjælpsmodtagere vil aldrig få et normalt 37 timers arbejde. Ikke fordi de ikke ønsker det, men fordi de er syge, har sociale problemer eller har en adfærd, der er afvigende. Virksomhederne vil ikke ansætte dem.

Problemet for beskæftigelsesministeren er, at på trods af avancerede elektroniske sagsbehandlingssystemer, er det stadigt vanskeligt at sikre sig, at manden med migræne, kvinden, der er lam i begge ben, den unge mor med depression, hustruen som bliver banket af manden, skolelæreren der er gået ned med stress, narkomanen og alkoholikeren nu også står til rådighed i 37 timer. I dag skal ledige ind på nettet en gang om ugen og fortælle, at de står til rådighed. De skal sende mindst fire jobansøgninger om ugen. Den næste ide fra ministeren kunne handle om elektroniske fodlænker med GPS. De bliver sat på et udsnit af ledige fra de nye pilotjobcentre. På computerskærme kan vi så se, hvor X opholder sig, når X ikke lige tager telefonen. På den måde kan vi være sikre på, at krøblingen, den depressive, den nedslidte og den lamme er til rådighed i forhold til det forestillede arbejdsmarked.

Hvem evaluerer?

Hvem og hvordan evalueres pilotjobcentrene? Det bliver interessant at se, om evalueringen viser, at centrene er blevet bedre til at løse borgernes problemer. Det handler jo ikke kun om, at borgere bliver selvforsørgende, men også om at de faktisk bliver indstillet til den revalidering, det fleksjob eller den førtidspension, de har krav på ifølge lovgivningen. At borgere oplever, at de bliver behandlet værdigt, og får gode tilbud.

At ledigheden falder, fortæller intet om effekten af de nye pilotjobcentre. At centrene aktiverer borgerne betyder ikke, at deres problemer bliver afhjulpet. En anden ting er, at kommunen får en økonomisk kompensation, når borgerne er i aktivitet. Så tæller de heller ikke med i ledighedsstatistikkerne!

Som sagsbehandlervikar og borger håber jeg at kunne se frem til en professionel og uafhængig evaluering af de 14 pilotjobcentre. Jeg tror desværre, at konklusionen bliver, at der er tale om flopcentre i stedet for jobcentre!

Peter Gorm Larsen er cand. scient. pol.

Man kan skrive kommentarer.

