|
Det er spændende at høre jeres svar, tak for det.
Zuza har ret i, at man er andet end arbejdsrobotter. Også dengang hvor jeg arbejdede, stod i lære og var under uddannelse, mente jeg at der var andet i livet end blot arbejde. Jeg har bare ikke mødt så mange andre, som havde samme holdning. Men det kommer nok også an på, hvad man arbejder med. De få som har været så heldige at få deres hobby som arbejde, ja der kan man jo godt forstå at de elsker det og bruger alt deres tid på det. Men der er da også mange som bare har et arbejde, med det ene formål at tjene nogle penge (hvilket jo er forståeligt nok) så de kan betale af på deres huse og biler. (Til Zuza, ganske god ide med at give modspørgsmål, det må jeg prøve næste gang, haha)
Når jeg møder nye mennesker, så er jeg ikke specielt interessert i hvad de arbejder med. Synes det er mere spændende, hvilket slags mennesker de er, hvad de tænker på, drømmer om, om de kan lide musik, om de kan lide dyr, om de har en god humor osv.
Til Gn72. Ja, jeg vil også helst bare være 100 % ærlig, når folk spørger. Jeg hader at lyve, og er ikke særlig god til det. Men jeg har efterhånden bare haft en del dårlige erfaringer med at fortælle at jeg er førtidspensionist. Hov, dog havde jeg også en dårlig erfaring, fordi jeg undlod at informere om hvad jeg var.
Jeg var engang på en date med en fyr, som jeg havde skrevet sammen med over nettet. Jeg havde ikke sagt at jeg var førtidspensionist (vi havde mest talt om musik). Nå men han viser mig så rundt i hans by og vi går forbi en bygning og han siger " Ja, derinde bor så førtidspensionister og andre taber-typer!"
Øh, jeg var i chok over hans indstilling, havde mest lyst til at sige: "Hallo makker, jeg er faktisk førtidspensionist!", men jeg holdte min kæft. Det var så sidste gang jeg så noget til ham.
|