[zuza]

Cirkus Fleksjob
Manden i “døren”, en hemmelig sagsbehandler, lange tomme gange og en livstræt socialrådgiver uden navn på døren. Plus en god portion humor og tålmodighed. Det er ingredienserne i en farceagtig fortælling om kunsten at få lov at søge et fleksjob i Københavns Kommune.

Af en borger i Københavns Kommune

Oprindelig var det min psykiater, der foreslog mig at søge om fleksjob, da jeg har, hvad psykiatere kalder en “opmærksomhedsforstyrrelse”. Så var spørgsmålet bare: Hvor søger man om det henne?

Indtil nu har min kontakt med systemet været en jobkonsulent i noget, der hedder “Center for job og formidling”. Hun indkalder mig til kontrolsamtale en gang om måneden for at høre, hvordan det går med jobsøgningen. En egentlig socialrådgiver i et socialcenter har jeg ikke kontakt til.

Så jeg forelagde jobkonsulenten spørgsmålet på det førstkommende møde efter min konsultation hos psykiateren. Men hun var ikke den rette person, kunne hun oplyse mig. I stedet skulle jeg henvende mig til et såkaldt “Jobcenter” i Skelbækgade, hvor jeg hørte til. Her havde jeg en sagsbehandler, sagde hun. Hvem denne var, måtte hun af uransagelige grunde ikke oplyse mig om.

Manden i “døren”
Jeg fik et telefonnummer med hjem til Skelbækgade, troede jeg – og ringede for at bestille tid hos min sagsbehandler. Men Skelbækgade har ikke længere et telefonnummer, så jeg kom i stedet igennem til en central for hele Københavns Jobcentre, hvor de i første omgang måtte opgive at finde ud af, hvem min sagsbehandler var. Efter nogle timers research fandt damen i telefonen så navnet på min sagsbehandler, som jeg fik. Men ikke telefonnummeret. Heldigvis kendte hun personen bag navnet, og hun havde tilfældigvis set ham “sidde i døren” i morges, så hun stillede mig om til “døren”. Telefonen blev ikke taget. Jeg blev stillet om mange gange den dag, uden held.

Da jeg næste dag fik fat i “døren”, var det en anden end min sagsbehandler, der tog telefonen. Min sagsbehandler var i mellemtiden taget på ferie og var først tilbage om et par uger. Jeg blev samtidig rådet til at tage derned fysisk, for dem i “døren” har sjældent tid til at tage telefonen.

Da min sagsbehandler skulle være tilbage fra ferie, tog jeg derfor selv ned til denne “dør”, som viste sig at være skranken i jobcenteret. Og her stod han så.

Jeg trak et nummer, og da det var min tur, kunne min “sagsbehandler” fortælle mig, at han ikke var min sagsbehandler. De havde bare haft brug for et “nummer” af en art til at registrere mig med, og det var tilfældigvis altid hans, der blev brugt. I øvrigt skulle jeg ikke henvende mig til ham, hvis sagen drejede sig om fleksjob, for det mente han, de arbejdede med på 4. sal. Så han sendte mig ud af døren og op ad trappen. Når jeg kom derop, skulle jeg bare selv spørge om, hvor jeg mere præcist skulle henvende mig.

Hvem er Ulla?
Da jeg åbnede døren til 4. sal, blev jeg mødt af en lang tom gang. En kvinde kom ud fra sit kontor, og jeg spurgte straks, om hun vidste, hvor jeg skulle henvende mig. Det gjorde hun ikke, men foreslog en kvinde, der sad for enden af gangen, så der gik jeg ned. Men her var ingen ved det navn, jeg havde fået oplyst. Jeg fortsatte rundt om hjørnet, for måske var det enden rundt om hjørnet, hun mente. Men nej, ingen ved det navn. Ingen skranke, ingen imødekommende mennesker at spørge… så jeg gik tilbage til hjørnet og forstyrrede en kvinde på sit kontor.

Hun så meget træt ud i blikket og sad med armene hængende ned bag skrivebordet, som hun talte til mig fra, mens hun dårligt løftede hovedet. Men hun mente, jeg var gået forkert, om end hun dog kunne oplyse mig om, at en kvinde ved navn Ulla, der sad på et af de kontorer, jeg først var kommet forbi, arbejdede med fleksjob.

Så gik jeg tilbage ned ad gangen, men fandt ingen med det navn på døren. Til sidst spurgte jeg så en kvinde, som var den eneste uden et dørskilt, om hun vidste noget. Jo, hun var faktisk Ulla og havde at gøre med fleksjob, men fordi jeg var født den 22., skulle jeg alligevel ikke tale med hende, men med en anden.

