Dette er måske også interessant for dem der har stiftet bekendskab med Retslægerådet!
Ad 1 * Retslægerådets rolle
Efter Retslægerådets forretningsorden skal Rådets erklæringer være ledsaget af grunde, og frembyder sagens bedømmelse tvivl, skal der redegøres herfor.
Spørgsmålet om manglende eller mangelfulde begrundelser har tidligere været genstand for debat, og i forbindelse med opgørelse foretaget i tiåret 1969-1978 fandtes der i 6,7% af Rådets udtalelser angående påståede lægefejl at være tale om mangelfulde begrundelser. Problemet synes stadig at være til stede, idet Rådets formand på ny ved det afholdte temamøde henstillede til de voterende, at de i højere grad end hidtil uddyber begrundelserne for svarene.
Det er selvsagt mangelfuld vejledning for sagens parter, hvis begrundelserne er mangelfulde, og det er ligeledes mangelfuld vejledning, hvis sagens bedømmelse frembyder tvivl, og der ikke i tilstrækkeligt omfang redegøres herfor.
Ved den ovenfor omtalte opgørelse over tiårsperioden 1969-1978 fandtes der i blot 0,9% af tilfældene at være tale om dissentierende udtalelser, og i den seneste redegørelse i forbindelse med Plejebo-sagen er dette tal nu oplyst at være 1-2% af sagerne.
At Retslægerådet i vid udstrækning undgår dissentierende udtalelser, har Rådets forrige formand redegjort for på følgende vis: »Princippet har altid været, at Rådet kun undtagelsesvist afgav svar med dissens, og efter min opfattelse er dette begrundet i, at vi ved dissentierende svar ligesom giver op over for problemet og overlader afgørelsen til mindre kompetente personer, som ud fra ikke-faglige anskuelser skal »vælge mellem« to eller flere muligheder, hvorimod Rådets opgave i virkeligheden skulle være at afgive et vejledende svar, der kan lægges til grund for de juridiske afgørelser. Ved svar med dissens føler jeg således, at Rådet i virkeligheden svigter sin opgave. Det er naturligvis ikke meningen, at voterende skal tvinges til at tage standpunkter, de ikke kan gå ind for, men meningen skulle være, at der kan fremkomme et vejledende svar, som alle de voterende kan gå ind for, og så må man finde sig i, at dette svar undertiden er et kompromis og måske lidt mere vagt end så mange andre svar«.
Den reelle uenighed mellem de voterende er altså i realiteten noget større, hvilket i øvrigt også klart fremgår af voteringsarkene. De voterende forsøger altså i vid udstrækning af skrive sig frem til enighed.
Der er ingen tvivl om, at denne tvivl/usikkerhed ville det være på sin plads at tilkendegive over for sagens parter og domstolene, idet det naturligvis er et vigtigt element i bevisbedømmelsen.
Læs det hele på :
http://www.ugeskriftet.dk/portal/pag...FEJL_RETSLAEGE