K10 - Flexjob & Førtidspension - Se enkelt indlæg

updown · 20-03-2017, 12:41

MistyMiss:

Tak for dit svar.
Jeg kan sagtens sætte mig ind i hvordan du måtte have det, på trods af at jeg ikke kender dig, for ud fra hvad du skriver, så relatere jeg meget let til din smerte, eller smerter. Jeg håber at du når den ende station som du ønsker, og ikke en station som andre dikterer dig til at blive siddende på, da det er meget opslidende.
Jeg er ikke tilknyttet et system som sådan, hvor det skal forstås at jeg er under arbejdsprøvninger eller noget som helst andet lignende. Men jeg ender nok derude en dag, da ledningerne er kappet over for mig.
Intet i livet kommer let, man skal lide for at opnå noget, og jeg mener det er lige meget hvad det måtte være. Problemet er således at, hvis man ikke kan fungere i sin hverdag, hvis man har en krig med sig selv fra morgen til aften indtil sengetid, og man også har ændret sig som menneske til det værre på grund af sygdom, ja så kan jeg ikke se hvordan man skal kunne byde til et arbejdsmarked hvor man skal stå til rådighed fuld tid, når man er en halv sjæl og kæmper med sine dæmoner. Nogle timer om ugen vil nok være langt at foretrække, men indtil hvor længe?

Selvom man har uddannelser, selvom man har nogen ting at kunne byde ind med på et arbejdsmarked i form af viden, kan psyken godt gøre, at man ikke er i stand til at gøre dette.

Jeg tænker at ingen mennesker ønsker en førtidspension med vilje, da et menneske får mest glæde af at arbejde, være social og bidrage og føle sig en del af en større enhed, hvis man så som menneske ikke længere er i stand til disse, så mener jeg at der burde tages til overvejelse om en førtidspension skal ind i billedet. Det er ikke noget man som ung 28 årig er stolt af at tænke over, "jeg tænker på en førtidspension, gad at vide om jeg kan få det en dag".

Fleksjobber:

Tak for dit svar.

Vi er meget enige i at ressourcer, kompetencer eller lignende ikke hjælper, hvis man ikke kan rumme at være sammen med andre, spørgsmålet er bare, accepterer et system det? Tager de hensyn til det? Det tvivler jeg meget på.

At have en beskæftigelse som menneske, at have noget at stå op til, at være sammen med andre mennesker, som tidligere nævnt til en anden person der har skrevet på dette opslag, så har du ret, man får et mentalt boost af at være aktiv og i bevægelse. Men hvis ens jeg ikke tillader det, så er det ikke altid let.
Som du selv kommer ind på, det er en selv som skal mærke efter, kan jeg, kan jeg ikke, og man skal ikke skamme sig mener jeg, selvom det til tider godt kan give en et ordentligt slag på selvtilliden at man har det som man nu måtte have det.

20-03-2017, 12:41	#8
updown Ved at vænne sig til K10 Tilmeldingsdato: 19-03 2017 Indlæg: 12 Styrke: 8	MistyMiss: Tak for dit svar. Jeg kan sagtens sætte mig ind i hvordan du måtte have det, på trods af at jeg ikke kender dig, for ud fra hvad du skriver, så relatere jeg meget let til din smerte, eller smerter. Jeg håber at du når den ende station som du ønsker, og ikke en station som andre dikterer dig til at blive siddende på, da det er meget opslidende. Jeg er ikke tilknyttet et system som sådan, hvor det skal forstås at jeg er under arbejdsprøvninger eller noget som helst andet lignende. Men jeg ender nok derude en dag, da ledningerne er kappet over for mig. Intet i livet kommer let, man skal lide for at opnå noget, og jeg mener det er lige meget hvad det måtte være. Problemet er således at, hvis man ikke kan fungere i sin hverdag, hvis man har en krig med sig selv fra morgen til aften indtil sengetid, og man også har ændret sig som menneske til det værre på grund af sygdom, ja så kan jeg ikke se hvordan man skal kunne byde til et arbejdsmarked hvor man skal stå til rådighed fuld tid, når man er en halv sjæl og kæmper med sine dæmoner. Nogle timer om ugen vil nok være langt at foretrække, men indtil hvor længe? Selvom man har uddannelser, selvom man har nogen ting at kunne byde ind med på et arbejdsmarked i form af viden, kan psyken godt gøre, at man ikke er i stand til at gøre dette. Jeg tænker at ingen mennesker ønsker en førtidspension med vilje, da et menneske får mest glæde af at arbejde, være social og bidrage og føle sig en del af en større enhed, hvis man så som menneske ikke længere er i stand til disse, så mener jeg at der burde tages til overvejelse om en førtidspension skal ind i billedet. Det er ikke noget man som ung 28 årig er stolt af at tænke over, "jeg tænker på en førtidspension, gad at vide om jeg kan få det en dag". Fleksjobber: Tak for dit svar. Vi er meget enige i at ressourcer, kompetencer eller lignende ikke hjælper, hvis man ikke kan rumme at være sammen med andre, spørgsmålet er bare, accepterer et system det? Tager de hensyn til det? Det tvivler jeg meget på. At have en beskæftigelse som menneske, at have noget at stå op til, at være sammen med andre mennesker, som tidligere nævnt til en anden person der har skrevet på dette opslag, så har du ret, man får et mentalt boost af at være aktiv og i bevægelse. Men hvis ens jeg ikke tillader det, så er det ikke altid let. Som du selv kommer ind på, det er en selv som skal mærke efter, kan jeg, kan jeg ikke, og man skal ikke skamme sig mener jeg, selvom det til tider godt kan give en et ordentligt slag på selvtilliden at man har det som man nu måtte have det.