Ulla var faktisk så venlig at rejse sig og følge mig ned til det rette kontor – der viste sig at være hos damen med armene hængende ned langs skrivebordet og det trætte blik. Den samme, som lige havde sendt mig hen til Ulla. Og hele hendes udstråling fortalte, at hun ikke orkede at blive belemret med mig igen. Hvis jeg skulle søge om fleksjob, måtte jeg tale med min sagsbehandler først, jeg kunne ikke bare selv komme rendende, sagde hun.

Så gik jeg ned ad trappen igen. Men nu var døren ind til jobcentret i mellemtiden blevet låst, så jeg kunne kun fortsætte ud på gaden. Jeg gik tilbage til jobcentrets hovedindgang, der også nu var låst, men manden, der ikke var min sagsbehandler, men kun et slags tilfældigt nummer, genkendte mig og lukkede mig ind. Jeg forklarede ham, hvad der var sket på fjerde sal, hvorefter vi lavede en aftale om, at jeg kunne komme igen kl. 10 næste dag, og så ville en person, som jeg ikke fik navnet på, henvise mig på den formelt korrekte måde til fleksjobafdelingen.

Næste dag mødte jeg op som aftalt kl. 10. Jeg forklarede min sag, og damen, som nu sad i skranken, sagde meget bestemt, at jeg skulle gå op på fjerde sal. Jeg forklarede, hvad der var sket dagen før, og at jeg derfor havde en tid kl. 10 med en sagsbehandler af en art. Men jeg havde ikke nogen sagsbehandler, sagde hun så. “Det bruger vi ikke her”. Først efter flere telefonsamtaler accepterede hun, at jeg skulle tale med en, der så ikke var en sagsbehandler, men som dog formelt kunne henvise mig til 4. sal. Jeg tog plads og ventede – i en time. Og så gik det stærkt. Jeg skulle bare oplyse, at jeg havde arbejde som vikar og skrive under på en seddel, så ville jeg blive indkaldt til et møde på 4. sal, men der ville nok gå “lang tid”.

Den hemmelige sagsbehandler
Efter nogle uger havde jeg et møde med jobkonsulenten i Center for Job og Formidling. Hende, som holder øje med, om jeg søger job. Jeg fortalte, hvad der var sket på jobcentret – og at jeg åbenbart ikke havde en sagsbehandler. “Det har du altså“, sagde hun med et lettere humoristisk blik i øjnene. “Jeg kan se det her på min skærm, jeg må bare ikke fortælle dig, hvem det er.”

Hun kunne også se, at de ovre fra fjerde sal havde sendt mig et brev dagen før, om at jeg ikke skulle henvende mig til dem, men enten til min fagforening eller noget ved navn JSV (Center for formidling af Job på Særlige Vilkår, red.) for at søge fleksjob.

Det mente jobkonsulenten dog ikke kunne passe, men vi aftalte, at jeg kunne gå hjem og vente på brevet, som jeg nemlig ikke selv havde fået endnu. Da brevet ikke var kommet efter et par dage, valgte jeg at ringe. Heldigvis kan man finde JSV på Google og faktisk få et telefonnummer. Damen i telefonen kunne endda også slå op på mit personnummer og læse brevet fra fjerde sal, som jeg nu flere uger efter stadig ikke selv har fået.

Hun sagde, at det ikke var dem, jeg skulle henvende mig til, men en sagsbehandler i Skelbækgade. Hun forklarede mig meget pædagogisk og indgående, hvad jeg skulle sige i Skelbækgade, sådan som konsulenten fra Center for Job og Formidling også oprindelig havde gjort. Den samme forklaring jeg nøje havde fulgt i første omgang… Jeg orkede ikke rigtig at fortælle den venlige kvinde fra JSV om min tur rundt i Skelbækgade. Og der står sagen så nu – hvor den startede, uden at jeg er kommet nærmere indgangen, hvis den findes, til den del af systemet, der varetager borgere, der søger om fleksjob.

Der kræver humor
På min vej rundt i dette system, der får mig til at tænke på Kafka, har jeg mødt mange, der tager humoristisk på de mange kontraordrer, man får undervejs. Men ind imellem også folk med trætte øjne, død stemmeføring og hoveder så tunge som onde år, og som hårdnakket mener at kende de rette procedurer, uanset hvad de fire foregående personer lige har fortalt mig.

Jeg forstår ikke, man kan holde ud at arbejde i sådan et system, Og behøver jeg at sige, at man som bruger af systemet også gør klogt i at ruste sig med en god portion humoristisk distance?

Forfatteren, som har ønsket at være anonym, har siden ved egen kraft fået fuldtidsarbejde. Redaktionen er bekendt med hendes identitet.

http://www.socialrdg.dk/index.dsp?page=8668