Nu er jeg en gammel landkrabbe på 31
Men kan godt forstå jer der mangler venner, hvor hårdt det må være. Ufrivillig ensomhed burde ingen kæmpe med.
Når jeg siger ufrivillig, så er det fordi at jeg selv har trukket mig fra en del gamle venskaber. Ved egentlig ikke hvorfor, måske fordi det jeg engang havde til fælles med dem, er væk. Så det blev mere og mere "kan du huske i gamle dage" venskaber. Fordi jeg er en anden idag.
Jeg har nogle nære venner jeg har løbende kontakt med. Dog er det ikke så tit at jeg ses med dem fysisk. Da jeg ofte har det bedst med at være alene (kan både være en velsignelse og en forbandelse).
Men jeg har dog et problem, som jeg har haft i nogle år, siden dengang jeg var ung
Jeg ville rigtig gerne have en veninde omkring min egen alder.
Jeg har forsøgt et par gange, men har ikke haft held med at få det til at holde i længden.
Problemet er hvis hun er så sød, at jeg bliver lidt for glad for hende
Jeg er bipolar, og der er ikke noget som ovennævnte der kan få kurven til at lave udslag, både i top og bund. Så det er både noget jeg savner, og noget jeg frygter.
Jeg kan være meget kontaktsøgende når jeg er helt oppe. Og når jeg så er nede, får jeg dårlig samvittighed over at have mast sådan på. Til sidst ender det så gerne med at jeg ikke har samvittighed til at have venskabet overhovedet.
Men jeg klager ikke, for jeg har jo netop venner. Og det ønsker jeg alle der mangler, får.
Jeg håber I her på tråden kan så nogle frø, og få dem til at spirre til nye venskaber. Eller inspiration til hvor man kan finde nogle i samme båd
