Man troede i en periode at jeg havde socialangst/socialfobi. Der fik jeg lidt ting at vide om det, af en psykolog.
Forestil dig at du går på den ene side af en vej, på fortovet.
På det modsatte fortov, i modsat retning, går en du kender. Vedkommende hilser ikke på dig.
En med socialangst ville måske tænke: "åhnej personen kan ikke lide mig, jeg må have gjort et eller andet, det er også bare fordi jeg er så *Indsæt nedladende udtalelser*"
En uden socialangst ville måske tænke: "Nå, det kan være at han/hun ikke så mig".
Så man kan prøve at analysere denne situation. Din vinkel med socialangst har du beskrevet i dine svar.
Så jeg vil prøve at komme med den vinkel en uden socialangst kunne tænkte:
"De tog sikkert selfies. Det kan også være at de tog billeder af noget bag ved mig i lokalet."
Man lærer ikke lige natten over, at håndtere katastrofetanker, men (og det har du muligvis hørt før) processen og måden at arbejde med det på, er at prøve på at tænke på og analysere, om der kunne være andre vinkler, end ens egen tolkning af situationen
Jeg kæmper selv med katastrofetanker pga ængstelig/evasiv personlighedsstruktur, så jeg kender godt til at man får en "åh nej tanke" og så kører den ud i "worst case". Og det er heller ikke altid jeg selv formår at få den positive vinkel på. Nogen gange har man brug for nogen udefra, til at komme med et bud, på en anden vinkel på situationen