Citat:
Oprindeligt indsendt af gh72
Men man kan jo altså blive så syg, at det ikke giver mening at blive ved med at behandle, sådan er livet jo nu engang. De fleste pårørende kan nu som regel også godt se logikken i det!
|
Fuldstændig enig, når bare de ikke blander økonomi ind i beslutningen.
Men nu er jeg så også vokset op med en mor, og en moster, der er sygeplejersker.
Mens min mor var under uddannelse til sygeplejerske (her taler vi om 1950'erne) var hun vidne til, at en læge (en anden læge stod ved siden af) stak en tom kanyle i hjertet på et nyfødt barn.
Barnet var født af en mor som havde flere børn, de fleste af børnene var ikke "helt normale", og dette barn manglede hele baghovedet, alt det der skulle være bag ørerne.
Den slags ting har altid foregået.
Min egen far fik en blodprop i hjernen for ca. 16 år siden, og genvandt aldrig sin fulde førlighed.
For ca. 9 år siden fik han konstateret lungekræft.
Han havde fortalt min mor, at han ikke ville have livsforlængende behandling, men den aften (for 8 år siden) han lå i sengen og var ved at blive kvalt pegede han alligevel på telefonen.
Min mor ringede selvfølgelig 112, men genoplivning havde ingen effekt.
Hvis min far var blevet "reddet" og havde været dårligere end før, så var han sandsynligvis blevet nødt til at flytte på plejehjem.
Og enhver der kendte min far ved, at det var blevet et he***** for min far, men også for personalet på plejehjemmet.
Jeg er glad for, at det ikke lykkedes Falck at genoplive min far den aften, han havde været nok igennem, det var på tide, at han fik fred.