[TimeGuest]

Oprindeligt indsendt af socialr

Der er flere teorier om at førtidspensionsreformen reelt ikke kan hjælpe - måske fordi det i sidste instans handler om at arbejdsmarkedet ikke er rummeligt nok?

Teorierne du henviser til har måske fat i noget ... for aktuelt kan arbejdsmarkedet ikke engang rumme de rigtig mange arbejdsparate ("unge" som "gamle"), der gerne og uden diverse støtteforanstaltninger med yderst kort varsel meget gerne tager et stykke tilbudt arbejde til overenskomstmæssig løn.

Er det vanskeligere at komme på arbejdsmarkedet med en psykisk lidelse frem for en fysisk?

Hvad er højst: Rundetårn eller et tordenskrald?

Hvad er værst: en behandlingsresistent svær depression (som den defineres i psykiatrien, modsat som anvendt i folkemunde), der har stået på i årevis, eller en multipel sklerose uden udsigt til bedring ... begge med 24/7 hjælp behov?

Hvilken af de to eksempler kommer først ud på arbejdsmarkedet og tjener til føden selv, fordi det er såååå synd for dem at de er syge?

Og hvorfor kæmper så mange unge med stress og depression?

Man skal nok sætte sig lidt ind i området og læse op på hvordan de lidelser gradueres i en lægefaglig kontekst.

For lidt stresset og trist kan man vel altid være?

Men er det det samme som at være alvorlig kritisk psykisk eller somatisk syg?


Alene det at forholde sig til den aktuelle regerings spareøvelser kan givet stresse en del og givet også gøre dem triste ... og kærestesorger mv. er vel heller ikke årgangen af "disse unge" ukendt?

Og det koster muligvis nogle liv ... men ellers vil noget livsmestring, copingstrategier og mentorordninger givet være en god ting for gruppen set som en helhed.

Omvendt skal der helt andre midler til - om bare - at få restgruppen til at kunne leve et liv med en minimal kvalitet uden for det skamroste arbejdsmarkede.

Udsigten til patu at skulle trækkes igennem unge-motiverende foranstaltninger til de bliver 90 år med sigte imod at de at tager en uddannelse, et arbejde baseret på en offentlig tilskudsforretning osv, det kan pine den sidste rest af liv ud af denne restgruppe ... de magter ganske enkelt næsten ikke engang at være syg / handicappet og så vil man stille yderlig krav til gruppen, for at de skal føle sig som en del af det fællesskab, der på alle leder og kanter ellers gerne udstøder dem.

Psykiatri rimer på: satspulje ... og ressourcerne er ekstremt knappe i den psykiatriske del af behadlingssystemet ... lidt mere har man at gøre med inden for gruppen af unge. MEN gæt engang hvorlænge man er barn i det psykiatriske system: børn: 0 - 18 og ung (i ganske særlige tilfælde) op til 21 år ... helt modsat al det forvrøvlede sludder om at være ung frem til de 40 eller 90 år, som der ellers bræges op om i de politiske tiltag ...

Er det i virkeligheden et kollektivt senmoderne samfundssyndrom, som vi behandler med udgangspunkt i den enkelte?

Du tænker at samfundet eller måske rettere styringen og prioriteringen af samfundet og dets forskellige lag er sygt og skal behandles?

Er Lensafløsningen (år 1919) og den russiske revolution (år 1917) et muligt behandlingsparadigme vi kan bruge i et samfund anno 2013, eller er vi kollektivt blevet mere værdigt oplyst på et højere plan og har lært af historien, så vi frem for at italesætte den ene prygelknabe-gruppe efter den anden som årsagen til vores egen "elendighed anno 2013", i stedet har erkendt, at vi et eller andet sted hænger sammen allesammen og er afhænig af hinanden, også selv om det ikke altid er direkte indlysende - og derfor i stedet ønsker at italesætte et mere helhedsorienteret samfund i respekt for enkeltindividet - såvel det psykisk som somatisk syge individ?