02-04-2008, 10:49	#2
Stella Jeg bor her på K10 Tilmeldingsdato: 14-10 2005 Indlæg: 3.069 Styrke: 28	Kronik I sin helhed er nu tilgængelig...virkelig god rapport fra en der har været vikar... Job- eller flopcentre? Som en del af kommunalreformen i 2007 udvalgte Beskæftigelsesministeriet 14 kommuner, der havde ansøgt om at få et pilotjobcenter: Et enstrenget system, hvor kommunerne har overtaget beskæftigelsesindsatsten for både forsikrede ledige og kontanthjælpsmodtagere. Ideen er, at borgerne nu kun behøver at henvende sig et sted, og at sagsbehandlingen dermed skulle blive mere effektiv. Efter at have arbejdet som sagsbehandlervikar i tre måneder gør kronikøren status 1. april 2008 Af: Peter Gorm Larsen Også i København skal tre nye jobcentre sørge for, at mødet med systemet kommer til at handle om job frem for forsørgelse. Her ventetid hos ydelsesservice. Pilotjobcentrene gik i luften i januar 2007. Naturligvis vil ny organisering skabe problemer, men her råber det til himlen om uigennemtænkt lovgivning, forvaltning og for få ressourcer. Mange medarbejdere har tilsyneladende fundet anden beskæftigelse eller er langtidssyge. Forventninger og sagsmængder er urealistisk store. Når Beskæftigelsesministeriet og kommunerne skal evaluere pilotjobcentrene, er det interessant at undersøge, hvem der er blevet tilbage. Er det veluddannede og erfarne socialrådgivere, der er rejst? Er det HK-personale, som ikke har nogen formel samfundsfaglig viden, der sidder tilbage? Som sagsbehandler for borgere, der har andre problemer end ledighed, viser en uformel opgørelse, at borgerne i løbet af ét år har oplevet ca. fire forskellige sagsbehandlere på jobcenteret. Hver 3. måned har borgere skulle fortælle deres historie til en ny sagsbehandler. Da sagerne ofte har 'ligget' i mange år, er mapperne fyldt med notater, lægepapirer, journaludskrifter, arbejdsprøvninger, personlighedsundersøgelser osv. som den nye sagsbehandler skal sætte sig ind i. Det tager tid. Borgere er frustrerede over, at de igen og igen skal møde nye sagsbehandlere. Bedre bliver det ikke, når de opdager, at de skal starte på ny. Dette er katastrofalt, ikke mindst fordi en del har psykiske diagnoser. I nogle tilfælde fristes man til at tro, at det er systemet, der har gjort dem syge! Det slider at vente på hjælp. Borgere og sagsbehandlere har svært ved at se fordelene ved det enstrengede system. Når det handler om borgerens ydelse, skal borgeren ikke henvende sig til jobcentret, men ydelseskontoret på rådhuset eller A-kassen. Borgerens evt. manglende fremmøde på aktiveringssteder eller til pålagte samtaler skal ind omkring jobcentret, som så melder videre til ydelseskontoret. Kontanthjælpsmodtageren skal vandre mellem jobcentret og ydelseskontoret. Borgere er i tvivl om, hvem der har kompetencen til at træffe afgørelse i deres sag. Kontanthjælpsmodtagere oplever ofte at have mange sagsbehandlere i det enstrengede system. De kan have en sagsbehandler på jobcenteret, i socialforvaltningen, i familieafdelingen, i misbrugsafdelingen og på en af de kommunale institutioner, de bliver behandlet eller aktiveret i. Som led i 'snitfladekampen' kriges sagsbehandlere og deres ledere om, hvem der skal være borgernes ultimative 'tovholdere'. Er det socialafdelingen, misbrugsteamet eller jobcentret eller andre? Taberne er borgerne, som ikke får løst deres problemer. Strukturreformen betyder, at kontanthjælpsmodtagere, som tidligere kunne gå ned på det lokale rådhus, nu skal bevæge sig over store afstande for at komme ind til jobcentret, rådhuset eller aktiveringsstedet. Ofte har de ikke bil eller knallert. Tidsfrister og ikke behov Som ledig har man krav på at få en samtale hver 3. måned. Det er et godt princip, men det bliver ineffektivt, når alle ressourcer sættes ind på at overholde fristen. Når langvarigt syge, narkomaner, alkoholikere, personer i familiemæssige kriser, kriminelle og alle andre kaldes ind til samtaler blot for samtalernes egen skyld. Det er spild af ressourcer. De bliver ikke selvforsørgende af en samtale. De har brug for gode tilbud givet på baggrund af grundig tværfaglig sagsbehandling udført af teams. Jobcentrene måles på om tidsfrister overholdes. Det er mindre vigtigt, at sagsbehandlingen er overfladisk og ikke skaber varige løsninger for borgerne. Pilotkommunerne straffes økonomisk, hvis ikke fristerne overholdes. Et andet mål er, om revisionen finder fejl. Det er jura og viser ikke, om borgerne får den nødvendige hjælp. Som sagsbehandler bruger man meget tid på at følge op på borgerens andre sagsbehandlere. Man kontrollerer, at de har overholdt tidsfristen. Helt galt bliver det, når pilotjobcentret har udliciteret medborgere til en anden aktør (privat firma). Firmaet hjælper i øvrigt kommunen med at evaluere jobcentret! De langvarigt ledige har fået en 'ny chance' hos den anden aktør. Borgere må opleve, at de skal starte forfra. Ikke nok med at anden aktør ikke har stor erfaring med området, men