Hej.
Jeg har valgt at skrive dette indlæg om at være pårørende til en misbruger, da jeg er sikker på jeg ikke er alene her på k10.
At være pårørende, søster, til en misbruger er så hårdt og opslidende for de nærmeste psysisk og fysisk, jeg tænker på min stakkels bror som har det endnu værrer i sin kamp for at komme ud af sit misbrug og få et værdigt liv og komme på fode igen.
De sidste snart 2 år at være vidne til en social deroute, hvor et menneske jeg elsker så højt et gået helt rabundus.
1 Den sociale nedtur, med krak af firma, grundet krisen, tvangsaktion hus, skilsmisse, sygedagpenge stoppet---kæmpe gæld.
Utalige indlæggelser med to store hjerneoprationer blodsamliger efet fald uden på hjernen.
det sidste ligget i kunstig koma på intensiv afd, ( meget ubehageligt at være besøgende der, og samtidig en enestående behandling af os pårørende og ikke mindst min bror , som jo er den det habdler om.
En hvis kommune havde lukket for min brors sygedagpenge, han var faldt for varighedsbegrænsningen, dette sket mens han lå i kunstig koma.
Der er nu klaget osv, og min bror venter på afgørelse fra BA.
Min bror er nu henvist til KH, men det er nu ikke det jeg ønsker at mit indlæg skal berette om, dette er snart en historie i sig selv.
Jeg ønsker at skrive om min magtesløshed, min sorg over at være vidne til et højt respekteret menneske er gået så langt ned .
Min fustration og fra at sige TAG DIG NU SAMMEN , til at være klar over det er ski ikke nemt når alt er mod en .
Den ydmyghed om at tigge penge af mig , til sit misbrug, hvilket jeg ikke falder for mere, giver ikke kontanter mere, sammen kan vi købe smøger og mad, slik eller andet, men ikke kontanter.
Alle de opringninger fra hospitaler, stor hjerneopr, på Glostrup, kunstig koma på Hvidovre, utallige indlæggelser i forsøg om at komme ud af misbrug.
indlæggelse på sankt hans misbrugsafd, der var jeg i pårørende gruppe.
Med dette indlæg , vil jeg belyse at fra at stå til rådighed nærmest i døgndrift over for min bror, til nu at have lært at sige fra og til på de rigtige steder.
jeg slår aldrig hånden af min elskede bror, men jeg har lært nu hvordan jeg skaL takle de svære sit,
det har fyldt meget i mit liv de sidste par år,jeg har også et liv selv og mine voksne børn og svigerbørn.
dette gav mig luft at skrive.
Jeg har lært at ingen mennesker er misbrugere af egen fri vilje, og ingen misbrugere gør det som han gør ved sig selv for at være onde mod andre.
Hilsen Thelma.