Har tænkt tanken at det måske er som du omtaler "hovedet på blokken", og måske den sidste samtale, men min situation bliver værre og værre, og jeg farer mere og mere sammen hver gang jeg får et nyt af de her breve, kan ikke have dem
Men.... prøver nu allligevel at fortælle hvad der sket sidst siden sidste tråd.
Min sagsbehandler havde været til møde med pensionsnævnet d.20 august og fik af vide at chancen for at den ville gå igennem var minimal grundet at der var EN (ud af 8 udtalelser) der gik MEGET lidt imod mig, men som de alligevel naturligvis bider sig fast i, der står i denne udtalelse at patienten ikke ØNSKER medicin - dette har min sagsbehandler været så flink og omformulerer til at jeg NÆGTER og tage medicin hvilket aldrig har været sandheden.
Min sagsbehandler så så derfor meget gerne at jeg tog til en ny psykiater eller psykiatrisk afdeling for at få deres vurdering, og hvis de sagde nej til at der var noget at gøre ville hun færdiggøre min sag (SIGER HUN - jeg stoler ikke på hende mere desværre), derudover har hun indirekte sagt hun ikke vil røre min sag.
Sidst blev jeg herfra K10 kraftigt opfordret til at søge paragraf 17 osv, det blev desværre ikke til en realitet da jeg før var til møde med psykolog, og han opfordrede mig til at prøve at få en uvildig sagsbehandlers vurdering af min sag.
Det gjorde jeg så, og kontaktede en privat, som sagde min sag ikke ville slippe igennem umiddelbart grundet at de havde et lille punkt, og da jeg ikke havde nogen arbejdsprøvning bag mig, måtte der ikke være det mindste at påpege - også selvom denne udtalelse er over et år gammel vel at mærke, og så havde jeg jo intet valg end at komme til ny psykiater, meget mod min vilje, og som resulterede i jeg knække totalt tudende sammen endnu engang, og var skræmt fra vid og sans.
Min angst generelt er i øjeblikket kun voksende og udviklende tror jeg.
Har for få dage siden været ved at besvime da der kørte alt for meget i hovedet på mig (tror jeg), har intet endegyldigt svar til hvorfor, men var ved at gå ud som et lys.
Ben føltes som betonklodser, og at gå virkede ...underligt.
Kunne herfra så vælge mellem pest eller kolera, set fra det perspektiv at jeg desværre (naive mig på dette punkt måske ja), men at jeg ser det som et kæmpe nederlag at komme på psykiatrisk afdeling, eller at vente X antal måneder på at der var en psykiater der havde tid til at se mig.
Så jeg valgte psykiatrisk afdeling da min læge kunne få mig akut ind hvis jeg ville, og så er det videre forløb så som jeg startede med at skrive i denne her tråd.
Jeg er bare hunderæd for at møde nye personer i den her verden efterhånden, jeg stoler ikke på ret mange mere, samt jeg er ved at udvikle mig i en retning hvor jeg ofte dagligt stopper op og spørger mig selv "hvad fanden skulle det til for? , hvad laver jeg ?"
Jeg er bange for han har en overbevisning om at han kan gøre et eller andet som kan ehh kurere mig, og jeg skal i videre behandling som jeg ikke har energi, overskud eller noget som helst mere af.
Håber de 33 sider med udtalelser og "egne tanker" skrevet ned er nok til at de siger stop her, kan virkelig ikke meget mere.
Derudover gør det ikke tingene bedre at min psykolog ringede og sagde han var stoppet grundet han havde fået nok af Sorø/Slagelse kommune, så jeg er ikke sikker på jeg har hans støtte mere, og uden ham er jeg SÅ meget mere tabt da jeg ikke har nogle overhovedet at snakke med når det hele brænder på for mig.
Men ja begrundelsen kort og godt er at hun vil have en sidste vurdering da hun holder fast i jeg nægter medicin, og mit tidligere knapt 1½ års medicinske behandling ikke tæller i deres øjne af grunde jeg stadig ikke har forstået.
(Beklager det lidt rodet, håber det til at "forstå"
)
* s u k *