som sagsbehandler skal man også følge op på anden aktør. Ny chance er givet til borgere, som f.eks. bor på krisecenter, har store familiemæssige problemer, er kronisk syge, misbrugere osv. De er så 'heldige', at de i adskillige timer hver dag må opholde sig i et rum hos anden aktør. Hvis de nægter, trækkes de i kontanthjælpen. Regeringens fritvalgsordninger gælder ikke her. Jeg får associationer til kz-lejrene, som sendte arbejdskraft ud til private firmaer i nærheden. Arbeit Mach Frei synes at være kernen i beskæftigelsespolitikken. Her sidder de uheldige stakler så. Nogle stirrer tomt ud i luften, andre læser aviser og surfer lidt rundt på nettet. Kaffen er gratis. Er det progressiv neoliberal sagsbehandling? Tovholdere bag skærme Mødet med borgeren skaber ofte sympati hos sagsbehandleren. Det giver problemer, fordi man går i gang med at finde løsninger, som der ikke er afsat tid eller penge til. Kommunen har et budget, som skal overholdes. Derfor sker mange opfølgninger over telefonen. Ofte taler man ikke med borgeren. Man kontakter en anden af borgerens sagsbehandlere, som burde have talt med borgeren. Derfor er der ikke mange borgere på jobcentret. I stedet ses sagsbehandlere gemt bag pc-skærme. Der skrives på livet løs. Borgernes mapper bliver tykkere. Jeg har kun fantasi til at forestille mig lignende procedurer i det tidligere Østtyskland. På grund af manglende tid er man begyndt at udlicitere mødet med borgerne. Hvis man skal hjælpe en borger med et tilbud, skal der fremstilles en jobplan og en ressourceprofil. Samtalen i forbindelse med ressourceprofilen er en mulighed for at få et indtryk af borgeren. Opgaven henlægges nu til det private firma eller revalideringscentret. Det betyder, at man som tovholder måske aldrig har mødt borgeren. Som tovholder er man myndighedspersonen, som kan indstille borgeren til revalidering, fleksjob eller pension. Sagsbehandlingen er ansigtsløs. Risikoen er, at den derfor bliver umenneskelig. Som led i forsøget skal de langtidsledige kontanthjælpsmodtagere nu indkaldelse til samtale en gang om ugen. Opfølgningerne hver 3. måned har stort set nedbrudt systemet og medarbejderne på pilotjobcentret. Det er ikke muligt at ansætte uddannet personale, selv om man månedligt har stillingsannoncer i den lokale avis, der lokker med en konsulenttitel. Ikke desto mindre er kommunen gået ind i projektet. På trods af, at der officielt næsten ingen ledighed er i kommunen, er alle kommunens tilbud fyldt til bristepunktet! Hvad skal man som sagsbehandler stille op over for de indkaldte borgere, som man nu skal møde ansigt til ansigt hver uge? At tro, at en samtale kan ændre på noget, er mere end naivt. Dels fordi man ikke kan give borgerne et tilbud, og dels fordi mange har været i systemet i adskillige år. Mange kontanthjælpsmodtagere vil aldrig få et normalt 37 timers arbejde. Ikke fordi de ikke ønsker det, men fordi de er syge, har sociale problemer eller har en adfærd, der er afvigende. Virksomhederne vil ikke ansætte dem. Problemet for beskæftigelsesministeren er, at på trods af avancerede elektroniske sagsbehandlingssystemer, er det stadigt vanskeligt at sikre sig, at manden med migræne, kvinden, der er lam i begge ben, den unge mor med depression, hustruen som bliver banket af manden, skolelæreren der er gået ned med stress, narkomanen og alkoholikeren nu også står til rådighed i 37 timer. I dag skal ledige ind på nettet en gang om ugen og fortælle, at de står til rådighed. De skal sende mindst fire jobansøgninger om ugen. Den næste ide fra ministeren kunne handle om elektroniske fodlænker med GPS. De bliver sat på et udsnit af ledige fra de nye pilotjobcentre. På computerskærme kan vi så se, hvor X opholder sig, når X ikke lige tager telefonen. På den måde kan vi være sikre på, at krøblingen, den depressive, den nedslidte og den lamme er til rådighed i forhold til det forestillede arbejdsmarked. Hvem evaluerer? Hvem og hvordan evalueres pilotjobcentrene? Det bliver interessant at se, om evalueringen viser, at centrene er blevet bedre til at løse borgernes problemer. Det handler jo ikke kun om, at borgere bliver selvforsørgende, men også om at de faktisk bliver indstillet til den revalidering, det fleksjob eller den førtidspension, de har krav på ifølge lovgivningen. At borgere oplever, at de bliver behandlet værdigt, og får gode tilbud. At ledigheden falder, fortæller intet om effekten af de nye pilotjobcentre. At centrene aktiverer borgerne betyder ikke, at deres problemer bliver afhjulpet. En anden ting er, at kommunen får en økonomisk kompensation, når borgerne er i aktivitet. Så tæller de heller ikke med i ledighedsstatistikkerne! Som sagsbehandlervikar og borger håber jeg at kunne se frem til en professionel og uafhængig evaluering af de 14 pilotjobcentre. Jeg tror desværre, at konklusionen bliver, at der er tale om flopcentre i stedet for jobcentre! Peter Gorm Larsen er cand. scient. pol. Man kan skrive kommentarer.