Vi bruger humor utrolig meget, her er intet så skidt at vi ikke kan grine af et eller andet, og i dag er det altså så bare mig det går ud over.
Her for lidt siden bevægede jeg mig på wc igen (og ahhhe) jeg har opdaget at den bedste måde at komme frem på, er ved at holde bække hænder i et FAST tag om mine knæ (låse i skuldrene) i en foroverbøjet stilling men med temmelig sprædte ben (som at side stående) og så tøffe med fødderne, for på den måde mindsker jeg risikoen for at vride i ryggen når jeg skal dreje eller forsøger at tage fat i noget til at holde mig oppe med.
Det ser selv sagt temmelig komisk ud, og tilfældigt stod gemalen i køkkenet (som jeg skulle i gennem) og så kom han ellers med det er skumle... jeg griner i hvert fald ikke blik, konen her skælder, hvor efter han så siger: Jamen du ligner altså en der bare skal have et lille puf så vælter du om på ryggen og er "klar"
Og så stod jeg ellers der og forsøgte ikke at grine, og kunne ikke stoppe igen, alt i mens spaden skyndte sig at stikke af, men et stort stort grin og ordene... du må jo fange mig" han viste godt at jeg ville "skælde ud" når først jeg var færdig med at stå der og "hoppe" og klukke med tårerne trillende ud af fjæset (af smerte) og det fik mig jo bare til at grine endnu mere, for det ER ski da ret komisk
onde onde menneske.
Jo vi hygger os, selv om at det gør hammer nas, så er det nu alligevel sjovere at grine af det end at ynke, og så hjælper grin jo gerne til at man slapper lidt af i musklerne, så på det led må det være sundt, og efter som det mærkes som om noget sider i klemme, så kan det jo være grineriet kan være med til at skubbe det løs, hvis jeg er heldig.