[SmallAngel]

Det er mit første indlæg på denne side, og jeg vil gerne introducere mig selv også. Jeg hedder Sabina og er 23 år gammel. Måske skriver jeg det forkerte sted, for jeg har ikke fået fleksjob, men kæmper en daglig kamp, da jeg er kommet i en stor klemme i systemet, og jeg søger desperat hjælp for at kunne klare mig igennem det.

Min historie...

Den 25. oktober 2003 kl. knapt 23.00 om aftenen, sad jeg som forsædepassager i en bil, som ved frontalt sammenstød mod et træ, forulykkede. Det var en gammel bil, uden airbag eller fuldt funktionelle seler. En veninde og jeg var ivrige efter at nå toget for at få undgå skældud af min mor, og kørte derfor med en ung mand som var med til den samme fest vi havde deltaget i. Den unge mand havde tilsyneladende hverken ejerskab af bilen, eller kørekort, viste det sig senere. Jeg husker ikke selve ulykken, da jeg mistede bevidstheden, men efter politiets opmåling af bremsespor kørte vi omkring 75-80 km/t da vi ramte træet. Jeg blev slynget op i bilens forrude og halvt igennem den. Som tidligere skrevet, husker jeg ikke meget fra den aften, men er blevet fortalt at jeg blev redet ud af bilen og ind i et nærliggende hus, hvorfra ambulancefolk overtog mig.

Jeg vågnede på hospitalet, ved at jeg blev lyst kraftigt i øjnene, og blev støvsuget i hele hovedbunden. Jeg var fyldt med glasstumper, overalt. Også i mine øjne. Jeg var meget forvirret, havde smerter, og kunne ikke bevæge mig, da jeg lå pakket ind i luft-poser i tilfælde af frakturer i kroppen. De valgte dog hverken at tage røntgen eller andet. Blot udførte de en test om jeg var "klar" i hovedet, gav mig salve i øjnene og klap på dem, en pjece om hjernerystelse, og besked om at jeg ikke måtte være alene i 48 timer, og udskrev mig pga. sengemangel.

Derefter var jeg overladt til min veninde, som sørgede for at jeg kom godt hjem. Den aften, skulle vise sig at blive begyndelsen på mit *******.

Jeg gik undertiden efter, med meget kraftige smerter i hoved, skulder og nakke. Jeg måtte efterhånden til læge næsten dagligt. Min mor besluttede da i samråd med en advokat at køre en sag mod bilens forsikring, og føreren af denne. Jeg kom i den forbindelse igennem mange undersøgelser, og værst viste livet sig da det under røntgen vise sig at jeg havde haft to brud i nakken som var helet forkert, og derfor gav mig daglige smerter, og på ingen måde kunne rettes efter det var helet.

Jeg havde svært ved at gennemføre 10. klasse, som jeg var startet på i august, kun to måneder før ulykken, og måtte tage året om. Jeg som altid havde fået rene 13-taller. Jeg kunne ikke følge med, var hurtigt træt, og meget glemsom.

Derfor fik advokaten tilrettelagt en neuro- og neuropsykologisk undersøgelse af mig. Den neurologiske undersøgelse fastslog at mine daglige smerter var blivende og stabil karakter, og forsaget af ulykken. Den neuropsykologiske fastslog at jeg har en senhjerneskade, og mangler mange kognitive ressourcer.
Jeg prøvede under tiden mens forsikringssagen stod på, at tage en uddannelse på HG. Men jeg kunne igen ikke følge med, og kom i kommunens søgelys. Jeg blev presset til at starte på yderligere uddannelser af kommunen, bl.a. teknisk skole som Datafagtekniker, og på HF to gange. Igen endte det med nederlag.

Advokaten, fik sat i værk i samråd med forsikringen at jeg skulle til genoptræning på senhjerneskadecentret i Herning. 15 måneders intens genoptræning, som hjalp rigtig meget, men jeg ville aldrig kunne få mine kognitive ressourcer helt tilbage. Tiden gik, og jeg fyldte 18 år. Jeg kunne stadig ikke finde mig til rette, og alt jeg prøvede endte i nederlag. Jeg endte på kontanthjælp.

