Se enkelt indlæg
Gammel 09-08-2014, 19:03   #36
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.726
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
Sociallægen Anders And

Dato: 22. januar 2007
Kontor: Forvaltningsjuridisk


Sagsbeh.: JL
sociallæge

Ved e-post af 5. januar 2007 har De rettet henvendelse til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, idet De har rejst spørgsmål om, hvilke beføjelser og hvilke arbejdsområder en sociallæge, ansat ved kommunen, har. Samtidig har De bedt om oplysning om, hvem der fører tilsyn med kommunerne.

I den anledning kan Indenrigs- og Sundhedsministeriet oplyse, at betegnelsen ”sociallæge” ikke anvendes i ministeriets lovgivning. Der er formentlig tale om en kommunal stillingsbetegnelse. Nogle større kommuner anvender således ansatte læger til nogle af de lægelige opgaver, som kommunen har behov for at få løst. En række kommunale afgørelser, f. eks. på det sociale område, beror således bl.a. på lægelige præmisser. Dette kan f. eks. gælde for pensionsydelser. I sådanne sager kan en kommune få rådgivning af enten ansatte læger eller bruge eksterne lægekonsulenter. Tilsvarende kan en kommune have brug for lægelig rådgivning i forbindelse med institutionsdrift o. lign.

Det kan i øvrigt oplyses, at der findes en speciallægeuddannelse i socialmedicin. En person behøver dog ikke at have en socialmedicinsk uddannelse for at kunne ansættes som ”sociallæge”.

Det er myndigheden som sådan – det vil i dette tilfælde sige kommunen - som efter lovgivningen træffer afgørelse indenfor det pågældende sagsområde.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan endvidere oplyse, at tilsynet med kommunerne varetages af statsforvaltningen i den region, hvori kommunen er beliggende. Det er således Statsforvaltningen Syddanmark, der fører tilsyn med Odense Kommune, hvor De bor.

Statsforvaltningens tilsyn er et retligt tilsyn. Statsforvaltningen fører således tilsyn med, at kommunerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder, herunder kommunale forskrifter, der er udstedt i medfør af denne lovgivning.

Statsforvaltningen fører dog ikke tilsyn i det omfang, særlige klage- eller tilsynsmyndigheder kan tage stilling til den pågældende sag.

Der henvises til §§ 47 og 48 i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 1060 af 24. oktober 2006).

Det fremgår eksempelvis af § 60 i retssikkerhedsloven (lovbekendtgørelse nr. 858 af 8. august 2006), at en kommunes afgørelser efter den sociale lovgivning, herunder f. eks. afgørelser vedrørende førtidspension, kan indbringes for Det Sociale Nævn.

Er der en klagemyndighed som f. eks. Det Sociale Nævn, der kan tage stilling til en sag, viger statsforvaltningens tilsyn.

Fra den 1. januar 2007 skal henvendelse vedrørende såvel tilsynet med Odense Kommune som afgørelser truffet af Odense Kommune efter den sociale lovgivning, rettes til Statsforvaltningen Syddanmark, som har følgende adresse: H.P. Hanssens Gade 42, 6200 Aabenraa, og tlf. 72 56 79 00.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet foretager herefter ikke videre i sagen.

Med venlig hilsen

Jann Larsen
Juridisk rådgiver
phhmw er logget ind nu   Besvar med citat