Jeg havde det selv med at prøve og prøve, og så "crashede" jeg.
Jeg var f.eks. i en alm praktik 12 timer om ugen. Jeg klarede maks en måned, så knækkede jeg. Noget af det der koksede for mig, var at der ikke var en klar plan for hvad jeg skulle, så nogen gange når jeg mødte op blev jeg mødt med "hmm altså du kan gøre rent". Og det har jeg SÅ svært ved, fordi det ikke er så ligetil for mig. Jeg kan slet ikke overskue det, kan ikke bare tænke: "først gør du det, så gør du det, så gør du det". Så hvis jeg får besked på at gøre et lokale rent, skal jeg i stedet have at vide: "du starter med at tørre støv af" (og gerne få at vide hvilke overflader). Så når jeg har gjort det: "du skal du blablabla". Det vidste jeg ikke dengang at jeg behøvede, så en af dagene hvor jeg skulle gøre rent på et badeværelse (ekstra uoverskueligt pga de forskellige ting), begyndte jeg at græde o.O
Men dengang kunne jeg ikke sætte ord på mine behov og begrænsninger.
Jeg fik ikke løbende fortalt: "Jeg græder mig selv i søvn nogen gange, fordi jeg ikke kan overskue at skulle afsted næste morgen".
Senere var jeg i en praktik på et beskyttet værksted, 9 timer om ugen. De var super søde, og der begyndte jeg at kunne sætte ord på mine behov. Jeg har behov for noget socialt, men på de dårlige dage, hvor jeg havde brug for ro, kunne jeg sidde et mere roligt sted.
Det blev respekteret at jeg ikke skulle have opgaver der larmer, pga min lydsensitivitet osv osv.
Altså de forstod det, og stillede ikke en masse spørgsmål til hvorfor jeg dog havde det sådan, fordi de kendte til den type problematikker
At det så var ensformige opgaver der ikke var godt for min tennisalbue, var selvfølgelig et minus.
Og så havde jeg fravær der. 9 timer om ugen var for meget for mig.
Herefter kom jeg i ressourceforløb, og fik en rigtig sød mentor, der støttede og hjalp mig undervejs. Hun opdagede også nogen gange mine begrænsninger, før jeg selv gjorde.
Her havde jeg først en praktik på 4 timer om ugen. Senere en på 6 timer om ugen, som vi fandt frem til var min grænse.
Det at du lige er flyttet til byen, som du selv nævner, de skal lige have lov til at kende dig.
Du har afleveret 40 sider, men sagsbehandler skal også lige have en chance for, at læse dem igennem og sætte sig ind i din situation.
Så giv dem en chance for at finde ud af hvem du er, og husk at de kan se ikke finde ud af, udelukkende ved at læse dine papirer. Det er jo begrænset hvor godt papirer kan beskrive en som person
Jeg tror bostøtte vil kunne hjælpe dig med de ting der driller i hverdagen. Motivation og vedholdenhed har jeg selv ofte svært ved. Jeg har en del halvfærdige projekter :P
Og ikke ske for mange ting på en dag, det kender jeg bestemt godt
1½ time på sund aftensmad er nok ønsketænkning for mange, også folk i alm arbejde
Det handler meget om at prioritere, og ikke alt mad tager 1½ time at lave. Man kan jo starte med små ændringer. De dage hvor overskuddet er minimalt, og fastfood virker tiltalende, kan man se om man kan skifte det ud til rugbrød (selvfølgelig med lidt spændende pålæg, så det ikke bliver for kedeligt). Så har man allerede taget første skridt