Arbejdsskadestyrelsen valgte at afvise min sag, da jeg aldrig havde haft andet arbejde end morgen avis jobs og skolepraktikker. Derfor kunne de ikke vurdere min tabte arbejdskraft. Sagen lukker med nederlag, og selvbetalte sagsomkostninger, og en "erstatning" for at have "mistet livet" på 52.000 kr.

Den beslutning lænede kommunen sig op af, og begyndte da, hvad jeg vil kalde hetz på mig. Jeg blev smidt utallige steder hen, som jeg følte var yderst kritisable, og ikke steder hvor jeg formåede at være ret længe af gangen, da det tærede på mine kræfter, både fysisk og psykisk.

Jeg har været i nu fire arbejdsprøvninger, hvoraf kommunen har valgt at erklære de tre af dem, utilstrækkelige, og jeg føler at min sag, mit liv bliver unødigt trukket i langdrag. Jeg har aldrig ét sekund ro i mit liv. Jeg er under 25 år, og jeg føler at netop derfor har jeg intet at skulle sagt. Ingen rettigheder.
Dét er min historie, kort fortalt..
Ærligt.. det er KORT...

Dertil kommer så frustrationerne..
-Hvor hører man til? Hvad kan man? Hvad må man? Hvor skal man stå for at få de bedste tilskuerpladser til at se livets optræden, passere forbi øjnene af en?

End ikke min egen læge ved det. Min læge er fantastisk, og har hjulpet mig utroligt meget. Men han er en anerkendt og meget dygtig læge, og har minimum 6 ugers ventetid, og som mange i det system ved, så skal man når KOMMUNEN siger at man skal gå til sin læge, hvad enten konklusionen er den samme som de sidste 5 år, kunne tage til læge med en dags varsel.

Alle andre undersøgelser er nået til konklusionen at jeg ikke hører til noget sted i det sociale system eller arbejdsmarked de kender, ja faktisk er der mange tvetydige og utydelige konklusioner om mig. De siger at det må være op til kommunen. Tvangmedicinseringen som kommunen foreslog virkede jo ikke.

Mine medmennesker ved det heller ikke rigtigt. De ser mig slet ikke for den jeg er, og forstår det ikke. Jeg ser jo frisk og rask ud på afstand hvor jeg ligner alle andre, og der er jo uddannelser og beskæftigelser til alle siges der, jeg er jo ung! Så hvad venter jeg på!?

Min sagsbehandler på jobcentret ved det åbenbart heller ikke. Hun svarer sjældent direkte på mine spørgsmål, og er sjældent at træffe. Hun er dog rimelig sikker på, at det ikke er i førtidspension jeg hører hjemme, eller i fleksjob. -Og heller ikke uddannelse under revalidering og særlige vilkår. For at bruge hendes ord "Det er der ikke belæg nok for i din sag". Jeg havde helt glemt at jeg kun har været i kontanthjælp systemet i snart fem år, aldrig haft kunnet håndtere et job trods adskillige forsøg fra både sagsbehandleres og min egen side. Det betyder selvfølgelig heller ikke noget, at jeg har flere speciallægelige diagnoser. Det betyder ikke noget at jeg har fire mislykkede uddannelser bag mig samt flere mislykkede ordinære jobforsøg. Ej heller flere mislykkede og "utilstrækkelige" arbejdsprøvninger betyder noget.

Jeg kan dog konkludere, at jeg heller ikke hører til på arbejdsmarkedet, for jeg hører jo intet fra systemet mere. Jeg er overladt til mig selv i daglig kamp og en kontanthjælp der ikke rækker, samt de formaninger omverdenen stiller en kontanthjælpsmodtager overfor. Men det er jo ikke så mærkeligt at den ikke rækker, den skal jo skræmme og presse mig ud i det arbejde jeg ikke kan håndtere. Gad vide om de også kræver at lamme skal gå? Måske skulle de ansætte Jesus som sagsbehandler?

Beskæftigelsesministeren, Inger Støjberg, og socialminister Benedikte Kiær ved det vidst heller ikke. Jeg har sendt dem brev, og kun fået tilbagemelding om at de er modtaget og overdraget til ministeriet. De kan tilsyneladende slet ikke se mig. Der bliver sagt at syge mennesker ikke findes på kontanthjælp da syge ikke hører til der. Hvor vifter man med flaget henne? JEG ER LIGE HER!!! Jeg er kørt træt, og tom for ressourcer af at være fanget her i dette hul i systemet i snart fem år, og bare se mit liv og muligheden for at forme det med egne hænder, glide forbi mig. Min ungdom og hvad den indebar, er snart slut, om lidt er jeg fortabt.

Nej, i det sociale system vi har i dagens Danmark eksisterer jeg åbenbart slet ikke. Jeg sidder fast i et hul i systemet, hvor jeg er for ung til at have rettigheder, og penge nok til en cafétur eller julegaver til familien, hvor jeg åbenbart er for syg til at blive hjulpet videre til en fremtid med uddannelse, eller et fleksjob, og for rask til at få en førtidspension. Eller måske snarere er jeg for syg til at bruge penge på, og for rask at bruge penge på.

Jeg bliver trukket igennem så meget, og hvis jeg har den mindste kritisable mening om det, så bliver jeg truet til at gøre som jeg bliver forlangt, eller miste mine, i forvejen meget små penge, og ender med at måtte sygemelde mig, af stress og ondt i livet. Jeg har gennem mine snart fem år i systemet, haft over 15 sagsbehandlere og ca. fem økonomi sagsbehandlere. Hver gang har de hver og især haft deres løsning på "problemet".

De udtaler sig som om de var læger og så bort fra alle mine papirer fra professionelle, og gør det stadig. Jeg har været i aktivering på steder for alkoholikere, for psykisk syge, for unge med ADHD, for narkomaner og jeg kunne blive ved. Alle steder er jeg blevet placeret, trods det ikke er noget jeg fejler. Jeg er blevet tvunget til at lave opgaver, skole opgaver, fra 4. klasse. Det er nedværdigende, og ydmygende, og man er magtesløs.

Jeg føler mig virkelig fortvivlet, frustreret og fortabt. Tvunget til at vandre rundt i periferien og stønne i mine kolde laser, som snart ikke er tøj mere, husleje som ikke kan betales, trods jeg aldrig har haft gæld eller én eneste forsikring, eller dyre luksusforbrug. Nej, 5.200 kr er ikke meget, og boligsikringen bliver jo også skåret i for at presse/skræmme én i arbejde. Slet ikke når husleje stiger og stiger, og det gør simple ting som bare toastbrød også. Sådan skal jeg vandre alt imens jeg må lytte til ordene af "Danskerne har aldrig haft det bedre!" og "Danskerne er i top 3 af lykkeligste mennesker i Verden".

Jeg er sygemeldt af min læge t.o.m d. 1 april. Han har skrevet til kommunen at den mest langsigtede løsning for mig er at finde smertebehandling lige nu og her, og tilbyde mig det. Men det har han skrevet før, og jeg har fået afslag hver gang, igennem snart 5 år. Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv, når jeg d. 1 april, skal møde i aktivering igen fire timer hver dag, for at sætte mig i en varmestue og drikke kaffe, bare for at være der. For jeg ved at det ender som alle de andre gange. Endnu en arbejdsprøvning "med henblik på at finde psykiske og fysiske barrierer i forhold til opkvalificering til ordinært job", endnu et nederlag, endnu en sygemelding, endnu flere trusler når jeg ikke kan holde til det, og tårer på min moders skulder.